Den ene var en feteret og elsket landsholdsspiller fra den fine boldklub, B 1903 – den anden var en provinssnude fra Vordingborg, som godt nok var en tur omkring det sjællandske unionshold, men som aldrig var i nærheden af landsholdet. For det kom ingen spillere uden for København i fodboldspillets pionertid.
Året er 1921 – altså 93 år tilbage i tiden. Og det år, hvor fysikeren Albert Einstein modtog nobelprisen, og hvor sværvægtsverdensmesteren Jack Dempsey slog den franske udfordrer, Georges Carpentier, i verdens første radiotransmitterede boksekamp.
I København havde fodboldsammenslutningen ’Stævnet’ i foråret arrangeret en opvisningskamp mod det allerede berømte professionelle mandskab fra Glasgow Rangers, og på stævneholdet så man den lille, energiske og pågående forward, Carl Hansen, kendt som Carl Skoma’r, søn af et svensk indvandrerægtepar.
Carl Skoma’r havde fået debut på det danske landshold som 19-årig i en kamp mod Sverige. Danmark vandt 3-0, og Carl Sko’ satte to af målene ind – og dermed var han en landskendt folkehelt.
