Der er dem, der mener, at den nys overståede folkeafstemning har været værre og mere pinlig end de forudgående 7 andre om EF/EU. Det er en fejltagelse. Alle folkeafstemninger i et repræsentativt demokratisk system får uvægerligt et uskønt forløb, fordi folkeafstemninger som sådan går direkte imod den bærende idé i det repræsentative demokrati. Det repræsentative demokrati er et mirakel, der er let at forklare og svært (eller umuligt?) at begrunde: Alle voksne borgere uanset udseende, begavelse, uddannelse, køn, tro og klassetilhørsforhold får andel i statens idé ved deres ret til (gerne med års mellemrum) at vælge en medborger til at repræsentere sig som lovgiver. Borgernes valgte repræsentanter kan så alt efter skik og brug og lands lov og ret afsætte regeringer, de som forsamling af en eller anden grund, som de ikke behøver angive, har mistillid til.
Man kan undre sig over, at det kan fungere, men det har man solidt empirisk belæg for, at det kan, vel at mærke så længe alle kan nære sig for at ville forbedre det ved at kræve begrundelser. Det siger sig selv, at borgerne i bred almindelighed hverken har indsigt, uddannelse, evner, tid eller lyst til at sætte sig ind i, hvordan deres stat er beskaffen eller fungerer. Selv vi, de klogeste – du, min læser, og jeg selv – har nok at se til. Vi skal passe vores arbejde, familie, børn og venner og sørge for verdens almindelige daglige gang. Vi tror om os selv, at vi – hvis vi for alvor ville, og hvis vi af en eller anden grund mente, at det var det vigtigste af alt – godt kunne finde ud af selv atomfysik og selvfølgelig også af statens styrelse. Men vi vil ikke, vi har ikke tid! Vi siger som en af Storm P’s helte: »Jeg kunne skære gevind på Rundetårn, hvis det passede mig, men det passer mig ikke«.
Den danske nation bærer rundt på en hemmelighed, som det ikke er passende at nævne. Hvis det bliver mellem os, du, min læser, og mig, går det an at omtale den, men løb ikke med sladder, lad den forblive mellem os. Et land på 43.000 kvadratkilometer ser stort ud for os, der kender det. 5½ million mennesker er mange for os, der kender hinanden, men vi er kun cirka en hundrededel af EU’s befolkning. Alligevel har Danmark sit eget medlem af Europakommissionen.
Lensgreve O.D. Rosenørn-Lehn (1821-1892) var Danmarks udenrigsminister i næsten 22 år. Da han blev spurgt om, hvad han havde lært gennem alle disse mange år, svarede han efter at have tænkt sig længe om: »Ydmyghed«. Når Erik Scavenius (1877-1962) var i ondt lune og ville ærgre sine politikerkollegaer, konstaterede han, at Danmark var en del af det nordtyske sletteland. Viggo Hørup (1841-1902) sammenlignede forholdet mellem Tyskland og Danmark med forholdet mellem en stor mund og en lille mundfuld.
