Foto: Peter Klint

»Vi bygger flyet, mens det er i luften«

Fem dage med Alternativet (1). Tidligere kulturminister Uffe Elbæks nye parti blev dømt ude fra start: Intet partiprogram, ingen klar mission og alt for lille vælgerappel, sagde kritikerne. Fire måneder senere forbløffer det tre af Alternativets nøglepersoner, hvor hurtigt projektet er vokset.

Hele Christiansborg var i oprør, da Alternativet først blev annonceret. Den 26. november handlede hele det store postyr blot om alt muligt andet end det nye parti, der den dag blev lanceret af tidligere kulturminister Uffe Elbæk.

Dagen forinden var finansloven faldet på plads. Enhedslisten var blevet sat til side i regeringens forlig med V og K. Det meste af den medieplads, der ikke blev sat ind på at forklare det nye statsbudget, sad en vred Johanne Schmidt-Nielsen tungt på.

Alternativet fik 10 sekunder, omend i begge de to store tv-aviser. Uden noget partiprogram, kun båret af en række værdier og med fem politiske felter pindet ud som centrale, skulle det eksakte program nu komme til verden nedefra, gennem workshops og møder med helt almindelige mennesker.

Det etablerede politiske Danmark var ikke specielt imponeret.

»Alternativet er ikke noget alternativ, det er konsulentbranchen på speed. En masse flotte ord, men ingen konkrete løsninger. Alternativet er den horeunge, som bliver skabt, når elitære radikale, projektmagere og klimakonsulenter parrer sig og tror, at man kan lave politik på en helt ny måde. Politik helt afsondret fra den politiske virkelighed, som resten af det politiske Danmark fungerer i«, skrev David Troels Garby i Netavisen Pio.

»Eftertiden må vise, om det nye parti har en berettigelse, men umiddelbart er Uffe Elbæk i gang med at producere et produkt, ingen rigtig har efterspurgt. Findes der en vælgergruppe med behov for et alternativ, som placerer sig et eller andet sted mellem De Radikale og SF, med politisk inspiration fra både højre og venstre side af salen? De kan være svære at få øje på«, skrev BT i sin leder.

De kunne ikke sige nej

Josephine Fock havde haft det anderledes. Den 48-årige jurist var blevet kontaktet to måneder før hun sidst i november sad ved siden af Uffe Elbæk, da partiet blev lanceret.

Foto: DALSGAARD MIRIAM

»Ret hurtigt blev jeg meget involveret, for alt det som Alternativet står for og har som mål og mission er noget, som jeg brænder for. Jeg gik aktivt med og fandt ud af, at det var sindssygt spændende, og at jeg syntes det var lige hvad der skulle til og lige hvad der manglede i dansk politik«, siger Josephine Fock, der som sekretariatschef i OAO har været chefforhandler på de seneste tre offentlige overenskomster.

Foto: EHRBAHN JACOB

»Da jeg fandt ud af, at jeg tror på det her projekt, tænkte jeg, at hvis jeg sidder som 80-årig og ser tilbage på mit liv i mit eget lille lønkammer og tænker på dengang jeg blev ringet op – men sagde nej – så tror jeg, at jeg ville føle jeg havde begået en stor fejl. Den chance får man kun én gang i sit liv, og den skulle jeg sige ja til«.

Andre i staben blev fundet blandt de frivillige fra Uffe Elbæks valgkampagne, atter andre i Elbæks betragtelige netværk af iværksættere og projektmagere. Herfra kom den 35-årige cand.scient.adm. Nilas Foged, der som Uffe Elbæks sekretær på Christiansborg nu arbejder »30 timer om ugen på Borgen – og 40 timer for Alternativet«.

En tredje af det nye partis nøglepersoner blev simpelt hen hevet ind fra gaden. Da Uffe Elbæk forlod De Radikale, sendte 28-årige Jakob Andreasen en mail til den tidligere minister, fortalte at han betragtede Elbæk som en anderledes politikertype, og at han gerne ville følge ham til brug for sit kommende CBS-speciale om politisk kommunikation og kultur.

Uffe Elbæk inviterede Andreasen på en kop kaffe. Da kanden var tom, var også han med, kort efter med hovedansvaret for Alternativets kommunikation.

»På et tidspunkt, hvor vi havde siddet og følt hinanden an, sagde Uffe, at han følte en tillid til, at jeg kunne få den her hemmelighed og blive involveret. Og det var egentlig….jeg blev ret overrasket over at blive involveret sådan efter en halv time«, husker Jakob Andreasen.

»Da jeg læste konceptpapiret om Alternativet, mærkede jeg efter, om jeg kunne stå inde for de tanker og værdier, der var repræsenteret. Den anden tanke var, at det her var en vildt unik mulighed for at udvikle mig fagligt og personligt. Muligheden for at lave en masse ting, der er relevante for mit studie – og prøve det i praksis med god vejledning og masser af ansvar – var et tilbud, jeg ikke følte, at jeg kunne sige nej til«.

Er der ekko derude?

Både Josephine Fock og Jakob Andreasen var med, da Alternativet præsenterede sig på åbne møder rundt om i landet. København, Aarhus, Aalborg, Odense, Sønderborg og Rønne blev besøgt. Det ene mål: at danne lokale netværk, der med tiden kan blive til partiforeninger. Det andet, lidt mere uofficielle: at lodde stemningen ude blandt de helt almindelige danskere, som Alternativet vil involvere i at skrive sit program.

»Jeg er blevet positivt overrasket, for da vi lancerede Alternativet, tænkte vi »Er der er ekko derude?«. Jeg tog med Uffe og Josephine til møder rundt i landet – og oplevede, at der hver gang dukkede overraskende mange mennesker op. Det var ret positivt. I Århus kom der over 200 med en uges varsel, og det samme i København«, siger Jakob Andreasen.

»Mange har ikke set sig selv som politisk aktive før. Ikke at de ikke har diskuteret i lokalsamfundet, men de har ikke involveret sig direkte før. Det er blandt de 94 procent, der ikke er medlem af et parti, at vi finder vores ekko. Det er heller ikke mit indtryk, at vi stjæler medlemmer fra andre partier«, siger han.

Foto: EHRBAHN JACOB

»Jeg oplever, at der er et kæmpe ekko. Blandt alle de folk, jeg selv snakker med og blandt alle de medlemmer og frivillige, vi snakker med. Der er et kæmpe ekko efter at lave politik på en anden måde. Masser af medlemmer, der siger, at de aldrig har været medlem af et parti før, men nu gør vi det«, fortæller Nilas Foged.

»Vi vil gerne bygge en bro mellem Christiansborg og alt det, der foregår udenfor. Hvor alle kan gå ind og påvirke det, der sker. Så vi startede med at sige, at vi gerne vil skabe en ny politisk kultur. Det er ret kækt at starte der, for vi kommer slet ikke med – bum – færdige løsninger, hvor vi ruller det hele ud med alle de gode forslag. Men vi sætter gang i en debat om hvordan vi laver politik, og hvordan vi snakker sammen«, siger han.

»Jeg har egentlig kun fået positive reaktioner. Folk synes, at det er godt gået. Folk har været imponerede, nysgerrige og opbakkende. Det er også derfor jeg tænker, at ligegyldigt hvad der sker, fører det et eller andet godt med sig, som jeg kan bruge i mit liv og min karriere. Det er jeg slet ikke i tvivl om«, siger Josephine Fock.

»Jeg tror også der er genklang derude, og at rigtig mange har det ligesom mig: At der mangler noget, og at politikken er blevet for mudderkastende«.

Tillid, ansvar og medejerskab

Sådan er Alternativet spiret. På fire måneder har partiets side på Facebook rundet 7.000 Likes – langt fra Det Radikale Venstres 14.000 og Socialdemokraternes 16.700, længere fra Venstres 21.700, men også samlet på betydeligt kortere tid og uden anden organisation end den, som man er ved at bygge op. Og allerede tæt på Konservatives lige knap 8.000 Likes.

Godt 700 medlemmer betaler hver 50 øre om dagen, enkelte mindre donationer er det også blevet til, og Nilas Fogeds sekretærløn er betalt af Folketinget. Uffe Elbæks løn og eftervederlag som minister finansierer det meste her ud over.

Frivillige kræfter arbejder gratis eller mod at få udgifter dækket. Partiets største aktiv er evnen til at få folk involveret, evnen til at skabe et engagement og ofte et medejerskab.

»Jeg har været overrasket over hvor megen tillid der er i den måde, man har kørt organisationen på. Der har været vildt megen tillid til, at hvis du siger du tager en opgave eller der er en opgave, og nogle skal tage den, så får man ansvar og mulighed for at løse den. Og så er der ekstremt ambitiøs sparring og også forventninger. Hvis det ikke er i orden, får man det også at vide, og opgaven kan gå videre, eller man kan få lov at gøre det igen«, siger Jakob Andreasen.

»Hele den tillidskultur, som er kernen i Alternativet, gør at folk løber derudaf. Det er en begejstret kultur, hvor vi viser enormt megen tillid til hinanden. Folk kommer ind og får at vide, at her er en opgave, og du kan køre med den. Hvis man kan se sig selv i Alternativet og har en fornemmelse for værdierne, så kan man få rigtig megen plads«, siger Nilas Foged.

»Det er et knokkelarbejde, og wauw, der er mange ting, for vi er blevet en så stor organisation nu på kort tid. Men jeg er fuldstændig paf over, hvordan alle tovholderne rykker og er tjekkede og samler op. For nu har de nogle uger og måneders erfaring med hvordan vi for eksempel laver nye lokale netværk og nye politiske laboratorier til at udvikle vores politik. Vi har ikke haft en standardramme. Vi har haft en åbenhed over for, at det skulle vi finde ud af sammen med de folk, der ville starte netværkene«, siger han.

»Der er ingen i Alternativet, der har prøvet at gøre det her før, og ved hvordan det kunne gøres. Vi bygger flyet, mens det er i luften«.

»Jeg har fået bekræftet, at hvis man er enig om visionen, så kan man rigtig meget sammen. Så kan man virkelig flytte enormt meget på kort tid, med lutter frivillige. Det er imponerende. Hvis man kan overføre noget af det til sin arbejdsplads, så er det noget af det, der skal til – at få folks engagement og involvering«, siger Josephine Fock.

»Hvis du skal kunne det, skal folk være super spidse på hvad målet er. Det er vi i Alternativet, og det er også noget værdimæssigt – at vi alle sammen er enige om værdierne. Så får du et engagement, der virkelig kan rykke«.

Finten er det manglende program

Endnu ved ingen, hvor meget man kan lægge i den første tids gode respons. Om den viser et virkeligt potentiale eller blot, at Alternativet hidtil mest har talt til projektets naturlige venner. Hvis det første er rigtigt, har Alternativets kritikere overset noget.

»Skeptikerne overser, at der er en reel frustration ude i befolkningen. Og så tror jeg de ikke helt har forstået, at hele finten er, at vi ikke har et partiprogram, men vil involvere folk i at udarbejde vores program og lave vores politik. Der kræver vi jo ikke, at folk er medlemmer«, siger Josephine Fock.

»Hvis vi havde et partiprogram, ville vi jo ikke tage vores egen medicin. Men vi vil dialogen, og vi tager dialogen, så vi tager den medicin, som vi siger der skal til«, siger hun.

»Der er måske en tendens til ikke at tage det alvorligt, at der faktisk er en kæmpe mistro til hele det politiske system. Det er jo også et projekt, der netop udfordrer den politiske kultur. Der er mange, der oplever, at de ikke er involveret i politik, og der har vi haft fokus på hvad det er, der ikke er appellerende ved den nuværende måde – og hvordan kan vi så prøve at gøre dét anderledes«, siger Jakob Andreasen.

»Alternativet er et projekt, der netop har givet sig selv de benspænd, som kritikken går på. Fordi vi siger, at det her projekt ikke skal bæres i mål med kendte mennesker, eller fordi vi har fisket profiler fra andre partier, og det skal heller ikke bæres i mål, fordi vi har en stor bank i ryggen. Det skal være et folkebåret projekt og meget drevet af frivillige«, siger han.

»Det er et kæmpe eksperiment. Der er aldrig nogen, der har gjort det før«, siger Josephine Fock.

»Hvis jeg var politisk kommentator, ville jeg måske være en lille smule nysgerrig på det«.

Publiceret 15. april 2014.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce