Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: PER FOLKVER

Drama bag ny dansk kunstudstilling

Hovedværker af van Gogh, Gauguin og Bernard er den seneste uge ankommet til Ordrupgaard op til en stor udstilling, der åbner på fredag. For 30 år siden blev nogle af malerierne stjålet af kunsttyve med forbindelser til mafiaen. En dansk politikommissær måtte gå undercover for at bringe dem tilbage.

Alarmen i malerisamlingen var ikke blevet udløst. Og vagten, der havde nattjansen på museet i Universitetsgata midt i Oslo, havde intet hørt. Men den oktobermorgen i 1982 kunne man konstatere, at et antal blændrammer lå rundtomkring på gulvet i malerisamlingen på Nasjonalgalleriet. Før morgengry var det lykkedes gerningsmændene at forlade den 100 år gamle rødbrune bygning med otte mesterværker af Picasso, Rembrandt, van Gogh, Goya og Gauguin. Der var tale om verdenskunst, der på det tidspunkt blev anslået til en samlet værdi af mellem 30-40 millioner norske kroner.

»Jamen, det var ganske forfærdeligt«, husker museumsinspektør Nils Messel, der dengang var ansat som assistent.

Året før var et maleri af Rembrandt stjålet fra samme museum. Tyveriet havde været impulsivt og udført af amatører. Men denne gang mente det norske kriminalpoliti, at der var tale om særligt professionelle kunsttyve. Gerningsmændene havde besøgt museet i perioden op til tyveriet for at rekognoscere og lægge en nøje udtænkt plan, viste efterforskningen.

Foto: © EPMO (Orsay) / Réunion des M/© EPMO (Orsay) / Réunion des Musées Nationaux

Da museet var lukket kl. 15 om eftermiddagen 10. oktober, forekom alt ellers fuldkommen normalt. Museumsvagterne var efter lukketid gået en kontrolrunde og havde på deres tur passeret trappen op mod førstesalen. De havde intet mistænksomt noteret sig.

Men på det tidspunkt gemte tyvene sig allerede under trappen. Og i løbet af natten forlod de deres skjulested og bevægede sig op til malerisamlingen. Over den låste egetræsdør fortsatte det udskårne træarbejde yderligere cirka 50 cm, før det nåede dørkarmen. Det var her, tyvene slog hul og ålede sig igennem.

I et foto fra politiets rekonstruktion, som de norske aviser offentliggjorde, kunne man konstatere, at det var svært for en voksen mand af almindelig bygning at komme igennem den lille rektangulære åbning. Men det var ikke umuligt.

To af de malerier, der var forsvundet, var Paul Gauguins ’Blomsterkurv’ og et portræt af hans danske kone, Mette Gauguin, der var malet i København i 1884. Deres værdi ved tyveriet blev vurderet til henholdsvis 1,5 og 3 millioner norske kroner.

Med handskeklædte hænder

Tre årtier senere står vi på Ordrupgaard nord for København.

I en af salene i den gamle fløj har to handskeklædte mænd fjernet skruer fra en kasse, der er ankommet fra Nasjonalgalleriet i Norge. De fjerner yderligere et lag beskyttelse, og med en dreven synkron nænsomhed løfter de et maleri i guldramme over på et bord, der er beklædt med et gråt uldtæppe og badet i hårdt lys.

Foto: FOLKVER PER

I en anden kasse fra samme norske museum venter Gauguins ’Blomsterkurv’.

Der er, viser det sig, tale om de to Gauguin-malerier, der blev stjålet fra Nasjonalgalleriet i 1982.

Begge malerier indgår i udstillingen ’Dramaet i Arles’, der ifølge museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmark er Ordrupgaards »mest ambitiøse udstilling til dato«, og som åbner næste uge.

Den seneste tid er malerier af Vincent van Gogh, Paul Gauguin og Émile Bernard således ankommet fra museer som Metropolitan Museum of Art i New York, Musée d'Orsay i Paris og Tate i London til det nordsjællandske museum.

Nogle af de i alt 67 malerier er allerede på plads på væggene denne eftermiddag, mens mange andre venter i deres klimasikrede specialbyggede transportkasser, hvor de skal akklimatisere i et døgn, før de kan pakkes ud og undersøges nøje af konservatorerne.

Historien om den internationale politiaktion, der endte med at bringe de otte malerier fra Nasjonalgalleriet i Oslo tilbage til offentligheden, er, skal vi senere erfare, en af de mere dramatiske. At den endte lykkeligt for det norske museum, skyldes blandt andet den danske kriminalkommissær Mogens Lundhs indsats som undercoveragent i Tyskland.

Sagen var samtidig med til at markere overgangen til det moderne topsikrede museum, som vi står i denne eftermiddag. Kunstrøverier foregår stadig, men der er ikke trapper at gemme sig under eller trædøre at slå itu.

Her på Ordrupgaard er sikkerhedsspørgsmålet så centralt, at vi på forhånd har måttet acceptere særlige betingelser for at være til stede: Artiklen må ikke omhandle Ordupgaards konkrete sikkerhed. Der vil ikke blive besvaret spørgsmål om netop det emne. Og vi må ikke fotografere noget, der kan afsløre nogle af de mange konkrete foranstaltninger, der er iværksat.

Vi accepterer og får adgang backstage på museet.

Skadet efter tyveri

Vi står med ansigtet helt tæt på Mette Gauguins kavalergang. Over udskæringen på den svagt lyserøde selskabskjole, lige ved hendes halssmykke, er en skade. Selv kan jeg knap nok ane den.

»Farvelaget har løftet sig en smule«, siger den danske konservator Ioana Rosca Tind, mens hendes norske kollega Kari Skytt Andersen fra Nasjonalgalleriet i Oslo bøjer sig over Paul Gauguins kone. De lyser på lærredet med en lommelygte, der har en særlig fokuseret lyskegle og dermed afslører de mindste små ujævnheder.

Maleriet er det sidste portræt, Paul Gauguin malede af sin danske kone, Mette Gauguin, før han forlod hende. Hun er i selskabstøjet og har ansigtet vendt bort fra beskueren.

Foto: FOLKVER PER

»Jeg kigger efter krakeleringer, opskalninger i farvelaget, deformationer i lærredet, farvetab og små buler. Og hver gang jeg støder på noget, sikrer jeg mig, at det allerede var der, før maleriet forlod Oslo«, siger Ioana Rosca Tind og kigger på et farvefotografi af portrættet, hvor små pile viser de skader, som var identificeret ved afrejsen til Danmark.

De to konservatorer ender med at finde en minimal afskalning af nyere dato øverst på guldrammen. Den er på størrelse med to knappenålshoveder, men bliver nøje noteret, inden maleriet forsigtigt bæres mod sin plads i udstillingen.

Det andet maleri, Gauguins ’Blomsterkurv’, ser ud til at være i glimrende stand. Men på bordet placerer den norske konservator to affotograferinger, der sladrer om dets dramatiske fortid.

’Skadet efter tyveri 1982-1985’ står der på et sort-hvid-foto, der dokumenterer, hvor smadret motivet var, da det kom tilbage til museet efter redningsaktionen tre år efter tyveriet.

En stor afskalning løber på tværs fra top til bund, og rundtomkring er der huller i farvelaget.

»Jeg kender ikke detaljerne«, siger den norske konservator Kari Skytt Andersen. »Men jeg kan se, at det har været i hænderne på en dygtig konservator. Hele det her område er retoucheret«, siger hun og peger midt i motivet.

Den presseansvarlige fra Ordrupgaard, der følger os tæt under vores besøg, træder samtidig et skridt frem.

»Og I er selvfølgelig nødt til at få Oslos tilladelse til, at I kan skrive, at maleriet har været stjålet«.

Dansk kommissær undercover

Der skal gå flere dage, før vi får hul igennem til den rette person på Nasjonalgalleriet i Oslo. Men norske avisartikler fra 1980’erne bidrager i mellemtiden med informationer.

Under trappen fandt politiet blandt andet en række fingeraftryk. Et antal personer blev eftersøgt. Og især én norsk avis skrev flere artikler på baggrund af et tip om, at malerierne stadig befandt sig i Norge og var udbudt til salg for 2 millioner norske kroner på det sorte marked. Men det viste sig at være forkert. Malerierne havde på det tidspunkt for længst forladt Norge og var blevet smuglet via Danmark til Vesttyskland.

Foto: FOLKVER PER

Det var netop herfra, at Nasjonalgalleriet 21. maj 1984 modtog et telefonopkald. Museet blev nu afkrævet en løsesum på 5 millioner D-mark, og pengene skulle indsættes på en konto, der tilhørte en advokat fra Frankfurt ved navn Horst Nickel. Betalte museet løsesummen, ville det få malerierne retur. Betalte de ikke, ville de blive destrueret, lød truslen.

I sine samtaler med de norske myndigheder dækkede den tyske advokat sig ind under, at han havde tavshedspligt, men oplyste samtidig, at hans klient, som var revisor og finansrådgiver, repræsenterede personer fra en kriminel organisation. Dermed begik han en fejl. For det betød, at det tyske politi opnåede hjemmel til telefonaflytning af advokaten.

Det var den danske kriminalkommissær Mogens Lundh, der netop på det tidspunkt var udsendt af Rigspolitiet som nordisk forbindelsesofficer i Tyskland, der gjorde tysk politi opmærksom på muligheden for telefonaflytning af advokaten. Dette skete ved blandt andet at fremskaffe båndoptagelser af advokatens og museets samtaler. Siden fik han en særlig rolle under aktionen.

»Jeg blev sluset ind som agent med falsk identitet som norsk forsikringsdirektør«, siger Mogens Lundh.

Udstyret med et falsk pas og iført »almindeligt pænt tøj» landede danskeren i Frankfurt Lufthavn en junidag i 1984. Han skulle, var aftalen, overrække millionbeløbet til advokaten, der fungerede som mellemmand. I lufthavnen blev Mogens Lundh hentet af advokatens søn.

»Jeg blev bedt om at køre med til det sted, hvor malerierne befandt sig. Det sagde jeg nej til. Jeg skulle ikke ud på landevejen med dem. Det var vigtigt for os at få bagmanden ud af sit skjul. Derfor forlangte jeg at se malerierne foran Deutsche Banks hovedkontor i Frankfurt, hvor de kunne få udbetalt pengene«, husker den nu pensionerede politimand.

Det tyske observationshold skulle samtidig være klar til at skride ind og anholde, så snart Mogens Lundh, der også var udstyret med en skjult mikrofon, sagde god for malerierne.

En mand i en rød Ferrari dukkede op. På det tidspunkt havde advokaten fået bekræftet, at der fandtes en konto i forsikringsdirektørens navn med det aftalte beløb på. Mogens Lundh blev vist om bag bilen. I bagagerummet kunne han se to malerier rullet sammen.

Den skjulte mikrofon, som Mogens Lundh var blevet udstyret med, viste sig ikke at virke. Og præcis hvad Mogens Lundh havde set i bagagerummet, var observationsholdet ikke klar over. Men han gav et bekræftende signal, og det tyske politi slog, da de kriminelle mellemmænd var på vej ind i banken for at hæve løsesummen.

»Da vi havde foretaget anholdelserne, lykkedes det os at finde yderligere fem malerier, fordi politiet havde skygget den røde Ferrari«.

Siden lykkedes det også tysk politi at anholde og sigte de formodede bagmænd bag museumstyveriet. Det var to italienere, der imidlertid stak af fra politiet, da deres varetægtsfængsling ikke kunne forlænges.

»Der var tale om en mafiagruppe med forbindelser til Jugoslavien og Italien«, siger Mogens Lundh, der vendte tilbage til Danmark samme år for at blive chef for Rigspolitiets Narkoinformation.

Siden blev han chef for Europols afdeling for organiseret kriminalitet i Haag, hvor han var fra 2001 til 2008.

»Der var efterfølgende nogle voldsomme hævnaktioner med brandattentater mod de personer, som vi havde forhandlet med, og som havde ført os til billederne«.

Det sidste maleri, Gauguins ’Blomsterkurv’, vendte tilbage til Nasjonalgalleriet et år efter aktionen. Det havde været opbevaret i en bagageboks på en jernbanestation i byen Innsbruck i Østrig. Lærredet havde været foldet, og det var derfor særligt medtaget.

Norges største kunsttyveri

På Ordrupgaard passerer vi gennem salene. ’Blomsterkurven’ er ved at blive placeret på væggen i et rum sammen med andre blomstermotiver. Her, blandt Gauguins store symbolistiske hovedværker, gør det ikke det store nummer af sig. Alligevel siger direktør Anne-Birgitte Fonsmark:

»Det er ikke et blomsterværk til borgerskabet. For Gauguin handlede det om at male med komplementærfarver. Det er et af de malerier, som han selv syntes var avantgardistisk og omtaler som en af sine »stærkeste sager og stiveste stykker«.

Foto: FOLKVER PER

Hovedværket, som Ordrupgaard selv har valgt at sætte på plakaten, er Vincent van Goghs ’Olivenlund’. Maleriet, der normalt befinder sig på Göteborgs konstmuseum, er ankommet og har akklimatiseret i et døgn. Oprindelig var det netop dette maleri, som vi skulle følge udpakningen af. Men aftenen før vores besøg lyder beskeden fra Göteborgs konstmuseum, at de ikke giver tilladelse til, at vi er til stede med henvisning til deres regler omkring sikkerhed.

»Vi er meget omhyggelige med vores kunst og ønsker så vidt muligt at minimere risikoen for skader eller tyveri. De har en høj værdi i kroner og øre, men er uvurderlige for vores museum«, forklarer samlingsansvarlig Per Dahlström.

På det norske Nasjonalgalleri giver man imidlertid grønt lys. Jo, vi må gerne være til stede under udpakningen af de to Gauguin-malerier. Og ja, de fortæller gerne historien om det store tyveri i 1982.

»Jeg var bare assistent dengang«, siger museumsinspektør, Nils Messel, der i dag er museets ekspert i fransk kunst ved afdelingen for ældre og moderne kunst.

»Jeg husker, hvordan de brød gennem døren«, siger han op og opremser listen af kunstnere. Picasso, Goya, Van Gogh ...

Tyveriet betød, at Nasjonalgalleriet med statslige midler fik installeret et nyt og mere tidssvarende sikkerhedssystem. Men, tilføjer Nils Messel, det var først, da museet fik stjålet ’Skriget’ af Edvard Munch 12. februar 1994, at museets vinduer blev forstærket. Det var netop Nils Messel, der opdagede dette historiske tyveri.

»Jeg kom på arbejde, og jeg husker, at jeg undrede mig over, at der stod en stige op ad væggen ved et af vinduerne. For det var lørdag, og museet ville ikke normalt få pudset vinduer i weekenden«.

Tyveriet af ’Skriget’, der kom tilbage på sin plads tre måneder senere, fik internationalt set enorm opmærksomhed, ikke mindst fordi et stort antal udenlandske journalister var i Norge til vinter-OL.

»Det var en skandale, da ’Skriget’ forsvandt under åbningsceremonien, men tyveriet i 1982, vil jeg mene, er det største norske kunsttyveri«, siger Nils Messel.

Og tilføjer han.

»Vi har specielt stærke følelser for de to Gauguin-billeder, som havde været ejet af Gauguins norske svoger, Frits Thaulow, da de kom til museet i 1907«.

»Det var de første malerier af Gauguin i Norge«.

Trekantsdrama på Ordrupgaard

Et chok. Det var, hvad van Gogh fik, da det gik op for ham, hvilket motiv hans kunstnervenner Paul Gauguin og Émile Bernard netop havde malet.

Der var tale om kristusbilleder.

»Provokationen fra dem var stor. Og van Gogh var fuldstændig rystet. Han skriver kunstfilosofiske breve til sin bror Theo og Bernard, og det bliver klart for ham, at han enten må holde op med male eller bryde med Bernard og Gauguin«, fortæller museumsdirektør på Ordrupgaard Anne-Birgitte Fonsmark.

Dette øjeblik i den siden så berømte hollandske malers liv har hun valgt som omdrejningspunktet for museets kommende udstilling ’Van Gogh, Gauguin, Bernard – Dramaet i Arles’. Her kan man fra næste fredag opleve i alt 67 malerier, hvoraf mange normalt hører hjemme på store museer i metropoler som Tokyo, New York, Paris og London.

De fleste af malerierne på udstillingen er fra 1888. Dette år skabte de tre kunstnervenner nogle af deres vigtigste værker, samtidig med at der foregik store kunstneriske diskussioner mellem dem. Det var også året, hvor van Gogh skar et stykke af sit ene øre, og vennen Gauguin forlod ham i ’det gule hus’ i Arles på grund af deres dramatiske konfrontationer. Men deres diskussioner fortsatte.

Maleriet ’Olivenlunden’ var netop van Goghs reaktion på kristusbillederne, som han fik tilsendt en tegning og et fotografi af. For han fortsatte med at male. Men i stedet for at male Kristus blandt oliventræer i Getsemane Have som Bernard og Gauguin, malede van Gogh udelukkende oliventræerne i Saint Rémy, hvor han befandt sig fysisk.

»’Olivenlunden’ er virkelig et hovedværk. Det viser, at van Gogh ville male den synlige verden, hvorimod de andre ville male en drømt verden – det, som Gauguin kaldte abstraktion«.

Men opløsningen af fællesskabet sendte van Gogh ud i en ny krise.

»Det kostede ham et nyt sammenbrud, som han måtte arbejde sig op fra. Det lykkedes ham også, og han skabte nogle af sine bedste værker«.

Men året efter, 27. juli 1890, skød van Gogh sig selv i hvedemarkerne i Auvers-sur-Oise. Han sidste maleri, også af hvedemarkerne, kan også ses på udstillingen.

Publiceret 1. februar 2014

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce