Efter frokost har Fridi kastet sig på sofaen i tv-stuen. Andre har gjort som ham, lagt sig, så lange de er, eller bare sat sig og lukket øjnene. Herude er det ingen kunst at sidde op at sove. Der er stadig 15 minutter, til de afløser skipperholdet, og de skal bruges til den sidste lur. Jeg fotograferer Frii, først uden flash, så med. Rummet lyses op af de små hvide glimt, efterhånden som jeg trykker på knappen. Så kommer det nede fra sofaens plastik: »… for helvede, Per, jeg sover«.
For her, nogle hundrede sømil nordøst for Murmansk, er det altid lidt nat, og det er lige meget, hvad klokken er, eller hvor højt midnatssolen står.
Den færøske fisketrawler Enniberg er med sine 74 meters længde og 14 meters bredde på fiskeri i Barentshavet. Ombord er 33 søfolk, 2 på broen, 1 radiomand, 5 i maskinen, 2 kokke, 8 på dækket og resten i fabrikken. Målet er at fiske det sidste af skibets torskekvote, som bliver til 600 ton færdigfrossede fileter.
