»Tegningen er et udsnit af Aarhus Kunstskole. Jeg gik her i to semestre og holder meget af stedet.
Det var, mens jeg gik på Aarhus Kunstskole, at jeg tegnede mine første tegninger til projektet. Jeg har altid gået meget. Rundt og rundt og rundt. På mine gåture har jeg fundet ud af, hvor smuk Aarhus er, og at jeg ville tegne den. Efter en workshop på kunstskolen, hvor vi skulle lave vores egen bog fra bunden, havde jeg pludselig en bog med blanke sider, og så tænkte jeg: Nu gør jeg det. Jeg blev helt bidt af det. Det var forår, og det eneste, jeg havde lyst til, var bare at tegne bygninger, så jeg pjækkede fra skolen for at komme ud og tegne.
Jeg finder bygningerne på mine utallige gåture. Jeg er meget nysgerrig, jeg kan godt lide at opdage og udforske byen. Der er altid noget nyt, og der er altid noget smukt. Jeg kender virkelig byen. Jeg bruger Aarhus som min stue. Det er vigtigt at føle sig hjemme der, hvor man bor, ikke bare på sine egne kvadratmeter, men i hele byen.
Tegningen er meget anderledes end mine senere tegninger. Den er mere rå. Jeg tegnede for eksempel graffiti med i starten. Det gør jeg ikke længere, fordi det er kunst, der er lavet i forvejen, og jeg synes egentlig, det er plat at forsøge at gengive det. Det er lidt at kopiere andres kunstværker. Der er et graffitiværk i Graven, hvor der står ’Intet nyt under solen’ med store gule bogstaver. Det synes jeg er det mest fantastiske værk, så jeg forsøgte at tegne det, men det fungerede slet ikke. Der besluttede jeg, at jeg ikke ville forsøge at gengive graffiti mere.
