Sådan set ligner hjemmesiden Clasificados Bolivia så mange andre af klodens lokale varianter af Den Blå Avis. Her vrimler det med alt fra brugte Nokia-telefoner og cocker spaniel-hvalpe til varevogne i dubiøs mekanisk forfatning, som håbefulde bolivianere prøver at fedte af på andre af deres godt 10 millioner landsmænd.
Men så er der rubrikken ’arkæologi’:
»Grundet rejse sælger jeg en smuk krukke, som er indsamlet fra Inkastien i området Villa Azpiazu. Den måler 65 cm gange 40 cm i kegleform. Henvendelse per e-mail …«.
Om inkakrukken virkelig er smuk, afhænger selvfølgelig af smag. På annoncens enlige, noget tågede foto ligner den nærmest et opretstående brunligt græskar, som er stillet til fotografering på en rødternet dug foran en reol med samlemapper. Men så kan man jo altid prøve at skrive til ejeren og rykke for flere informationer:
