I fredags lå der en brun konvolut mellem aviserne i postkassen. Mit navn og min adresse var skrevet med skrivemaskine på et hvidt ark, klippet ud og limet på, som et visitkort. Brevet var afsendt i Skien, en by syd for Oslo, hvor et af landets topsikrede fængsler ligger. Allerede før jeg så, hvad der stod under mit navn – ’Ekspert i patologiseringspropaganda mod regimemodstandere’ – vidste jeg, hvem det var fra.
Det var fra den terrordømte Anders Behring Breivik.
Brevet var endnu et indlæg i terroristens monomane kamp mod islam og for det, han kalder den nordiske race. Terroristen klager i brevet over, at han ikke har lov til at holde kontakt med »venner, støtter og resten af bevægelsen«. Han havde en drøm om, at et oprør ville sprede sig hen over Europa, inspireret af hans første angreb. Han så for sig, at han skulle lede en sammenslutning af militante nationalister, der skulle radikaliseres i fængslerne for siden at gennemføre en »konservativ revolution«, som en gang for alle skulle drive muslimerne ud af Europa. Hans projekt slog fejl. Jeg lagde brevet fra mig.
Samme aften kom nyhederne så fra Paris.
