Foto: KLINT PETER

Tænk ud af boksen, drøm!

Fem dage med Alternativet (2). Kunstnere i alle bestyrelser. Kunst og kultur i den bedste sendetid. Lad kunstnere betale skat i værker. Fantasien slippes løs, da det nye parti inviterer til brainstorm om sin kommende kunst- og kulturpolitik. Bagefter frygter en af deltagerne, at det hele har været skuespil, og at han ikke bliver reelt involveret.

En tidlig torsdag aften mødes 22 mennesker i en gammel, slidt bygning nær S-togsstationen Enghave. Iværksætterhuset Kph lægger rum til det første åbne folkemøde om Alternativets kunst- og kulturpolitik, i partiregi kendt som et politisk laboratorium.

Fabrikkens gamle stengulv er både hvidt og slidt. Bølgede, farvede rispapirlamper hænger ned fra loftet. Borde og bænke i det åbne lokale er hastigt flikket sammen i lys krydsfiner. Mandariner, æbler, figner, rosiner og peanuts er lagt frem, det samme er fem ark papir, et til hvert af bordene: Fem mål og udfordringer på vejen mod Alternativets kunst- og kulturpolitik.

Jongløren med den tibetanske syngeskål

Mødets leder har en tibetansk syngeskål. Og et langt, sort fuldskæg, knapt så langt som hans hår, der hænger ned ad ryggen under den sorte Blues Brothers-hat. Jon Skjerning-Rasmussen fra Aarhus er 37 år og jonglør, hans cv omfatter 1.500 forestillinger foruden uddannelsen Kunstgreb, hvor kunstnere lærer at bruge deres evner til gavn for det private erhvervsliv.

Jon rammer kun syngeskålen blidt, men klokkens bløde tone hænger længe i rummet.

»Velkommen til vores politiske laboratorium. Vi er rigtig glade for at se jer. Hvis vi skal i gang med den kæmpestore omstillingsproces, som Alternativet mener, er vi nødt til at have borgerne i Danmark med os«, åbner han.

»Vi vil gerne have jeres bud på, hvordan vi kan investere kunst og kultur i at få en bæredygtig omstilling«.

Foto: KLINT PETER

Han samler deltagerne i en bue midt i lokalet. 14 er mænd, 8 kvinder. De fleste er midt i deres liv.

»Først skal vi lige ankomme. Tag lige tre dybe indåndinger, mens vi går rundt i det her rum. Vær til stede i jeres egen lille verden«, siger Jon.

Deltagerne begynder at gå rundt imellem hinanden. Et halvt minut efter bliver de stoppet:

»Der hvor I nu er nået til i jeres egen lille verden, stopper vi, og strækker vores krop midt i den travle hverdag. Og gå så videre rundt. Vi skal fylde hele rummet, så når I kommer til et tomrum, så fylder I det ud«, siger jongløren fra Aarhus.

»Når vi så går forbi et andet menneske, får vi lige øjenkontakt – og jeg vil bede jer om at fastholde den lidt længere, end vi ellers ville gøre. Lige tre sekunder, så vi lige kan få et glimt af hinanden«.

Foto: KLINT PETER

»Tusind tak! Det var opvarmningsøvelsen. Så må I gerne gå tilbage til jeres bord, så vi kan komme i gang med arbejdet«.

Op på visdomsvæggen

Ved hvert bord går deltagerne i gang med den konkrete udfordring, der står beskrevet på papir foran dem. Og de fortæller sidemanden om deres bedste oplevelser med kunst og kultur. Så fortæller sidemanden hele bordet det mest interessante af det, som han lige har hørt. Snakken går livligt. Efter fire minutter bryder syngeskålen af.

»Nu skal vi bevæge os fra fortid over mod fremtid. Træde ind i en slags drømmerum, hvor vi tænker helt ud af boksen, og forestiller os hvordan kunst- og kulturlivet i Danmark kan være«, siger Jon Skjerning-Rasmussen.

Igen er metoden den samme: Først bliver sidemanden involveret. Dernæst fortæller sidemanden resten af bordet om det mest interessante i den drøm, han lige har hørt. Den sidste destillering finder sted på A5-ark, hvor hver deltager skriver »det mest interessante, I synes, at I har hørt eller tænkt her i dag«.

Halvanden time inde i mødet står deltagerne nu ved visdomsvæggen. Her hæfter de deres bedste input op. Der er 20 i alt, for mange til at gengive dem alle, men blandt de korte og konkrete for eksempel disse fem:

  • Kunst og kultur på skoleskemaet
  • Kunstnere i alle bestyrelser
  • En kulturdannet befolkning
  • Køb af kunst og kultur skal være skattefrit for kunstnere og købere
  • Kulturbørnehaver med ekstra fokus på kunst, musik og dans

Og desuden denne:

  • I Hvide Sande har man to valg: Fodbold eller håndbold

Tvivl nager forlæggeren

Ud fra visdomsvæggen, ud fra alt passeret på en aften, der nu er to timer henne, fører Jon Skjerning-Rasmussen nu sine deltagere til det sidste destillat: Lav først en bruttoliste over ideer til Alternativets kunst- og kulturpolitik, og gå dernæst i dybden med de bedste to ideer.

Foto: KLINT PETER

Bord 1 byder ind med en kunststøtteordning, hvor virksomheder får tilskud for at involvere kunstnere. Og med et kunstforsyningsnetværk, »lidt ligesom Jobnet«, hvor kunstnere og virksomheder skal kunne finde hinanden.

Bord 2 vil skabe plads til kunst og kultur »fra børnehave til plejehjem«. Og have »kulturel vækst i stedet for økonomisk vækst«, for eksempel igennem »kunst og kultur i primetime hver dag«. En særlig kunstnerskat »hvor man betaler skat i værker« bliver også bragt i forslag.

De tre andre borde er knapt så konkrete, og deltagerne slutter af med at evaluere. I Alternativet evaluerer man hvert eneste forløb, for at vride mest mulig læring ud af alt undervejs i processen.

De første tre er begejstrede og glade. De er blevet inspireret, og de føler sig hørt. Det samme gør Carolina Magdalene Maier. Men, siger hun også, for sådan et er der for den 53-årige centerleder på Videnscenter for Patientstøtte:

»Det er vigtigt, at alt det her på et tidspunkt munder ud i noget, der er genkendeligt for gennemsnits-Danmark. Vi sidder her: lidt usædvanlige mennesker i et lidt usædvanligt lokale. Det er vigtigt, at det vi taler om kommer igennem nogle mennesker, der kan føre det ud til alle de mange, der ikke har børn på flipperskolerne«.

Foto: KLINT PETER

Det stikord griber Karsten Pers. Den 52-årige stifter af publicistnetværket Newpub har rejst sig fra bord 3 og læner sig nu op ad visdomsvæggen:

»Det var en virkelig fed højskoleaften. Jeg sad ved et rigtig godt bord, og jeg havde nogle super interessante samtaler. Men jeg har mine alvorlige tvivl, om mine ideer er blevet skrevet rigtigt ned eller bare er blevet forstået. Jeg er bange for, at det hele bliver et skuespil, hvor vi bare leger, at vi er involveret«, siger han.

»Jeg har også talt om det med en anden aktivist: Vi har nogle enormt spændende aftener, men vi taber energien. Når vi går ud af døren, så – puff – så er vi anonyme igen, og vi ved ikke, om vores ideer kommer videre«.

Foto: KLINT PETER

Annette Liv Knudsen ser anderledes på det. Den 53-årige sociale iværksætter minder om Alternativets valgte procedure på vej mod det færdige program. Den procedure indebærer, at et såkaldt overgangsråd af eksperter skal sortere fugl fra fisk og skidt fra kanel blandt de ideer, der kommer fra græsrødderne:

»Jeg har det fuldstændig modsat, for jeg ser sådan på det, at vi er med i et stort socialt eksperiment, hvor vi kommer med nogle ideer. Og så må vi træde tre skridt tilbage, og så kommer der et overgangsråd, der destillerer de ideer, vi har haft«, siger hun.

Men Karsten Pers føler sig stadig ikke sikker:

»Jeg synes, at det er pissesympatisk. Jeg støtter det 100 procent«, siger han.

»Jeg tror bare ikke en skid på, at det fører nogen vegne«.

Publiceret 16. april 2014.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce