Foto: Panorama

Bitter strid om 'Babettes gæstebud'

Dansk films første oscarvinder, Gabriel Axels ’Babettes gæstebud’, er blevet centrum i en kompliceret retssag, der i disse dage udspiller sig i Californien. Ejer arvingerne efter Gabriel Axel filmklenodiet? Eller gør en hollywoodproducer, der i 2007 købte filmens rettigheder ud af et kaotisk dødsbo?

Når Sandra Piras vågner her til morgen på sit hotelværelse i Californien, er det en lang dag, hun slår øjnene op til. Som repræsentant for brancheforeningen Danske Filminstruktører skal hun for tredje dag i træk møde i retten i LA District Court på Temple Street, Los Angeles. Med sig har hun tre advokater – to danske og en amerikansk – og journalisten Karin Mørch.

Karin Mørch er datter af filminstruktøren Gabriel Axel, og det er på grund af ham, at den danske delegation er i retten i Los Angeles. For Gabriel Axel døde i februar i år, og derfor kan han ikke selv være til stede, selv om han er blandt sagsøgerne i den retssag, som startede i tirsdags.

Samtidig er Gabriel Axel også blandt de sagsøgte. Hvordan det hænger sammen, er en historie, som minder utrolig lidt om den, der er midtpunkt i hele sagen: ’Babettes gæstebud’, Gabriel Axels afdæmpede drama fra 1987 bygget på Karen Blixens lille humanistiske perle af en novelle og dansk films første oscarvinder.

’Babettes gæstebud’ er en perfekt komponeret skæbnefortælling, hvor kunst, kærlighed og medmenneskelig forståelse får alle brikker til at falde poetisk på plads til slut. Historien om dens eftermæle, derimod, er en kompliceret omgang fuld af juridiske slagsmål, økonomiske mellemværender, bitre følelser og påstand mod påstand. Og altså nu en retssag, der skal afgøre, hvem der har hånds- og halsret over et af dansk filmhistories mesterværker: en film, som er elsket af kritikere, film- og madentusiaster verden over, og hvis mest kendte beundrer er pave Frans, der har udpeget den som sin yndlingsfilm.

Foto: NICK UT

Er det instruktøren, Gabriel Axel, der arbejdede 14 år af sit liv på filmen, og som selv modtog sin Oscar for den i 1988? Eller er det den amerikanske producer Josi Konski, der købte rettighederne til 'Babettes gæstebud' i 2007?

En farverig figur

Balladen om 'Babettes gæstebud' og de penge, den har tjent ind, trækker tråde tilbage til den dag, filmen fik en Oscar og blev hot property. Men dette seneste kapitel, der nu er endt i retten i Californien, begynder i 2003 en grå morgen i Odsherred i novemberkolde Danmark.

I et sommerhus med udsigt over Sejrøbugten ligger en død mand. Det er den danske filmproducent Just Betzer.

I de 59 år, Just Betzer nåede at leve, producerede han mere end 30 film. Fra seriøs dramatik som Morten Arnfreds ’Johnny Larsen’, til folkekomedierne om ’Familien Gyldenkål’ – og titler, der er forsvundet i nådig glemsel som sci-fi-actionfilmen ’Warriors of the Apocalypse’.

Karrierens højdepunkt var ’Babettes gæstebud’. Og Just Betzer var producenten, som gjorde meget af det hollywood-politiske fodarbejde, der skal til, for at en film når oscarpodiet. Betzer var god til den slags. Han var udadvendt og begejstret af natur, fortæller Helle Hammer, hvis stedfar var bror til Just Betzer.

»Just var en rigtig levemand. Han havde mange nære venner, og det får man altså ikke i filmbranchen, hvis man er et dumt svin. Hver dag skulle være en fest. Og«, siger hun, »det er jo det, der er så tragisk ved det. For de sidste år var altså ikke nogen fest«.

Foto: FREDERIKSEN OLE

Festen foregik især i 1970’erne og 80’erne, hvor Just Betzer tjente rigtig gode penge, både som producent i sit eget selskab, Panorama Film, som ejer af 13 biografer og på at udsende gamle danske film i det nye VHS-format til hjemmebrug. I disse år flyttede Just Betzer til England, nogle siger af skattemæssige årsager, hvor han åbnede en filial af Panorama og investerede i landstedet Old Mill i sydengelske Hampshire.

Helle Hammer husker en fest på Old Mill, hvor gæsterne blev fløjet ind fra Danmark i et lejet fly, og »haven var fuld af store hvide telte med rigtige glasvinduer, og der var tjenere i uniform, der gik og samlede cigaretskod op fra græsset. Piet Hein rejste sig op under middagen og fremsagde et gruk, og alle blev så fulde«, fortæller hun.

To år efter ’Babette’-succesen rykkede Just Betzer til Hollywood, hvor han boede i et Hollywood Mansion, der var en oscarvindende producer værdigt.

Også her blev der holdt fester, bl.a. med Gabriel Axel som gæst. Der findes en anekdote om, at instruktøren engang stod og vaskede hænder ved de guldbelagte vandhaner på toiletterne i Betzers palæ, da en af de andre gæster sagde til ham: »Nyd det nu, Gabriel. Det er dig, der har betalt for det«.

Det gik »ned ad bakke«

For der var uoverensstemmelser mellem Just Betzer og Gabriel Axel omkring indtjeningen fra ’Babette’.

»I 90’erne kontakter Gabriel foreningen her og siger: »Der er noget galt med de afregninger, jeg får. Jeg tror ikke, han giver mig de royalties, jeg har ret til«, fortæller Sandra Piras fra Danske Filminstruktører.

Gabriel Axel var berettiget til 15 procent af filmens indtjening i royalties. Men Just Betzer havde afregnet disse royalties efter at have trukket en række omkostninger fra den samlede indtjening.

»Det tager man så nogle forhandlinger med Just om, og fordi man ikke kan blive enige, må man køre en voldgiftssag mod Just. Og den vinder man uden problemer. Det slås fast, at man højst må trække 20 procent fra, før royalties udregnes«, siger Sandra Piras.

Just Betzer bliver dømt til at betale 250.000 kroner til Gabriel Axel. Og på dette tidspunkt var Just Betzers økonomi for nedadgående. Efter at han flyttede til Hollywood, forsøgte han forgæves at lave nye filmhits, men langsomt gik hans produktion i stå. Den sidste film, Betzer er krediteret for, er ’Tre dage i august’ fra 1992 om de politiske omvæltninger i Sovjet. Ikke et værk, mange husker.

Til gengæld er der nok nogle, der kan mindes de kulørte historier om Just Betzer fra de sidste år af hans liv. At han i 2000 trådte ind som hjælpende hånd over for den bedrageridømte Kurt Thorsen og hans firma TT Byggestyring. Og meget hurtigt trådte ud igen. Eller at han og slagersangerinden Dorthe Kollo blev gift og skilt igen, med et giftigt retsligt efterspil.

»Jeg vil betale Dorthe, men man kan ikke rykke håret af en skaldet. Mit firma skal også leve«, udtalte Betzer til Ekstra Bladet, da han blev dømt til at betale ekskonen over 700.000 kroner.

Skilsmissen tog hårdt på Just Betzer. Han rykkede ind i sommerhuset i Odsherred, men han havde ikke længere kræfterne til at være den selskabsløve, han var engang.

»Det gik ned ad bakke«, konstaterer stedniecen Helle Hammer. Hun vil ikke gå i detaljer. For i modsætning til hvad nekrologerne skrev dengang – at det var en blodprop, der endte Just Betzers liv – er sandheden, at han begik selvmord i sit sommerhus den kolde novembernat.

Solgt til USA

Dødsboet efter Just Betzer var ifølge Sandra Piras »... ét stort kaos«. Det ved hun, fordi hun i sin tid kontaktede boets advokat for at høre, hvordan det så ud med ’Babettes gæstebud’. Om filmen var en del af boet, og om der var nogen indtjening, som Gabriel Axel skulle have royalties af.

»Så vidt jeg husker, lå alle papirer rundt omkring i flyttekasser i det sommerhus, og advokaten havde et kolossalt hyr med at rydde op i det hele. Han sagde, at jeg var velkommen til selv at komme op og se, hvad jeg kunne finde, for han kunne knap nok overskue det«, siger hun.

På vegne af Gabriel Axel og Danske Filminstruktører gjorde Piras advokaten opmærksom på, at de ønskede at blive kontaktet, hvis ’Babettes gæstebud’ blev solgt, så rettighederne kunne blive afklaret.

Men først i 2012 rettede nogen henvendelse til foreningen om ’Babettes gæstebud’. Og det var ikke boets advokat. Det var Gabriel Axels datter Karin Mørch. Hun havde fundet ud af, at den velestimerede dvd-udgiver Criterion Collection var ved at udsende en ny dvd- og blu-ray-udgave af filmen på det amerikanske marked. Hvordan kunne det lade sig gøre?

Det kunne det, fordi ’Babettes gæstebud’ var blevet solgt. Til et amerikansk produktionsselskab ved navn Astrablu, der nu var i gang med at distribuere den på det amerikanske marked. Købet skete i 2007 og blev varetaget af en dansker, Benni Korzen: en gammel ven af Just Betzer, der nu var ansat hos Astrablu.

Det viste sig, at Benni Korzen havde handlet på vegne af Astrablus direktør, Josi Konski: en hollywoodfilmproducent med et bagkatalog spækket med komedier, horrorfilm og actiondrøn med titler som ’Pas på superstrømerne’ og ’Hjælp, jeg ser rødt’. Så Danske Filminstruktører henvendte sig til Josi Konski for at få afklaring omkring dvd-udgivelsen og Gabriel Axels rettigheder.

Det er nu, det bliver kompliceret.

For Sandra Piras og Danske Filminstruktører og Josi Konski har to meget forskellige opfattelser af, hvad der er sket siden da. Og hvorfor de i dag sidder i retten i Los Angeles.

Et »aggressivt« brev

12. november 2012 skrev Danske Filminstruktører til Josi Konski. I brevet oplyste foreningen, at Gabriel Axel som instruktør og manuskriptforfatter ejede 15 procent af filmen efter aftale med Just Betzer, og at han havde ret til at modtage årlige afregninger samt royalties. Og at man, såfremt hans rettigheder ikke overholdes, var klar til at gå rettens vej.

Men hvor Danske Filminstruktører selv mente at have skrevet et afdæmpet, formelt brev, opfattede Josi Konski brevet som »meget aggressivt«.

Det fortæller han fra sit hjem i Beverly Hills.

»Du er den første og eneste danske journalist, der har henvendt sig omkring denne her sag«, siger han og forklarer, at han meget gerne vil give alle informationer, så jeg kan skrive en »balanceret artikel«, men at der er ting, han på grund af den kommende sag ikke kan tale om.

Josi Konski blev ven med Just Betzer, da danskeren i sin tid boede i Hollywood. Op til Just Betzers død arbejdede de sammen om en filmatisering af Jane Aamunds selvbiografiske kærlighedsroman 'Coloradodrømme', hvor Konski skrev manuskript.

»Da Just Betzer døde, blev jeg kontaktet af boet, som sagde, at jeg havde penge til gode for mit arbejde, og at jeg kunne gøre krav på dem, hvilket jeg gjorde. Og da der så var gået nogle år, hvor jeg ikke havde hørt mere til det, bad jeg Benni Korzen, der skulle hjem til Danmark, om at tjekke op på boet. Jeg ville også gerne vide, om Just Betzers film, herunder ’Babettes gæstebud’, stadig var i boet, eller om de allerede var blevet solgt. Men filmene var der stadig, og de var meget interesserede i at sælge dem, da der stadig var gæld i boet. Så Benni Korzen lavede en aftale på mine vegne, hvor de penge, jeg havde til gode, indgik. Og på den måde købte jeg rettighederne til ’Babettes gæstebud’«, fortæller Konski.

På dette tidspunkt vidste han intet om Gabriel Axels royaltyaftaler med Just Betzer. Første gang han hørte om dem, var, da Danske Filminstruktørers brev landede på hans kontor i Beverly Hills.

»Det brev var meget truende. Der stod, at de ville trække mig i retten, og at Gabriel Axel ejede 15 procent af filmen. Det forvirrede os meget, for han ejer jo ikke 15 procent. At eje en films rettigheder er noget andet end at have ret til royalties«, siger Konski.

Konski skrev et svar tilbage til Danske Filminstruktører. Det begyndte med: »Eftersom I allerede har truet os med et sagsanlæg ...« og fortsatte med at remse en lang række krav om informationer og dokumentation op »... for at underbygge jeres påstand om, at jeres ÆREDE medlem faktisk var EJER af 15 % af ’Babettes gæstebud’«.

Tiden for høflighed var allerede forbi.

Uenighed på højt niveau

Instruktørforeningen og Josi Konski starter nu en forhandling om størrelsen af Gabriel Axels royalties. Men ligesom med voldgiftssagen fra 1997 er der konflikt om, hvordan de royalties skal beregnes. For dommen fra 1997 følger dansk lovgivning, og i USA ser tingene meget anderledes ud.

»Her er det praksis, at vi betaler royalties, ud fra hvad producenten ender med at tjene, når alle udgifter er betalt«, forklarer Konski.

Men Danske Filminstruktører fastholder, at det er dansk lov, der gælder for filmen. »Det er et dansk produkt, det er danske støttekroner, der er bag den, og en dansk instruktør, dansk producent og dansk manuskriptforfatter. Så selvfølgelig skal Konski overholde de bestemmelser, der følger med«, siger Sandra Piras.

Det går i hårdknude.

»Konski nægtede at være forpligtet til at betale royalties og nægtede at fremsende bevis på, at han havde erhvervet rettigheder fra Just Betzer. Der var derfor ikke andet for os at gøre end at konkludere, at han ikke ønskede at samarbejde, og vi meddelte derfor Criterion Collection, Konskis dvd-distributør, at så vidt vi vidste, havde Konski ikke de nødvendige rettigheder til at distribuere filmen«, siger Sandra Piras.

Konski bryder sig ikke om, at foreningen går direkte til Criterion uden om ham. Og så falder hammeren fra Beverly Hills: en stævning af Gabriel Axel og Danske Filminstruktører. Som svarer igen med en stævning, der ud over royalty-kravet indeholder en påstand om, at Josi Konski ikke kan overtage rettighederne til filmen uden Gabriel Axels samtykke.

En sidste detalje er, at instruktørforeningen har en formodning om, at Josi Konski planlagde et remake af ’Babettes gæstebud’. Og det må man ikke uden instruktørens samtykke. Josi Konski afviser det pure.

»Det eneste, jeg har villet, er at distribuere den. Noget, der er blevet gjort i 25 år, før jeg købte den«, siger han.

Og nu mødes de så i retten: Josi Konski og Sandra Piras, med hver sit hold af advokater, vidner og juridiske eksperter. De er ikke enige om ret meget. Ikke engang om, hvad sagens kerne er.

Ifølge Sandra Piras handler sagen om, hvorvidt et værk skabt i Danmark altid vil være omfattet af dansk lovgivning, eller om det i tilfælde af salg til udlandet vil være omfattet af det pågældendes lands lovgivning.

Men det mener Josi Konski ikke. »Sagen handler om, at de siger, at jeg ikke har ret til værket. Og jeg har aldrig sagt, at jeg ikke vil betale royalties«, siger han.

Hver især føler, at modparten har trukket sagen i langdrag. Og at de er endt i retten, fordi den anden part ikke gav dem noget valg.

En principsag

På ét punkt er parterne dog på linje: De er ved at være godt trætte af sagen om Gabriel Axels oscarvinder.

»Jeg er ikke en rig mand. De har dybe lommer, jeg ikke har. Og de penge, jeg måtte have kunnet tjene på ’Babettes gæstebud’, er for længst blevet ædt op af udgifter og advokatsalærer til denne her sag«, siger Josi Konski.

Sandra Piras kalder de to år med juridisk tovtrækkeri for »tunge, langsommelige og opslidende«.

Men, siger hun, ’Babettes gæstebud’ er blevet en principsag for instruktørforeningen: »Vores danske film rejser mere og mere. Og vi er nødt til at prøve at vise udenlandske producenter, at de skal overholde de danske regler, når de går ind og køber producentrettighederne til en film«.

»Forestil dig, at Zentropa gik konkurs, og at et pengestærkt selskab fra Kasakhstan købte hele bagkataloget, bl.a. ’Festen’ og Lars von Triers film. Hvis Konski får ret i den her sag, kunne de nye ejere af Zentropas film gøre med vores nationale filmklenodier, hvad de ville. Det ville være så godt som umuligt at få royalties, og de ville kunne lave nye slutninger, klippe dem om eller lave nye udgaver, uden at instruktøren havde en pind at skulle have sagt«.

Retssagen i Californien fortsætter ugen ud, og der er domsafsigelse om en måned. Der er dog den mulighed, at det vil lykkes parterne at indgå forlig. Et sidste forsøg på den forsoning, som filmens Babette fremelsker med sin guddommelige kogekunst.

Publiceret 8. maj 2014

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce