Endnu et år går på hæld, og igen blev det et sportsår, der i højere grad vil blive husket for solide skandaler end fascinerende præstationer. Moderne topsport er korrupt ud over enhver fatteevne. Overskriften giver kun mening, fordi vi glemmer og lægger fortiden bag os, når vi for en stund har svælget i forargelsen over en frisk skandale.
Første gang jeg så avisoverskriften ’Sportens annus horribilis’ var 2. januar 1999. Dengang var den udløst af den skelsættende opdagelse af, at professionel cykelsport brugte potente præstationsfremmende midler i stor stil. Siden har vi mellem år og dag set skandaler, der kunne give anledning til samme overskrift. I år har der foruden en række mindre skandaler været to i størrelse XL, som frister til at bruge overskriften igen, skønt de ret beset er manifestationer af sportens diabolske væsen snarere end et angreb på sportens moral.
I maj blev fjorten personer med tilknytning til en af sportens mægtigste institutioner, det internationale fodboldforbund FIFA, tiltalt af det amerikanske forbundspoliti FBI i en sag om bestikkelse og hvidvask. Anklagen lød på svindel for godt og vel en milliard danske kroner. Beløbet er ikke svimlende i betragtning af det astronomiske pengecirkus, international fodbold har udviklet sig til. Det ville f.eks. ikke være nok til at købe de to Real Madrid-profiler Gareth Bale og Cristiano Ronaldo. Men småpenge er det ikke, og det nævnte beløb er formentlig kun toppen af isbjerget, eftersom fokus i FBI’s sag hovedsageligt er på Nord- og Sydamerika. Pengene er brugt over en årrække til at købe indflydelse, stemmer til lukrative poster, eksklusive tv-rettigheder, værtskaber osv.
Mistanken om korruption i det store fodboldforbund er ikke ny. I 2006 udgav den engelske journalist Andrew Jennings bogen ’Straffe!’ hvori han blotlagde omfattende valgsvindel, bestikkelse og uhellige alliancer mellem fodboldforbundet og entreprenante forretningsfolk inden for sportsbeklædning og tv. De mafialignende forbindelser mellem sport og business har udviklet sig fra 1970’erne og frem. Trods Jennings terrieragtige afdækning af den årelange korruption i toppen af de store internationale sportsforbund har FIFA formået at modstå presset lige indtil i år, hvor myndighedernes indgriben viste, at træet var trøsket i top og stamme, akkurat som Jennings har brølet i mere end et årti. FIFA’s etiske komite suspenderede Sepp Blatter fra præsidentposten i september, efter at den schweiziske statsanklager i kølvandet på den amerikanske undersøgelse havde besluttet at åbne en korruptionssag mod ham.
