Der skal ikke mere til end det første »scuba-duba-dab-dab-didi-daj«, før pigerne i Bellahøj Kræmmermarkeds festtelt begynder at skrige. Det er skærtorsdag, og Basim er hovednavnet her under teltdugen i Nordvest, hvor også Fede Finn & Funny Boyz skal spille senere på ugen. Om fire uger skal 21-årige Anis Basim Moujahid spille foran 200 millioner tv-seere. Basim - som han bare har heddet, siden han i den første udgave af DR 1's talentshow 'X Factor' tilbage i 2008 mistede sit efternavn i den brede offentlighed - er i år Danmarks håb ved Det Internationale Melodigrandprix med 'Cliche Love Song'. Basim synger i alt tre numre for det skrigende festtelt. Både pigerne foran scenen og deres forældre ude i kanten synger med. »Scuba-duba-dab-dab-didi-daj«.
Basim er den eneste ’X Factor’-deltager fra 2008, der er lykkedes med at gøre musikken til sin levevej. Siden han med R Kelly-hittet ’I Believe I Can Fly’ sang sig med i talentprogrammet, har han udgivet to plader, skrevet sange til musikere i Sydkorea og USA, deltaget i ’Vild med dans’ og spillet over 500 koncerter i Danmark. Koncerter gør ham ikke længere nervøs, men han har tillagt sig vaner og tricks, der skal gøre hans optrædener særlig gode. Inden koncerten på Bellahøj Kræmmermarked børster han tænder med en amerikansk tandpasta, som bleger tandsættet.
Det er anden gang på to uger, at Basim stiller op til interview i Høje Gladsaxe, et boligkompleks nordvest for København. Først var det BT, nu går Politiken rundt med ham og forsøger at finde ud af, hvor Basim kommer fra. Klubben, hvor han spillede mål til mål med fodboldvennerne og sang Craig David til sin allerførste koncert, er siden blevet lavet om til et værested for udsatte beboere. Skur 2 hedder det nu. De 11 personer i skuret denne formiddag vil have et fællesbillede med Høje Gladsaxes berømthed, og Basim lægger armene om to af kvinderne og smiler ind i mobiltelefonernes kamera. Berømmelsen har ikke ændret ham, siger han. »Kan I ikke se det«, spørger han uden at vente på svar. »Jeg er stadig bare Basim, der hilser på alle, ligesom jeg gjorde dengang, jeg boede her«.
»I ser yngre ud, end dengang jeg gik her«, siger han og får de tre midaldrende kvinder, som passede ham her i børnehaven i Høje Gladsaxe i 1990’erne, til at smile. Han giver hver af dem et kram. På legepladsen kigger børnene først lidt undrende op fra sandkasserne på den nyankomne gæst. Basim sætter sig på hug foran en lille pige med lyserød flyverdragt og briller og synger omkvædet til sin sang for hende. »Jeg kan huske, dengang jeg gik og legede her«, siger han. »Det er sjovt at tænke på, at når du bliver voksen ligesom mig, vil du tænke tilbage på dengang, ham der krøltoppen kom forbi«.
