Mens rebellerne rykker ind i Capitols smadrede forstæder, er det svært at abstrahere fra billederne fra krigen i Syrien. Panem og dets hovedstad Capitol er umiskendeligt forestillinger om en amerikansk fremtid. Men nutidens konflikter maser sig på.
Også i Panem møder vi nu i sidste afsnit af ’The Hunger Games’ en præsident, der ikke er bleg for at bombe sine egne borgere, hvis det kan gøre livet surt for hans modstandere. Men præsident Snows kamuflerede dødsfælder rammer også med samme dødbringende pludselighed som de vejsidebomber og bilbomber, guerillaer og terrorister normalt betjener sig af.
Fortællingens heltinde Katniss Everdeen kamuflerer sig som flygtning for at komme tæt nok på sit mål til at kunne udføre sit attentat. En strategi, der efter de seneste dages begivenheder sender utilsigtede kuldegysninger ned ad ryggen. Hverken ’The Hunger Games’-forfatteren Suzanne Collins eller de to manuskriptforfattere Danny Strong og Peter Craig kunne selvfølgelig have forudset dette. Men god science fiction er altid mere i pagt med sin samtid, end den selv er klar over!
’The Hunger Games’ er en fascinerende og velgjort blanding af dystopi, utopi og nostalgi, og der er mange gode grunde til, at serien er blevet det største og vigtigste ungdomsfænomen på filmfronten siden Harry Potter. Det er en fortælling, som ikke fedter eller kæler for de unge. ’The Hunger Games’ taler ikke ned, men fortæller en historie om livets barske voksenrealiteter. Henlagt til et sci-fi-univers, der ikke er så fantastisk, at man ikke kan genkende nutiden i dets gevandter, og med nogle menneskelige og politiske problemstillinger, som tør fastholde en kompleksitet i både følelse og tanke.
