Kain yppede som bekendt kiv med sin broder, Abel, og engang de var ude blandt vælgerne, sprang Kain ind på ham og slog ham ihjel.
Historien er lige så gammel som mennesket selv. Og lige så gammel som de to borgerlige partier Venstre og Konservative. De to brødre ofrer begge til vælgerne, men deres offer modtages ikke i samme ånd, og kiv opstår mellem de to. Kain forretter en udåd og må siden undgælde for sin synd.
Men hvem af de to er historiens vinder? Bibelen giver ikke noget klart svar. Det vil de skriftkloge politiske kommentatorer heller ikke gøre.
De to borgerlige partier begyndte som hinandens modsætninger med det lille, magtfulde Højre som dominerende og det støt voksende Bondevenstre som udfordreren, der forlangte magten. Da Venstre omsider fik den i 1901, blev det begyndelsen til parlamentarismen, det politiske system, vi har haft siden.
