Foto: FINN FRANDSEN

Vesteuropas laveste punkt er dansk

Nye målinger placerer Vesteuropas laveste punkt i den danske Lammefjord, ikke i Holland. Det kan udnyttes til at tiltrække flere turister. Måske.

To turistchefer kravler op ad en lille bakke i Lammefjorden i Vestsjælland. De har været nede på den tidligere havbund og lede efter det laveste punkt i Danmark – ja, faktisk i hele Vesteuropa.

»Det er meget vigtigt, at du skriver Vesteuropas laveste punkt. Ikke Vesteuropas lavpunkt«, griner Hans-Jørgen Olsen, turistchef i Odsherred Kommune.

Nu er håbet hos ham og kollegaen Claus Westergaard fra Holbæk, at det laveste punkt herude kan være med til at give området flere turistmæssige højdepunkter.

Punktet er nemlig ikke kun 7 meter under havets overflade, som man hidtil har regnet med, men i hvert fald 7,5 meter og måske endda 7,8. Og dermed overgår – eller undergår – Lammefjorden det laveste punkt på den tidligere hollandske havbund Zuidplaspolder, der ellers på flere websites fremhæves som lavere eller i hvert fald lige så lavt som det danske. Selv om Zuidplaspolder maksimalt er 7 meter dybt.

Faktisk ville Danmark have hele Europas laveste punkt, hvis man ikke regnede den russiske bred af det Kaspiske Hav med til Europa.

Men hvor ligger det laveste punkt i Lammefjorden og Vesteuropa egentlig helt præcist? Og bliver det Hans-Jørgen Olsen eller hans kollega fra Holbæk Kommune Claus Westergaard, der får glæde af en eventuel turistinvasion?

Det er der faktisk ikke ret meget kamp om. Tværtimod forsøger de to turistchefer på bedste gentleman-maner omhyggeligt at stadfæste punktet, så de begge får glæde af det.

»Jeg tror altså, det er lige på kommunegrænsen; se på den der plet i marken, der er lidt fugtigere og mørkere og derfor må ligge lidt lavere end det udenom. Den er lige ud for kommuneskiltet«, siger Olsen, da de to har fået lidt mere overblik over området. De er nu oppe på Audebodæmningen mellem landevejen og den ikke-afvandede del af Lammefjorden.

»Det er rigtigt; jeg tror, du har ret«, siger Claus Westergaard.

Vi kommer tilbage til, hvorfor de to turistchefer godt vil dele punktet. Men først lidt om, hvorfor de overhovedet er rykket ud for at lede efter det.

Kan man grave sig til rekord?

Det var hjemmesiden danskebjerge.dk og Geodatastyrelsens interne blad Stedsans, der i fjor satte gang i diskussionen om Danmarks og Vesteuropas laveste punkt.

Jacob T. Johansen fra danskebjerge.dk havde fundet ud af, at det laveste punkt i Lammefjorden ifølge de nyeste geodætiske målinger var 7,8 meter under havets overflade. Men det blev underløbet af Stedsans, der i en artikel udnævnte Rønne Granitbrud til Danmarks laveste, fordi det ligger i en dybde af 39,5 meter.

Der er imidlertid ingen opslagsværker, hverken på nettet eller i bogform, der medregner gravede huller som laveste punkter. I givet fald ville det være det tyske brunkulsbrud Tagebau Hambach, der med en dybde på knap 300 meter ville være det laveste punkt i Europa.

Og hvis man regner gravede huller med, hvorfor så ikke også borede huller, spørger danskebjerge.dk. I så fald er det laveste punkt Svane 1-boringen i Nordsøen, der ifølge ’Naturen i Danmark; Geologien’ er 5.800 meter dyb.

Politiken har spurgt Geodatastyrelsen, om den fastholder, at Rønne Granitbrud er Danmarks laveste punkt – og om man vil protestere, hvis Odsherred og Holbæk kommuner vil markedsføre sig med at have Vesteuropas laveste.

Det har fået styrelsen til at trække i land. Kommunikationschef Chris Hammeken understreger, at Geodatastyrelsens opgave er at måle og registrere alle højder og dybder i Danmark med sigte på klimasikring.

»Ved disse målinger forholder vi os ikke til, om et hul eller en høj er menneskeskabt eller naturskabt«, siger Hammeken – der således ikke vil stå i vejen for et turismefremstød i det vestsjællandske.

Men hvad med 7summits.com, ask.com, worldatlas.com og alle de andre sites på nettet, hvor Lammefjorden ikke er angivet som Vesteuropas laveste punkt?

Skal I turistchefer ikke sørge for at lægge information ud om tingenes sande tilstand?

»Jo, det har vi talt om. Vi deler i forvejen webmaster, så det er helt oplagt«, nikker Claus Westergaard.

I sparer penge ved at dele webmaster. Er en mulig besparelse på udgifter til markedsføring medvirkende til, at I også godt vil dele det laveste punkt?

»Ja, det er da klart«.

Det er ikke nok, at Lammefjorden kun er omkring en meter lavere end det næstlaveste punkt i Vesteuropa

Men kan sådan et laveste punkt overhovedet trække turister til? Ikke i særlig stort omfang, vurderer Lene Feldthus, direktør i Center for Regional- og Turismeforskning.

»Det spektakulære lokker, så »første«, »største« og »højeste«, »laveste« og lignende superlativer kan sagtens fungere som blikfang. Men det skal være usædvanligt for at fænge og gøre en forskel. Så det er ikke nok, at Lammefjorden kun er omkring en meter lavere end det næstlaveste punkt i Vesteuropa«, siger Feldthus.

Svært at sanse

Ifølge hende er det også afgørende, at en turist med egne sanser kan opleve, at et punkt er meget lavt – altså ligesom man kan stå oppe på et bjerg og se, at alle andre bjerge i nærheden er lavere.

Det kniber det i den grad med herude på Lammefjordens bund. Man kan godt se, at marken her ligger lavere end vejen, der igen ligger lavere end dæmningen. Men spektakulært?

»Njah, det er det vel ikke ligefrem«, erkender Claus Westergaard og ser sig lidt omkring i gråvejret.

Westergaard og Olsen understreger, at de godt ved, at området næppe vil blive invaderet af turister, der bare vil se nærmere på det lidt mørkere område i marken ved Audebodæmningen.

Men det laveste punkt kan måske give ekstra krydderi til de andre oplevelser herude, ikke mindst Lammefjordens ry som hjemsted for usædvanlig velsmagende grøntsager, der bruges af restaurant Noma i København, Suri i Holbæk, Dragsholm Slot ovre ved kysten og andre gourmet-restauranter.

Fjorden er endda så småt ved at blive et brand i udlandet: Da Odsherred inviterede nordtyske journalister herop med overskriften ’Gulerødder fra havbunden’, blev turen overtegnet på få timer.

En del af Danmarks første geopark

De to turistchefer tænker også, at det laveste punkt kan blive en lille ekstra oplevelse blandt de natur- og friluftsaktiviteter, man også forsøger at fremme.

Odsherred Kommune har netop indleveret en ansøgning til FN-organisationen Unesco om at blive Danmarks første geopark – ikke for det laveste punkt, men mere generelt for den usædvanlig omfattende afvanding og for det specielle, bakkede istidslandskab.

Og begge kommuner har udbygget muligheden for at gå og cykle i vandkanten næsten hele vejen rundt om Isefjorden – med hjælp fra fire færger.

»Man kunne sætte et skilt op deroppe på stien«, siger Claus Westergaard og peger på diget:

»Så kan folk måske lige stoppe op og læse om punktet og området generelt. Man kan jo sige, at det laveste punkt er en slags understregning af, hvor storstilet hele afvandingen var. Det var jo et af danmarkshistoriens største byggeprojekter overhovedet«.

Så der skal ikke laves ekstra p-pladser og en sti ned til det laveste punkt?

»Nej, det skal der nok ikke. For det første vil det være besværligt, fordi det jo er en privat mark. For det andet er det egentlig ikke det laveste punkt som sådan, der er spektakulært. Det er hele Lammefjorden«, siger Hans-Jørgen Olsen.

Publiceret 6. januar 2014

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce