Foto: Peter Klint

For Uffe Elbæk går det slag i slag

Fem dage med Alternativet (5). Da Uffe Elbæk slog sig på pressen, trådte han tilbage som minister. Så slog han sig på sin egen folketingsgruppe. Som løsgænger har han skabt et nyt parti og vil inddrage alle i at skabe sin politik. Næste spørgsmål kan blive, om han vil slå sig på vælgerne, når Alternativet stiller op.

Uffe Elbæks kontor er et travlt sted. De to skriveborde rummer fire computere, og fire stole er placeret omkring dem. Her sidder hans nærmeste folk i arbejdet med Alternativet. Selv sidder han gerne i lokalets gamle brune lænestol.

Kontoret er en del af Ridebanen, i denne samling tilholdssted for flere af Folketingets lidt svært anbringelige medlemmer. Rasmus Prehn (S) har også kontor her, og lidt længere nede af gangen står Astrid Krags (S) flyttekasser. Selv rykkede Uffe Elbæk ind på Ridebanen i midten af september sidste år, efter sit brud med Det Radikale Venstre og godt to måneder før han annoncerede sit nyt parti.

»Frustrationen kom, da der var nogle meget principielle politiske spørgsmål, hvor jeg var i direkte modstrid med min egen regering: Offentlighedsloven, Edward Snowden, og prikken over i’et var så øremærket barsel for mænd«, forklarer Uffe Elbæk det partibrud, der førte til Alternativets fødsel.

»Det var meget principielle spørgsmål, der byggede op over tid, og det sker samtidig med at den gruppe af frivillige, som jeg har omkring mig, begynder at puffe til mig. De spørger mig allerede i maj, om jeg ikke kunne starte en ny politisk platform. De fortæller mig, at de kan høre, at jeg slås med mig selv i forhold til den regering, som jeg repræsenterer«.

»I starten er jeg helt afvisende. Jeg mener: jeg er gammel, jeg fylder 60 til sommer, I have done my thing. Jeg skal ikke endnu en gang gå ud og skabe noget helt fra bunden. Det gjorde jeg med Frontløberne, det gjorde jeg med Kaospiloterne, jeg gjorde det med Outgames. Så nej, jeg tænker, at jeg gør det her færdigt og lukker med et godt radikalt punktum«, siger Uffe Elbæk.

»Men de fik alligevel plantet en idé i mig, og hen over sommeren tænker jeg, at der er et eller andet i det her. Og så tester jeg det af på mig selv ved at sætte mig ned og skrive et konceptpapir – for jeg tænker, at hvis jeg kan skrive det, og hvis jeg kan mærke, at det lever i mig, mens jeg skriver, så må der være noget i det«.

Og det levede i Elbæk. Som papirets syv sider skred frem, mærkede han behovet for et nyt politisk parti. Det førte ham til en stor beslutning.

»Jeg er politisk monogam. Jeg ville ikke være i gang med et nyt parti, mens jeg var en del af den radikale gruppe, så derfor valgte jeg at blive løsgænger, lang tid før jeg havde regnet med«, fortæller Uffe Elbæk.

»Det er meget voldsomt at blive løsgænger. Man går ikke bare ud af et parti som en hovsa-beslutning. Det er noget, der vokser over tid, og når du tager beslutningen, er det som om at verden falder ned i hovedet på dig. Det er som at gå fra en kæreste, som man har været kæreste med i 15 år. Men jeg havde det bare sådan, at jeg ikke skulle køre dobbeltspil, det skulle jeg simpelt hen ikke. Så jeg valgte at blive løsgænger for at kunne arbejde 100 procent på Alternativet«.

Farvel blev kritik af politisk kultur

Før Uffe Elbæk forlod de Radikale, havde han også forladt Kulturministeriet. Forud var gået flere ugers mediestorm om gentagne arrangementer på den kulturinstitution, hvor Elbæks mand har sin daglige gang. Rigsrevisionen kom senere frem til, at han ikke havde været inhabil, men også at ministeriets kontrol af Uffe Elbæks repræsentation havde været for svag.

Mens Elbæk bearbejdede forløbet med først helt personlige, dernæst stadig mere principielle tanker om hele den politiske kultur, dømte de første kommentatorer ham ude allerede da han gik som minister. Flere fulgte trop, da han forlod de Radikale.

Er det rigtigt, når politiske kommentatorer og andre siger, at du ikke forstod kulturen på Christiansborg, og at du forblev en fremmed for den?

»Nej, jeg føler mig meget hjemme på Christiansborg«, siger Uffe Elbæk.

Hvorfor tror du så, at de siger det?

»Det er fordi jeg ikke spiller det spil, de spiller. Jeg har det sådan, at det er en del af problemet. Man har lavet en selvforståelse af, hvordan man er politiker, og hvordan samspillet er mellem politikere og journalister på Christiansborg«.

Foto: Peter Klint

Dit første arbejdspapir om Alternativet beskriver, at det var dit 'meget kontante' møde med medieverdenen og Christiansborg-kulturen ved din afgang som minister, der først fik dig til at tænke tanker om behovet for en ny politisk kultur. Mener du dermed, at dine egne oplevelser ved din afgang var repræsentative for den politiske kultur?

»Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Jeg kan sige, at det jeg oplevede dengang var, at alle medier på nær Ugebrevet Mandag Morgen løb i den samme retning. Og jeg så hundredvis af fejl hoppe fra det ene medie til det andet. Jeg havde en samtale med Hanne Vibeke Holst, der er en af mine gode venner, og hun sagde 'Uffe, du må bare acceptere det, for du kan ikke gøre noget ved det. Du må gå ned i kælderen og så se hvad der er ødelagt, når du kommer op'«, siger Uffe Elbæk.

»Min stolthed og selvrespekt ville normalt få mig til at korrigere fejl. Men det holdt jeg helt op med. Og det, der står tilbage fra hele den periode, er en bekymring for demokratiet, for det som jeg oplevede, mener jeg ikke, at andre skal opleve«.

Over for dit ønske om en ny politisk kultur står, at langt det meste af lovgivningen bliver vedtaget med meget brede flertal, og at det meste arbejde i Folketingets udvalg foregår i mindelighed, som du jo også selv beskriver. Råheden sætter mest ind, når der er kameraer på. Tror du, at du ville opleve den politiske kultur anderledes, hvis du havde mere erfaring med arbejdet i Folketingets udvalg?

»Prøv at høre: Jeg har siddet to perioder i Aarhus Byråd, været med til at lukke kæmpe budgetforhandlinger med besparelser. Der har stået 30.000 mennesker på gaden og ment, at den beslutning, jeg havde været med til at træffe, var forkert. Så stor forskel er der heller ikke på hvad der foregår på Christiansborg og i hvert fald i Borgerrepræsentationen i København og byrådet i Aarhus. Jeg har masser af politisk erfaring«, siger Uffe Elbæk.

Men dine oplevelser fik dig alligevel til at tænke tanker om hele den politiske kultur og den politiske samtale. Dermed tænkte du videre til noget, der rækker ud over dig selv. Hvordan kan det gå til?

»Det er jo ikke bare mig, der siger det. Det kan man jo også se af undersøgelser af troværdigheden. Hvor ligger politikerne henne? Vi ligger allerlavest. Over os ligger brugtvognsforhandlerne og journalisterne. Et dejligt sted at rode rundt! Så på den ene side er der et enormt troværdighedsproblem, nogle vil kalde det politikerlede – og samtidig er der færre og færre, der har lyst til at engagere sig i politik. Færre og færre melder sig ind i partier, og grundlaget for at stille kandidater op bliver mere og mere snævert. Så hvis vi ikke passer rigtig meget på, bliver det politiske liv en kasse i sig selv, og så lever den i sin egen boble i synergi med medierne«, siger Uffe Elbæk.

»Hvis politik var en virksomhed, ville man nok sige, at der er plads til forbedring. For på den ene side er denne her virksomheds troværdighed lav, og færre og færre ønsker at arbejde der«.

Partiprogrammet kommer nedefra

Svaret blev partiet uden et program. Da Uffe Elbæk præsenterede Alternativet den 27. november sidste år, var det med seks grundværdier og fem politiske indsatsområder, heriblandt ønsket om at stille samfundet radikalt om til en bæredygtighed, der både skal være økonomisk, social og økologisk. Hvad konkrete forslag angik, havde Alternativet ingen, men ville involvere alle og enhver, der havde lyst, med partibog eller uden. I det nye år begyndte de første af partiets åbne workshops, de såkaldte politiske laboratorier.

Hvorfor er der grund til at tro på, at helt almindelige mennesker ude i landet kan finde politiske løsninger, som erfarne politikere og et effektivt embedsværk ikke kan finde, selv ikke når de er påvirket af så mange interessenter udenfor Christiansborg?

»Det er ikke noget, jeg har grund til at tro. Jeg ved det. Vi har skabt et overreguleret og overbureaukratisk samfund, hvor systemerne begynder at få deres eget liv, og hvor det nærmest svarer til et sort hul i universet: Alt liv bliver suget ud derfra, og der kommer ikke noget ud. Men jeg ved, at danskerne er et socialt opfindsomt folkefærd. Vi gjorde det med andelsbevægelsen og højskolebevægelsen, og det er den samme sociale opfindsomhed og iværksættergejst vi skal have startet igen i forhold til de massive udfordringer, vi står over for som samfund«, siger Uffe Elbæk.

»Igennem et langt liv har jeg oplevet igen og igen, at hvis vi sætter os sammen og bruger de erfaringer, der er omkring bordet, så kan vi godt, og folk har så mange gode ideer til, hvordan tingene kan gøres bedre. Hvis vi ikke er i stand til at forny den demokratiske og den politiske kultur, er der stor sandsynlighed for, at den folkelighed legitimitet smuldrer. På et eller andet tidspunkt vil det system falde ligesom Berlin-muren gjorde«.

Foto: KLINT PETER

Modsat sagde en af jeres mødedeltagere tidligere på ugen, at selv om han havde siddet ved et godt bord og haft nogle rigtig interessante samtaler om kunst- og kulturpolitik, så måtte han medgive, at han ikke troede på, at hans input ville blive givet videre eller bare var blevet rigtigt forstået. Hvordan vil du undgå at skabe desillusion blandt de mennesker, I involverer, givet at de fleste af deres forslag vel ikke vil være at finde i Alternativets endelige program?

»Det vigtige ved vores politiske laboratorier er at sige, at du er inviteret ind indenfor en ramme. Så hvis du kommer med ideer, der skyder helt ved siden af vores værdigrundlag og politiske retning, så kommer de ikke med. Hvis du til gengæld kommer med forslag, der ligger indenfor rammen, så vil vi seriøst overveje det. Det kan stadig godt være, at de ikke kommer med i det endelige papir, det vigtige er, at folk forstår, hvorfor de ikke kommer med«, siger Uffe Elbæk.

»Det skal være tydeligt, hvorfor vi har valgt de her fem gode forslag, og at folk kan se, at de er blevet vurderet. Og det kan godt være, at det skaber skuffelse for dem, hvis ideer ikke kommer med. Jeg håber bare, at folk også har det sådan, at de er glade for, at de bare er blevet inviteret ind«.

De fleste i Alternativet beskriver en stor lydhørhed for jeres tanker ude blandt folk. I hvor høj grad skyldes det, at det er folk som jer selv, der dukker op til jeres møder?

»Jeg ved ikke, om de minder om os selv. Det første jeg var nysgerrig på var: Hvem pokker er de folk, der dukker op? Er det en bestemt aldersgruppe eller en bestemt faglig profil, eller kommer der nogle, der søger noget drama med et nyt parti? Jeg var meget spændt på, hvem der ville komme«, siger Uffe Elbæk.

»Det ene signifikante er, at der har været stor aldersmæssig mangfoldighed. Der er 17-årige, og der er 75-årige. Det andet er, at der er stor faglig og social diversitet. Det eneste, der ikke har været til stede i særlig udpræget grad er de ikke-danske etniske miljøer. De har nærmest ikke været til stede, og det er en udfordring, som vi må forholde os til«.

»Selv om folk er kommet alle mulige steder fra, med vidt forskellige baggrund og erfaring, har der været den samme optagethed af, at vækst også kan kulturel vækst, og at der også kan være en anden vækst end at købe den nyeste fladskærm. Det andet gennemgående har været bekymringen for den politiske kultur – at folk føler sig koblet af det, der foregår på Christiansborg og føler, at politikerne taler et bestemt sprog, at de bliver roller i stedet for mennesker«, siger Uffe Elbæk.

Mod til at tænke radikalt anderledes

Mens det meste af Alternativets program altså endnu er ukendt, ligger så meget allerede fast, at partiet siger nej til dogmet om økonomisk vækst som et ubetinget gode, der altid skal forfølges. Alternativet afviser også den neoliberale økonomiske model.

»Det er virkelig gået op for mig, at det vi har gang i med Alternativet er meget radikalt – altså ikke partipolitisk forstået, men radikalt på den måde, at vi ønsker at formulere en anden økonomisk model end den, der har styret vores del af verden i de seneste i hvert fald 30 år. Det er ret heftigt at melde ud, at vi ikke tror på den neoliberale økonomiske model«, siger Uffe Elbæk.

»Det her handler ikke bare om, at nu skal vi snakke pænere til hinanden. Det synes jeg også, at vi skal, i hvert fald det meste af tiden – men det vi har gang i er langt dybere, for i hvert fald som jeg ser det, har vi modet til at forestille os en radikalt anden fremtid«, siger han.

»Vi har sagt, at vi har lyst til at løse den her ligning, der handler om, at livskvaliteten hos borgerne skal op, og forbruget af knappe ressourcer skal ned. Det lyder for godt til at være sandt, men hvis man tænker det igennem, så betyder det, at hvis vi skal have livskvaliteten hos borgerne op, at vi skal have et andet værdibegreb på vores uddannelser, på vores arbejdspladser, hvor folk begynder at få ejerskab til den sammenhæng, som de indgår i«.

Hvordan er det praktisk muligt at få livskvaliteten op og den økonomiske vækst ned?

»Selvfølgelig er der en relation mellem økonomisk vækst og livskvalitet. Men den kørte kun op til 1970'erne. De to kurver kørte parallelt op til da. Men omkring midten af 1970erne flader livskvalitetskurven ud, så vi er ikke blevet lykkeligere, selv om vækstkurven bare er gået op«, siger Uffe Elbæk.

»At opleve mening og livskvalitet hænger sammen med at finde noget, som man mener er vigtigt. At man finder en social sammenhæng og bruger det, der mellem ørerne. Er der dybde i ens liv? Er der overensstemmelse mellem det, man føler, og det man gør? Det har ikke noget at gøre med flere biler og større fladskærme«.

»Det er derfor vi i afsnittet om kunst og kultur skriver, at vi har en forestilling om, at kunst og kultur vil få en afgørende betydning for den omstilling, som vi skal igennem. For det er klart, at hvis du tager slikkepinden fra én og ikke giver noget andet til gengæld, så bliver folk sure. I det store globale perspektiv ved jeg virkelig ikke hvad der kommer til at ske i USA, når man tager slikkepinden fra folk, og ikke har noget andet at give dem i stedet. Hvis hele livets mening er, at vi skal shoppe. Vi skal blive bedre til noget andet«.

Ser du andet end kunst og kultur, der kan bidrage til at udfylde det tomrum?

»Ja, er du gal, der er mange. Demokratisk ejerskab, oplevelsen af at have indflydelse på sit eget liv og af, at man bliver mødt som den man er. Alt hvad der handler om sociale relationer kan gøres meget bedre, end vi gør i dag«.

Tror du, at mennesker i stort tal vil opleve de ting som en tilstrækkelig kompensation?

»For det første er jeg ret sikker på, at det kommer de til. Det vil de gøre. Det er derfor folk lægger så uforholdsmæssig megen energi i frivilligt arbejde. Folk har deres faste arbejde, og så bruger de rigtig meget krudt på frivilligt arbejde, og mange siger, at det er der, de får deres største glæde. Det tror jeg på, men noget andet er, at sådan bliver det«, siger Uffe Elbæk.

»Hvis vi ikke finder ud af at gøre det her på en begavet måde, så ender vi med en global situation, hvor nogle få har deres på det tørre, og alt for mange ikke har. Og det vil ende i økonomiske og sociale konflikter, i direkte borgerkrigslignende situationer, i strømme af miljøflygtninge. Så enten finder vi ud af at gøre det sammen, og det tror jeg på, at vi kan, eller også lander vi som civilisation et rigtig, rigtig skidt sted«.

Til en start: Hvor stor er sandsynligheden for, at I kommer i Folketinget?

»Hvis vi når at samle underskrifterne ind før valget bliver udskrevet, så er jeg faktisk ikke i tvivl om, at vi kommer ind«, svarer Uffe Elbæk.

Hvor mange mandater får I så?

»Tjaa…vi har jo en værdi, der hedder ydmyghed. Så lad os bare sige, at vi er glade, hvis vi kommer ind«.

Publiceret 19. april 2014.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce