Foto: JOACHIM ADRIAN

Nadjas historie - stemmen fra Tønder-sagen

Som 11-årig fik hun ufrivilligt rollen som Tønder-datteren på forsiden af alle landets aviser. Nu fortæller hun for første gang sin historie om en ensom barndom med vold, seksuelle overgreb og trusler på livet. Og om en kommune som overså en lille pige, hendes søster og utallige advarsler fra de mennesker, der var omkring dem.

I Tønder ligger et hvidkalket hus hvor gardinerne er rullet helt ned. Inde bag gardinerne sidder en 11-årig pige og sover i en stol. Nøgen. På sofaen ligger hendes far. Slået ud af druk og kun iført badekåbe. Pigen hedder Nadja. Hun forsøger at hvile sig lidt, efter at faren endnu engang har tvunget hende til sex med to fremmede mænd. Pludselig hamrer det hårdt på døren.

»Det var i virkeligheden lidt som i en dårlig amerikansk film. Vores hus bliver omringet af en masse politibetjente. De banker meget aggressivt på og vil ind. Jeg har ikke noget tøj på. Min far er meget fuld og ligger og sover på sofaen. Da det banker, springer jeg op som en anden vagthund. Min søster er oppe på sit værelse. Persiennerne er rullet helt ned, men i køkkenet kan man kigge ind. Jeg løber ud og kravler langs gulvet og de nederste køkkenskabe. Ser ud gennem døren. Ser de blå dragter, som er uniformer. Jeg styrter ind og vækker min far og siger, at politiet er udenfor. »Hvad vil de?«, spørger han. Jeg siger, han skal gå ud og åbne døren. Så løber jeg op på mit værelse. Jeg kan høre, at de kommer ind i huset. Jeg er rigtig bange«.

Klokken er 18.30 24. August 2005, Nadja er 11 år gammel, og om lidt forandrer hendes liv sig fuldstændig.

Men i virkeligheden starter historien om Nadja ikke her.

Nadja er i dag 19 år gammel og ligner en helt almindelig ung kvinde. Hendes kortklippede hår passer til brillerne, der er kantede og mørke. Hun elsker sine piercinger og den store tatovering på armen, der dækker arrene fra de mange gange, hun har skåret i sig selv.

Der er gået otte år, siden politiet troppede op foran huset i Tønder, og det er første gang, at Nadja står frem og fortæller, hvordan hun oplevede sin barndom.

»Jeg har brug for at fortælle min version af, hvad der skete. Indtil nu har jeg kun været beskrevet, jeg har ikke selv kunne sige, hvordan det var. Det er vigtigt for mig, fordi det altid kun har været de voksne omkring mig, som er blevet hørt. Jeg fortæller også min historie, fordi det ikke virker som om, at Tønder Kommune har lært noget af min sag. Jeg håber, at det kan ændre den måde, kommuner og samfund ser på socialt udsatte børn, når man hører stemmen fra en af dem, der selv har været der«.

Det første jeg husker

Nadja bliver født i maj 1994. Hendes forældre er diagnosticerede med psykiske lidelser, faren med borderline og moren med skizofreni. De modtager begge førtidspension. Af hendes sagsakter fremgår det, at kommunen derfor er opmærksom, da Nadjas mor bliver gravid med hende. Forældrene bor på det tidspunkt i Løgumkloster Kommune. Da Nadja er 1 år og 10 måneder gammel, frabeder hendes mor sig at få flere besøg af sundhedsplejersken. Et af Nadjas første barndomsminder stammer fra kort tid efter.

»Det første, jeg husker, er, fra jeg er cirka 2-3 år gammel. Jeg ved, at jeg må have haft den alder, fordi min søster ikke var der endnu, og hun er tre år yngre end mig. Det var omkring juletid, for jeg kan huske, at vi havde et juletræ, hvor der var pynt på. Jeg sad ved siden af det der store juletræ. Jeg ved ikke, om det var hyggeligt. Men det var første gang, jeg blev bedt om at gøre noget, som jeg ikke havde lyst til«.

»Jeg sidder nede på gulvet, da min far beder min mor om at løfte mig over til ham. Min mor tager min kjole af, så jeg kun har undertrøje og strømpebukser på. Jeg kan huske, at han ligger på sofaen og har en mørkerød morgenkåbe på. Jeg bliver lagt over til ham. Han kalder sin penis for vovsen og siger, at jeg skal tage den i hånden og lege med den«, fortæller Nadja og fortsætter:

»Jeg havde meget tidligt en bevidsthed om, at det var forkert, dét, som foregik hjemme hos os. Men da det startede, da jeg var 2-3 år gammel, kan jeg bare huske, at jeg tænkte, at det var mærkeligt. Sådan lidt en nå-følelse. En følelse af, at det her var noget nyt, og at jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle mene om det. Jeg tænkte ikke videre over det, for jeg var jo så lille«.

Da Nadja er tre år, fremgår det af hendes akter, at en konsulent fra Sundhuset, et socialpsykiatrisk dag- og bocenter under Sønderjyllands Amt, kommer ud for at se, hvordan det går i hjemmet. Der går på det tidspunkt rygter i byen om, at Nadjas mor prostituerer sig, mens hendes far ser på og lader børnene se pornofilm. Forældrene vil ikke lukke konsulenten ind, for de kan ikke fordrage offentlige myndigheder. Konsulenten tager ud til familien flere gange, men al kommunikation foregår gennem familiens vindue. Først efter tre måneder lykkes det ham at få lov at komme ind og se huset. Han beskriver efterfølgende stedet som »rodet og beskidt, men ikke kaotisk« og familien som »speciel/unormal«. Men konsulenten får hverken be- eller afkræftet rygtet om prostitution og pornofilm på daværende tidspunkt. Han når kun at besøge familien den ene gang, før de igen lukker fuldstændig af for ham.

Bag familiens lukkede dør tager overgrebene langsomt til, og det samme gør Nadjas bevidsthed om, at det, der foregår, ikke er i orden.

»Da jeg var 4-5 år gammel, skete der overgreb cirka en gang om ugen. Og det var jo ikke sjovt. Så jeg kunne godt mærke, at der var et eller andet forkert i det, der skete« siger Nadja og husker, hvordan overgrebene ofte skete om morgenen.

»Min mor kom ind til mig og bad mig gå ind til min far. Så skulle jeg tage alt mit tøj af og lægge mig op til ham i sengen og onanere ham«.

Nadja er cirka fem år gammel, da hendes far voldtager hende første gang.

»Vi er nede i stuen, lyset er begrænset, og på videoen kører der som sædvanligt en pornofilm. Jeg skal lægge mig ned på stuegulvet og sprede mine ben. Det er vigtigt for ham, at jeg er meget underdanig. Han har en dildo, som han vil have, at jeg skal sætte mig ovenpå. Men jeg snyder ham, for jeg vil helst ikke gøre det. Det gør jo ondt. Jeg lader som om, jeg gør det, og gemmer den bag ved min numse. Men han opdager det og tager dildoen og penetrerer mig. Jeg skriger højt, for det gør forfærdelig ondt. Bagefter bruger han en colaflaske. Han skælder mig voldsomt ud og siger, at jeg skal tage mig sammen. Det fik jeg altid at vide, når jeg græd. Jeg havde meget langt hår og gemte mig ofte bag det, så han ikke kunne se, når jeg græd. Så beder han mig sprede benene og lægger sig ovenpå mig. Jeg kan huske, at jeg følte, at jeg blev kvalt. Han var jo en kæmpe stor mand, og jeg var lillebitte. Han forsøger at presse sig op i mig, og det var første gang, jeg oplevede den helt forfærdelig ulidelige smerte«.

Jeg er min fars slave

Nadja har på det tidspunkt en lillesøster, som var kommet til verden i 1997.

De to små piger lever en isoleret tilværelse med deres forældre, tilsyneladende uden at nogen omkring dem får mistanke om, at pigerne er udsat for misrøgt og seksuelle overgreb. Nadja beskriver sit barndomshjem som dystert og uden glæde.

»Der var altid rodet hjemme hos os. Og der var altid et eller andet i gære. Man lærer hurtigt at finde ud af, hvornår ens forældre er vrede på hinanden, eller hvornår der er optræk til tæv. Som barn lærer man faresignalerne at kende. Min far var meget dominerende. Vi måtte eksempelvis aldrig sige noget, før vi blev spurgt. Der var ligesom altid et eller andet pres på én. En af de gange hvor jeg er blevet lagt over til ham i sofaen, er han tæt på at brænde mig med en cigaret, fordi han er meget fuld. Men jeg når at smutte fra ham. Så spørger han, om jeg synes, han er stærk. Jeg svarer ja. Så spørger han, om jeg vil se hvor stærk. Jeg svarer ja. Så tager han kvælertag på mig og klemmer til«, fortæller Nadja.

Nadja husker hverken kammerater, der kom hjem og legede, eller at der i det hele taget kom nogen og så til hende de første seks år af hendes liv.

Jeg har aldrig gået i børnehave eller vuggestue. Jeg var bare derhjemme. Og enten var jeg ensom på mit værelse, eller også var jeg min fars slave

»Jeg har aldrig gået i børnehave eller vuggestue. Jeg var bare derhjemme. Og enten var jeg ensom på mit værelse, eller også var jeg min fars slave. Så var det, at jeg startede i skole i børnehaveklassen. Og det kunne jeg slet ikke finde ud af. For jeg havde jo ikke været sammen med så mange mennesker før. Jeg har været låst inde på mit værelse lige så længe, jeg kan huske tilbage. Kun af og til fik jeg lov til at gå rundt ude i haven og kigge på blomster og gynge på en gynge. Ellers, hvis der ikke skete seksuelle overgreb, var jeg låst inde på mit værelse. Jeg skulle kalde på mine forældre og bede om lov til at gå ud og tisse eller bede om noget at drikke eller spise, hvis jeg var tørstig eller sulten. Det var ikke noget, jeg fik eller havde fri adgang til. Så jeg var meget tynd, da jeg var lille. Jeg tror også, at det var derfor, at skolesundhedsplejersken til sidst blev bekymret, og skolepsykologen kom indover. For jeg så jo ikke sund ud, da jeg startede i skole«.

Nadja husker følelsen af ensomhed bag den låste dør på sit værelse.

»Jeg er i en form for ligegyldighedstilstand. Jeg er ikke kontakt med nogen eller noget. Er bare alene på et aflåst værelse. Det er, som om hele verden er grå, intet kan betale sig, og alt er ligegyldigt. Jeg føler mig dømt til den her skæbne, som jeg er født ind i. Jeg tror aldrig, det vil blive anderledes. Jeg tænker tit på, om det mon også er sådan, andre børn lever deres liv. Jeg har tit ondt i hovedet og er ked af det. Jeg tør ikke engang græde, selvom jeg er alene på mit værelse, for det har jeg fået at vide af min far, at jeg ikke må«, siger Nadja.

Beskrives som stille og forsagt

I juni 2000 tager Nadjas forældre begge deres børn med på socialforvaltningen for få indskrevet Nadjas lillesøster i børnehave. Sagsbehandleren lægger mærke til Nadja, og beskriver hende i sagsakterne som »en stille, forsagt og indadvendt pige«. Det er meningen, at søsteren skal følges med Nadja, der skal starte i børnehaveklassen på Øster Højst skole i august. Nadja begynder i børnehaveklassen, men allerede i slutningen af august er hendes klasselærerinde og skolens sundhedsplejerske bekymrede. I deres henvendelse til kommunen står der:

»Nadja fungerer overhovedet ikke (…) og det vil kræve en støtteperson at have hende i børnehaveklassen«.

Nadja fortsætter i børnehaveklassen, og i juni 2001 underretter sundhedsplejersken socialforvaltningen, da hun og Nadjas lærer er bekymrede, fordi den lille piger plukker sine øjenbryn og øjenvipper.

»Min gamle børnehaveklasselærer har fortalt, hvordan jeg ridsede mig selv i armene med sakse og skarpt pap og rev mit hår og mine øjenbryn af. Det er jo en ret mærkelig adfærd, når man er seks år gammel. Og jeg har spurgt hende, om de ikke havde haft mistanke. Hun fortalte, at der var mistanke om, at noget var galt, og at hun og sundhedsplejersken sendte 3-4 underretninger til kommunen om min adfærd. Men hun følte ikke rigtig, at der blev gjort noget«, fortæller Nadja.

Af sagsakterne fremgår det, at sundhedsplejersken og socialforvaltningen kontakter Nadjas mor og konfronterer hende med Nadjas adfærd. Men moren forklarer, at Nadja jo er et vanskeligt barn, og det med, at hun plukker bryn og ridser sig, skyldes, at hun er jaloux på sin søster og vil have opmærksomhed. Sundhedsplejersken råder moren til at søge læge, og det lover hun at gøre. Trods morens forklaring bliver Nadja sendt til skolepsykolog. Men hun fortæller ikke om de mange seksuelle overgreb, hun er udsat for derhjemme.

Det var mit hjem og min familie. Det var ikke særlig rart, men det var det eneste i hele verden, jeg kendte. Jeg anede ikke, hvordan verden var udenfor. For jeg var jo inde på mit værelse, når jeg ikke var i skole, eller når der ikke skete seksuelle overgreb

»Jeg var bange. Altså virkelig bange! Bange for at min far ville voldtage mig eller slå mig ihjel, hvis jeg sagde noget. Jeg ville jo gerne leve. Hver dag, når jeg gik i skole, så han på mig med et bestemt blik. Det blik, som sagde dét, han allerede havde truet med at gøre, hvis jeg sagde noget. Men jeg var også bange for, hvad der ville ske, hvis jeg nu alligevel lukkede op. Altså hvad alternativet var til den måde, jeg levede på. Det var mit hjem og min familie. Det var ikke særlig rart, men det var det eneste i hele verden, jeg kendte. Jeg anede ikke, hvordan verden var udenfor. For jeg var jo inde på mit værelse, når jeg ikke var i skole, eller når der ikke skete seksuelle overgreb. Fire vægge, en seng og lidt legetøj, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle lege med. For det havde ingen lært mig. Det var den verden, jeg kendte«, fortæller Nadja og fortsætter:

»Det var også en enorm angst for, at min far ville slå min mor ihjel, hvis jeg sagde noget. For det truede han også med. Han fortalte os, at han havde nogle pistoler, og at han ville skyde vores mor, hvis vi sagde noget. Og jeg havde bestemt ikke lyst til, at min mor skulle dø. For hun var den mest barmhjertige af de to, selvom hun vidste, hvad der foregik, og somme tider også opfordrede mig til sex med min far«.

Efter sommerferien 2001 begynder Nadja i 1. Klasse. Men allerede 16. August skriver hendes klasselærer i en udtalelse:

»Nadja har dage, hvor hun ikke bryder sig om kropskontakt (…), har let til tårer, og et mast yoghurtbæger kan få hende til at bryde grædende sammen. Nadjas ansigtsmimik er stiv og fastlåst i et smil, der ikke går op i øjnene«.

Nadja bliver af skolen vurderet til at skulle gå børnehaveklassen om med start efter efterårsferien, da hun ikke er moden nok til 1. Klasse.

Altid sulten

Da Nadja er syv år gammel, fremgår det af sagsakterne, at Løgumkloster kommune modtager en anonym opringning.

Nadjas forældre har sat deres hus til salg, og en mulig køber har være ude og se på huset. Køberen er bekymret for de forhold, som familiens to børn lever under. Huset er meget beskidt, og da han var der, var børnene låst inde i et værelse. Kommunen kontakter Sundhuset. De finder den mandlige konsulent, som hidtil har haft kontakt med familien, og først nu fortæller han, hvad han oplevede, da han fire år tidligere var ude hos familien, hvor det tog ham tre måneder at komme ind i huset. Kommunen beder konsulenten om igen at tage ud og besøge familien for at se, hvordan det går nu 4 år senere.

Men familien vil ikke lukke ham ind eller tale med ham. Konsulenten fra Sundhuset udtrykker efter sit nye besøg stor bekymring for, at børnene kan være udsat for misrøgt, siden familien tager så stærkt afstand til ham. Han får desuden oplyst, at en kollegas klient har været ude i huset for at have sex med moren. Klienten valgte dog at køre igen efter at have drukket en øl med faren. Nadjas mor kontakter herefter psykiatriudvalget i Aabenraa og frabeder sig al kontakt til og besøg fra Sundhuset. Kommunen er bekymret og beslutter blandt andet at indhente de lægelige dokumenter, der blev lavet i forbindelse med forældrenes førtidspensioner for at belyse deres forældreevne. Der bliver samtidig indhentet udtalelser fra skole og børnehave, der udtrykker bekymring for børnenes trivsel. I udtalelserne beskrives Nadja med alvorlige ord:

»Hun er ukurant og meget svingende, omskiftelig, trodsig og lærer ikke af erfaringer. Hun er umættelig, samler tiloversblevne pølsebrød til en sammenkomst for at selv at fortære dem, og hun spiser de andres madpakker, hvis de ikke selv spiser dem. Hendes adfærd er højtråbende, hysterisk eller grædende utrøstelig. Nadja kan desuden ikke have berøringer på ryggen, men efterhånden kan hun tåle det forfra«.

Nadja husker, hvordan hun altid var sulten i skoletiden.

Mine klassekammerater spørger mig tit, hvorfor jeg ikke selv har mad med. Så finder jeg på en masse undskyldninger og får lov at få noget af deres mad. Det er frustrerende altid at være sulten og tænke på mad, fordi jeg aldrig ved, hvornår jeg kan få mad igen

»Mine klassekammerater spørger mig tit, hvorfor jeg ikke selv har mad med. Så finder jeg på en masse undskyldninger og får lov at få noget af deres mad. Det er frustrerende altid at være sulten og tænke på mad, fordi jeg aldrig ved, hvornår jeg kan få mad igen. Når jeg er låst inde derhjemme, så ved jeg jo heller ikke, hvornår jeg kan få mad igen, så jeg søger altid efter noget at spise«.

Af Nadjas sagsakter fremgår det også, at hun samler på alt muligt. Små papirlapper, kapsler og andre småting.

»Jeg samlede på alle de ting for at have noget at give mig til. En dag tager jeg en lille stift fra en stiftblyant med hjem. Jeg finder også nogle små lapper papir, der allerede er tegnet på. Jeg øver mig i hemmelighed på mit værelse på at skrive bogstaver og stave. Jeg gemmer det på mit værelse for min mor og far, de må ikke se, at jeg har taget det med hjem. For så får jeg skældud, og de siger, at jeg er mærkelig«.

Løgumkloster socialforvaltning modtager skolens vurdering af Nadja, herunder også vurderinger fra skolepsykologen, klasselæreren og sundhedsplejersken, og aftaler at tage på besøg i familien for at tilbyde aflastning til pigerne. Men familien aflyser mødet i hjemmet i sidste øjeblik under påskud af, at de alligevel skal til Løgumkloster den dag og derfor lige så godt kan komme forbi socialforvaltningen.

Forældrene konfronteres med børnenes adfærd og bliver tilbudt, at børnene kan komme i en aflastningsfamilie. Af Nadjas sagsakter fremgår det, at forældrene gerne vil have børnene i aflastning, så de kan få mere tid til sig selv. Socialforvaltningen noterer desuden flere gange, at det jo ikke er let at vokse op i et hjem, hvor forældrene har psykiske lidelser. Forældrene giver udtryk for, at de er klar over, at deres børn ikke opfører sig normalt. Men de har også altid en forklaring parat, når de bliver konfronteret med børnenes adfærd og manglende trivsel. Nadjas søster har på et tidspunkt lavet en tegning af en masse tissemænd med syle igennem. Da forældrene bliver konfronteret med det, forklarer Nadjas mor, at det nok er en reaktion på et af hendes allergianfald. For de anfald er børnene meget bange for.

Forældrene føler sig forfulgt, og da Nadja i skolen slår hul på et par bukser, kommer hun til at sige, at hun er bange for at komme hjem. Da forældrene bliver konfronteret med det, får det dem til at skrive et brev til kommunen, hvor der blandt andet står:

»Vi er da ikke voldelige forældre, der råber og skriger ad vores børn. Jeg synes, det er utroligt, at Øster Højst skole virkelig tror på det. Nadjas far og jeg er efterhånden ved at være godt trætte af, at der hele tiden skal være en eller anden episode eller indberetning, der skal behandles, som om vi har gjort noget kriminelt (…)«.

Jeg overlevede vist bare

Kommunen sender Nadja og hendes søster i aflastning en weekend per måned efter forældrenes ønske. Men aflastningsfamilien siger hurtigt fra overfor opgaven med de to piger.

»Efter tre måneder skal vi ikke ned til familien mere, det holder bare op. Dengang kan jeg huske, at det var underligt, at vi ikke skulle derned mere, for jeg kunne godt lide at være der. Så kommer vi i en ny plejefamilie, hvor vi kun når at være én gang. Så bliver vi flyttet til en tredje plejefamilie, som bliver vores aflastning tre år frem, indtil det hele bliver opdaget«, fortæller Nadja.

Det er ikke nemt for den på det tidspunkt 7-årige Nadja at være hos familierne, og hun fortæller heller ikke dem om alle de mange krænkelser, hun er udsat for derhjemme.

»De var flinke nok. Man vænner sig jo til at indgå i en hverdag hos en ny familie. Så det var egentlig ikke det, der var det svære. Det svære var, at jeg følte mig enormt voksengjort i forhold til de andre børn. Min søster var tre år yngre end mig, og jeg følte, at meget af opmærksomheden lå hos hende. Jeg følte mig enormt ensom, for jeg havde jo også brug for at få læst en godnathistorie eller blive nusset lidt i håret. At få den omsorg som man jo egentlig skal give små børn. Men det fik jeg bare ikke rigtigt. Det var som om, de troede, at jeg slet ikke havde brug for de ting. Og sådan var det jo også hjemme hos min mor og far. Jeg kan huske, at jeg følte, at mine plejeforældre bedre kunne lide min søster end mig. Jeg var meget udadreagerende, blev meget vred og råbte og skreg. Min søster var tværtimod meget stille. Jeg synes egentlig ikke, at det var særlig sjovt at være der, men jeg fandt mig til rette og lærte rutinerne. Jeg overlevede vist bare«.

Plejefamilien begynder at undre sig over pigernes adfærd. I september 2002 modtager kommunen en indberetning fra familieplejen på baggrund af en henvendelse fra Nadjas plejeforældre, som er bekymrede for pigernes trivsel.

Pigerne fungerer ikke socialt, og de mestrer ikke helt basale færdigheder som personlig hygiejne, bordskik og kostvaner. Plejeforældrene er desuden meget bekymrede for den høje loyalitet, pigerne har overfor deres forældre. Pigerne lader plejeforældrene vide, at de har »mange hemmeligheder« derhjemme. Socialforvaltningen holder møde med amtets psykolog, der gennemgår sagen om de to piger. Af akterne fremgår det, at hun vurderer, »at forældrenes psykiatriske lidelser begge indikerer et massivt omsorgssvigt af begge børn«. Pskykologen foreslår, at når børnene har været i aflastning i et halvt år, skal det vurderes, om man skal iværksætte en forældreevneundersøgelse efter Servicelovens §38. Hun vurderer desuden, at sagen kun mangler belysning i forhold til, om børnene bør anbringes frivilligt eller via tvang.

Imens går Nadja fortsat hos skolepsykologen. Også her er hun loyal overfor sine forældre.

»Når de spurgte, hvordan det gik derhjemme, svarede jeg altid: »Det går godt«. Hvis de spurgte, hvad vi lavede derhjemme sammen med vores forældre, så sagde jeg alle de ting, vi lavede, når vi var i aflastning. Det handlede aldrig om det, vi lavede derhjemme. Jeg fortalte om museumsbesøg, skovture eller når vi havde været til markeder. Det eneste jeg fortalte om det, der foregik hjemme hos mine forældre, var, at vi gik meget i kirke, fordi min mor var organist. Jeg sad altid kun og sagde de gode ting, for det havde jeg fået at vide af min far, at jeg skulle, hvis jeg blev spurgt. På den måde blev jeg yderligere bevidst om, at det, der foregik hjemme hos os, var forkert«.

Det må jeg ikke sige

Nadja får en støttepædagog tilknyttet i skolen. Men heller ikke hun formår at få den lille pige til at åbne op og fortælle om de mange seksuelle overgreb, hendes far udsætter hende for hver uge. Pædagogen får ofte svaret »det må jeg ikke sige«, når hun spørger Nadja, hvordan det går.

Imens vokser sagsakterne om familien på socialforvaltningens skrivebord. Der er rapporter om plejefamilier, der siger fra, fordi de ikke magter børnene, om planlagte hjemmebesøg, som gang på gang aflyses af Nadjas forældre under det ene og det andet påskud. Og om mistænkelige episoder som da Nadjas søster i en badesituation hos plejefamilien pludselig ikke vil have sit hår vasket i balsam, fordi »det ligner det, vi får mellem benene inde på Nadjas værelse«. Forvaltningen får desuden endnu et tip om, at en person har været på besøg i hjemmet og har haft sex med moren i 8 timer, mens børnene var låst inde i værelset ved siden af. Men igen har familien en forklaring, som forvaltningen godtager. Nadjas far forsvarer sig med, at det nok er nogle ekskærester, som vil hævne sig på både ham og hans kone, fordi de ikke længere er kærester.

Kommunen tilbyder familien anbringelse på Helsehjemmet, som er et eksternt behandlingssted i kommunen, da man gerne vil foretage en forældreevneundersøgelse efter daværende servicelovs §38. Men Nadjas far afslår med en forklaring om, at det vil sætte hans ægteskab på spil. Han føler sig umyndiggjort og vil desuden have sit privatliv i fred. Kommunen øger i stedet aflastningen til hver anden weekend.

I 2003 fylder Nadja 9 år, og ikke lang tid efter får kommunen endelig lov til at komme på hjemmebesøg hos familien. Det er dog kun Nadjas mor, der er hjemme den dag. Nadja husker godt besøget.

»Der kom to kvinder fra kommunen for at se, hvordan vi havde det. Og det foregik sådan, at de kom hjem til os på et anmeldt besøg. Min mor havde forsøgt at rydde op, men vi havde så mange ting, så det mindede mere om organiseret rod. De kom ind og skulle tale med mine forældre, og min søster og jeg blev bedt om at gå ud og lege. Vi snakkede derfor ikke rigtigt med dem. Jeg kan også huske en anden gang, men der kom dem, som skulle se til os, ikke rigtig indenfor. De snakkede kun med vores forældre. Og det lærer man jo ikke os børn at kende af«, siger Nadja og fortsætter:

»Jeg har altid været meget nysgerrig, og jeg kan huske, at jeg synes, at det var irriterende, at jeg ikke måtte være med i det, de voksne talte om. Men jeg modsatte mig ikke. I den sammenhæng var min fars ord jo lov. Jeg skulle ikke sige ham imod, så kunne jeg risikere at blive slået eller voldtaget. Og jeg havde ikke lyst til, at der skulle ske mere af det, hvis jeg kunne undgå det. Så jeg fulgte altid hans anvisninger«.

Nadja er i dag meget vred over, at kommunen slet ikke talte med hende og hendes søster.

»Når man kommer ud på den slags besøg, er det jo fordi, man skal passe på børnene og finde ud af, hvilke behov de har. Derfor skal man tale med dem. Det nytter ikke noget kun at lytte til de voksne. Og det nytter heller ikke at tale med dem i samme rum som forældrene. For så siger de ikke noget. Og det er heller ikke sikkert, at børnene tør sige noget, selvom man har dem i enrum. Men i enrum kan man bedre lære børnene at kende og lære at observere de tegn, som børnene har på, at der er noget galt. Det kan jeg huske, at jeg allerede dengang syntes, var meget underligt, at de slet ikke snakkede med os børn«.

Flugten

I tiden efter kommunens besøg hos familien fortsætter socialforvaltningen med at modtage rapporter fra skolen, lærere, skolepsykologer og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, som fastslår, at Nadja ikke fungerer i skolen. Alle instanser stiller spørgsmålstegn ved hendes trivsel.

Hjemme hos Nadja er vold, trusler på livet og seksuelle overgreb stadig en stor del af hendes hverdag. Umiddelbart efter Nadjas ni-års fødselsdag i maj 2003 beslutter Løgumkloster kommune at iværksætte en undersøgelse af forældreevnen efter den daværende servicelovs §38. Man vurderer, at det – trods udvidelse af aflastningsordningen – stadig ikke har været muligt at dække børnenes særlige behov og problematikker.

Nadjas far og mor får at vide på et møde i september 2003, at kommunen iværksætter forældreevneundersøgelsen. Men af Nadjas sagsakter fremgår det også, at kommunen først anmoder Familieplejen Sønderjylland om at foretage undersøgelsen 28. Maj 2004 – altså et helt år efter beslutningen er truffet. Resultatet af undersøgelsen kommer i august samme år: Forældrene er ikke i stand til at varetage opdragelsen og omsorgen for Nadja og hendes søster, og det vurderes, at børnenes situation skal undersøges yderligere på en institution, enten med forældrenes samtykke eller via tvang. Et par af årsagerne til konklusionen beskrives sådan i undersøgelsen:

»Vurderingerne af forældrenes evne til at varetage omsorgen for deres børn er udelukkende baseret på sagsmaterialet og samtalerne med parret. Der har ikke været nogen observationer af forældrene sammen med pigerne, som kun har deltaget kortvarigt i to af samtalerne (…). I de udtalelser, som Nadjas søster er kommet med, fremgår det, at Nadja sover inde hos sin far, mens hendes mor sover i stuen, da der ikke er plads til alle tre i soveværelset. Det beskrives af SFO’en, at Nadja ikke kan lide at få lim på fingrene. Det kan give os en frygt for, at disse situationer kan have et seksuelt indhold (…)«.

Konklusionen i undersøgelsen får forældrene til at flygte.

»Mine forældre flyttede, fordi kommunen iværksatte den der §38-undersøgelse. Løgumkloster ville have os til observation på et sted, der hed Helsehjemmet i Haderslev. Men det var mine forældre ikke interesserede i«, fortæller Nadja.

Hendes mor flytter kort tid efter fra hendes far. Hun efterlader sine piger og overlader forældremyndigheden til faren.

»Nu skulle jeg være min fars nye kone, synes min far. Og jeg overtog også prostitutionen fra min mor. Der kom alle mulige mænd. Nogle gange flere om dagen, og ofte kom jeg først i seng ved fire-tiden om morgenen«, siger Nadja.

Dør jeg nu?

Nadja, hendes søster og hendes far flytter ind i et hvidkalket hus i Tønder kommune. Ved flytningen overdrager Løgumkloster §38-undersøgelsen og konklusionen om at fjerne børnene og sende dem på Behandlingsstedet Helsehjemmet i Haderslev til observation. Men da Nadjas mor er flyttet, overvejer Tønder kommune situationen en gang til. Kommunen sender en repræsentant ud for at se, hvordan det går hos familien. Nadja husker godt det besøg.

Da jeg var 10 år gammel, og vi var flyttet ind i det nye hus, kom der en fra den nye kommune (...). Fordi hun kom, mens der var familiebesøg, ville hun komme igen en anden gang. Men hun kom aldrig igen

»Da jeg var 10 år gammel, og vi var flyttet ind i det nye hus, kom der en fra den nye kommune. Det har været omkring september-oktober måned. Hun kom på besøg, hvor hele min familie var der, og fordi hun kom, mens der var familiebesøg, ville hun komme igen en anden gang. Men hun kom aldrig igen, hvilket også fremgår af mine akter. Og det undrer mig. Hvorfor kom hun aldrig tilbage? Det er jo en rigtig dum fejl, for var hun kommet en anden gang, så kunne det jo være, at det var blevet opdaget et år før«, siger Nadja.

»Hvis det var blevet opdaget, så havde jeg ikke haft de store traumer. For det værste for mig var at blive lejet ud som prostitueret. Jeg følte mig som en luder. Som en slave. Jeg følte, at jeg blev behandlet værre end en hund. Virkelig usselt. Det var der, jeg gennemgik flest smerter. Det var der, at der var så meget smerte, at jeg nogle gange tænkte: Dør jeg nu?«.

»Hvis den kvinde fra kommunen var kommet igen, som hun lovede, så var jeg måske aldrig blevet udsat for al den smerte. Jeg forsøgte at ringe til kvinden, efter jeg fik aktindsigten, for at få svar. En forklaring på, hvorfor hun ikke kom igen. Men hun ville ikke tale med mig. Da jeg senere blev anbragt i plejefamilie, gæt så hvem der var plejefamiliekonsulent. Samme kvinde. Hende er jeg stadig vred på«.

Tønder Kommune beder senere Helsehjemmet om en ny vurdering af familiens situation. Af Nadjas akter fremgår det, at Helsehjemmet igen tager på besøg i hjemmet og efterfølgende skriver:

»Der er ingen tvivl om, at faren har magt over og kan styre sine piger (…) Det er eksternafdelingens vurdering, at det har givet mere ro i familien ved morens fraflytning (…)«.

På baggrund af den nye vurdering beslutter kommunen derfor at ignorere forældreevneundersøgelsens konklusion om at fjerne børnene og sende dem til observation på Helsehjemmet. I stedet fortsætter aflastningen i plejefamilien, og kommunen foretager sig ikke yderligere. Samtidig begynder prostitutionen af Nadja for alvor i huset i Tønder.

En af de udenlandske mænd, der senere blev dømt i sagen, har hidtil stået for at skaffe kunder til prostitutionen af Nadjas mor. Ham kontakter faren, da Nadjas mor er flyttet.

»Min far og jeg møder ham til et marked, hvor min far beder ham skaffe nogle kontakter til nogle mænd. Og det gør han. Så begynder der at komme mange forskellige mænd hjem til os for at have sex med mig«, fortæller Nadja.

Af og til følges mændene tre eller fire sammen, når de kommer for at have sex med den 10-årige pige. Ofte skulle hun ringe til mændene først.

»Min far havde instrueret mig i, hvordan jeg skulle snakke med mændene. Han kunne godt lide, at jeg havde telefonsex med dem først. Det var ikke særlig sjovt, men sådan var det«.

Samtidig får Nadja også strenge ordrer om, at hun ikke må bruge de forbudte ord, når hun er sammen med andre.

»Mine forældre vidste udmærket godt, at det, der foregik, var forkert. De sagde altid til os, at vi ikke måtte sige noget med pik eller fisse eller sådan noget. Vi måtte heller ikke sige tissemand. Det lyder måske klamt, men det var det, vi fik at vide. Vi måtte ikke nævne navnet på kønsdele, for det var forbundet med skam. Når der af og til var nogle børn henne i skolen, som sagde de ord, så skammede jeg mig helt vildt«.

Jeg fungerer ikke

Nadja trækker sig ind i sig selv i det år, hvor hun bliver udsat for de mange overgreb fra forskellige mænd, der betaler småbeløb for at være sammen med hende. Ofte får hun at vide af sin far, at hvis hun vil have noget nyt tøj, må hun selv tjene penge til det ved at være sammen med mænd.

»For min far handlede det ikke om penge. Han tændte på, at jeg havde sex med fremmede mænd og insisterede ofte på at overvære det og blev sur, hvis jeg ikke havde fuldbyrdet sex med dem«, fortæller Nadja.

I hendes akter kan man læse, hvordan skolen er bekymret for den indesluttede pige, der af og til reagerer meget voldsomt og uforklarligt. Antallet af bekymrede underretninger stiger støt, men kommunen griber ikke ind.

I dag er Nadja ikke i tvivl om, hvad det har haft af konsekvenser for hende, at overgrebene fik lov at stå på så længe.

»Jeg får af og til nogle endags-depressioner, hvor jeg bare intet kan. Jeg synes egentlig, at det er så underligt. At der er dage, hvor jeg intet kan. Men man bliver jo nødt til at acceptere de dage. Jeg fungerer ikke rigtig, og alligevel prøver jeg at komme til at fungere. For man bliver jo nødt til at have et liv. Jeg er i live, men lever jeg egentlig lige nu? Det gør ekstra ondt, når bevidstheden om, hvor skadet jeg egentlig er, rammer. Hvor lidt jeg kan, fordi jeg har været udsat for de her ting«.

»Jeg har kun haft to kærester. Men det er svært. Jeg kan for eksempel slet ikke holde ud, at man holder rundt om mig eller holder mig fast. Jeg skammer mig helt enormt, når jeg har sex. Det tror jeg aldrig, at jeg kommer til at nyde. Jeg synes bare, det er ubehageligt og enormt klamt. Jeg kunne da godt tænke mig engang at få en mand og nogle børn, men hvis man vil have børn, kræver det jo, at man har sex. Og det kan jeg ikke holde ud. Jeg føler, at det er et enormt handicap ikke at kunne give sig hen til et andet menneske. Det ville jeg ønske, jeg kunne«.

Og tilbage i 2005 er det tilfældigheder, der vil, at politiet bliver opmærksomme på, at der foregår noget mistænkeligt hjemme hos Nadja.

»Det starter med, at min far får en advarsel på sms cirka to måneder før, det hele bliver opdaget. Min far forstod ikke rigtig, hvad der stod i sms’en, så jeg skulle forklare ham det. Der stod noget om de sociale myndigheder. Og så vidste jeg bare, det var noget med kommunen. Jeg ved ikke, hvordan jeg vidste det. Sms’en kommer fra en af dem, der kører for nogle af mændene. Han advarer min far om, at de sociale myndigheder og politiet har mistanke om, hvad der foregår. Senere får jeg at vide, at politiet har fået et anonymt tip om, hvad der foregår hjemme hos os. De begynder derfor at aflytte min fars telefon en måned før, at det hele bliver opdaget. Men min far får mistanke om aflytningen, så han brænder alt, der har noget at gøre med overgrebene i vores brændeovn inde i stuen«, siger Nadja, mens hendes blik flakker en anelse.

»Det var den dejligste måned i hele mit liv, for … ja, jeg tror kun, der skete et enkelt overgreb. Jeg skulle bare gøre rent, holde huset og vaske tøj. Det var virkelig en dejlig måned. Dem måtte der godt have været nogle flere af«.

»Der går en måned, og politiet aflytter fortsat. Så en morgen siger min far, at jeg skal ringe til nogle mænd og have telefonsex med dem. Det gør jeg så. Om formiddagen kommer de to mænd, som jeg nu skal have sex med. Om eftermiddagen er min far rigtig fuld og lægger sig til at sove. Jeg benytter mig af, at han sover. Sætter mig op i en stol og sover også lidt, for jeg måtte aldrig rigtig få lov at sove«, siger Nadja og fortsætter:

»Jeg fik efterfølgende at vide af politiet, at de skulle til at afslutte aflytningerne, fordi det ikke havde givet noget resultat. Men så var min far heldigvis uforsigtig. Men prøv at tænke på, hvis de havde nået at afslutte aflytningen. Så var det nok aldrig blevet opdaget. Det var på et hængende hår«.

Klokken 18.30 24. august 2005 bliver der sat en stopper for danmarkshistoriens værste sag om incest og seksuelle overgreb. Nadja er 11 år. Det buldrer voldsomt på døren, og Nadja kravler nøgen langs de nederste køkkenskabe og opdager politiet gennem sprækkerne fra de nedrullede gardiner. Hun siger til sin far, at politiet er der, og han går ud og lukker op. Politiet stormer ind i huset. De arresterer Nadjas far og lægger ham i håndjern. En betjent tilkalder de sociale myndigheder. Nadja styrter op på sit værelse, og der finder kvinden fra kommunen hende stående. Nøgen og med øjnene fulde af frygt.

»Jeg skreg rigtig meget. For det var det, jeg kendte, og hvad skulle der nu ske? Da jeg stod oppe på mit værelse, besluttede jeg at gå hen og hoppe ud af vinduet. Jeg var så bange. Men damen fra kommunen trak mig væk. Jeg synes, at det er ret vildt at tænke på i dag. 11 år gammel og på selvmordets rand. Jeg tror bare, at det hele var for meget, og jeg kunne slet ikke overskue følgerne af situationen«.

Kvinden fra kommunen bærer en skrigende Nadja ned af trappen og ud af huset sammen med hendes søster, og Nadjas far føres væk i håndjern.

Tidslinje

Uddrag fra Nadjas journal i Løgumkloster og Tønder kommuner: 1994 Nadja fødes. 1996 Moderen siger nej til hjemmebesøg af sundhedsplejerske. 1997 Nadja’s søster bliver født. Psykiatrisk konsulent på besøg i hjemmet beskriver huset som rodet og beskidt. 200031. august: Børnehaveklasseleder: »Nadja fungerer fungerer dårligt. Vi har behov for støtteperson«. 25. oktober: Melding til Løgumkloster Kommune. De to piger chikaneres af andre børn. Der henvises til politiet. 20016. juni: Familiens hus er til salg og en mulig køber fortæller kommunen, at han er »meget bekymret, der er meget beskidt i huset. Kunne høre børn, men de var bag låst dør«. Han skældes ud af forældrene for uanmeldt ankomst. 19. juni: Sundhedsplejerske kontakter kommunen om Nadjas vredesanfald. Moderen siger: »Nadja gør det fordi hun er jaloux på sin lillesøster«. 9. juli: Psykiatrisk konsulent fortæller, at han har hørt rygter om, at Nadjas mor sælger sig selv til sex. 10. juli: Psykiatrisk konsulent opsøger hjemmet to gange. 11. juli: Moren frabeder sig al kontakt fra amtets psykiatri. Konsulent er »stærkt bekymret« for, om der sker misrøgt. Løgumkloster Kommune overvejer forældreevneundersøgelse. 5. september: Underretning fra skolefritidsordning: Nadja er opmærksomhedskrævende, uroskabende og støjende. 17. september: Kommunen vil tilbyde aflastningsfamilie. 24. september: Moren frabeder sig at kommunens folk kommer i hjemmet. 28. september: Familien møder op på forvaltningen. Faren erkender at hans børn er svære at komme i kontakt med. 20027. februar: Første aflastningfamilie siger fra efter én weekend. De magter ikke pigerne. 8. maj: Psykolog finder børnenes adfærd »bekymrende«. Det »indikerer massivt omsorgssvigt«. Foreslår forældreevneundersøgelse. 6. juni: Anonym underretning fra borger, der har haft sex med Nadjas mor adskillige gange. Mindst ti forskellige »husvenner« får sex med hende mod betaling. Han har aldrig set børnene, de er låst inde på et værelse. Juni: Klasselærer kalder Nadjas adfærd »ukurant«. Hun er umættelig med mad, spiser de andres madrester, samler brød, ølkapsler, sten og affald i tasken. Er højtråbende, hysterisk eller grædende utrøstelig og kan ikke klare berøringer på ryggen. Fortæller ikke noget hjemmefra eller siger: »Det må jeg ikke sige«. 9. juli: Ny aflastningsfamilie giver også op. 12. juli: Familien frabeder sig hjemmebesøg igen. 6. august: Møde på kommunen. Forældrene siger, at børnene er mere rolige. Ægteskabet går i stykker, hvis der skal laves undersøgelser, siger faren. August: Underretning fra tidligere familiepleje: Begge piger giver indtryk af at de lever i en isoleret verden. 5. november: Børnehave sender underretning: Medarbejder fra plejehjem fortæller om en kollega, der har haft sex med moderen til Nadja i otte timer, mens børnene var låst inde. 2003

16. januar: Forslag om at øge aflastning til hver 14. dag. 3. april: Underretning fra aflastningsfamilie: Hårbalsam er et problem for pigerne, fordi den slags »får vi mellem benene derhjemme». Pigerne snakker også om at drikke tis. 13. maj: Skolen underretter: Raserianfald hos Nadja. 27. maj: Forældrene konfronteres for første gang med underretninger. Moderen siger sat hun ikke har haft sex med nogen. Faderen tror, det er chikane fra tidligere samlevere/ægtefæller. At pigerne ikke kan lide hårbalsam forklarer de med, at pigerne har haft udslæt og fået zinksalve. At pigerne har talt om at drikke tis afviser Nadjas forældre med høj latter. De konfronteres med, at hjemmet er lukket og mystisk – og bliver nu positive overfor hjemmebesøg. Men om tre måneder. Forældrene vil ikke medvirke til forældreevneundersøgelse, hvor de skal på observationshjem sammen med børnene. Psykologisk Rådgivning: »Der foreligger åbenbar risiko for børnenes sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade ved fortsat ophold i hjemmet eller ved manglende foranstaltninger…«. Sagsbehandleren beder om faglig sparring. 4. juni: Borger, der for et år siden underrettede kommunen, får en anonym trussel, som han tror er fra Nadjas far. 5. september: Møde hjemme hos familien - kun moderen er til stede. Moderen er positiv overfor forældreevneundersøgelse, men Nadjas far vil modsætte sig. Hun viser rundt i hjemmet, men kommunens folk skal være ud af huset kl. 11, så hun kan lave frokost til manden, »da alt skal være som det plejer«. 200418. marts: Moderen sender afbud til møde og vil ikke mødes tre måneder frem »grundet forskellige aktiviteter«. 29. marts: Underretning fra skolefritidsordning: »Vi har mærket en forandring ved pigerne, som bekymrer os«. Nadja er svær trænge ind til. »Jeg vil ikke have at I skal se mine sure øjne«, siger hun, da de spørger til hendes lange pandehår. Bliver rædselsslagen, da hun ser hul i bukser efter fald: »Hvis far opdager det kan jeg ikke være til mere«, siger hun flere gange og græder hulkende. 1. april: Nyt møde mellem familieplejen og sagsbehandleren: Børnene er »hermetisk lukkede« om hjemlige forhold. 26. maj: Underretning fra sundhedsplejerske om Nadjas moders abnorme sexadfærd og at manden videofilmer seancer med andre mænd. 14. juni: Forældrene afviser underretninger om pigerne. 16. juli: Der har nu været fire hjemmebesøg af to konsulenter. Moderen vil vide, hvad de skal bruges til. Forældreevneundersøgelse fra et behandlingshjem siger, at forældrene ikke har »forudsætninger for at varetage omsorgen og opdragelsen…«. Pigerne bør fjernes fra hjemmet og anbringes på et observationshjem. Her slutter Løgumkloster Kommunes journal, idet familien flytter til nabokommunen Tønder.14. september: Løgumkloster Kommune underretter Tønder Kommune om den nye familie, der er flyttet over kommunegrænsen. Her begynder Tønder Kommunes journal:21. september: Moderen melder afbud til møde – hun vil skilles og fralægger sig forældremyndigheden. 23. september: Faderen kalder på et møde det hele ’justitsmord’ og siger, at hans ægteskab er gået i stykker på grund af undersøgelsen. 26. oktober: Behandlingshjem aflægger nogle få besøg i hjemmet. 2005

Der er ikke noteret noget af betydnig i Tønder Kommunes journal før august, da forældrene anholdes og pigerne anbringes.

Publiceret 5. januar 2014





Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce