Giovani dos Santos var frustreret. Den lille mexicaner i den grønne trøje tog sig til hovedet, hamrede sine knyttede næver ud i den regnvåde luft, skreg nogle halvbeskidte spanske gloser, styrtede mod linjedommeren.
Det var fredag 13. juni, den anden kamp ved fodbold-VM i Brasilien var cirka en halv time gammel, og dos Santos havde lige fået et mål annulleret for offside. For anden gang i Mexicos dyst mod Cameroun. For anden gang ved stillingen 0-0. Men tv-billederne viste ganske tydeligt, at linjedommeren med det blafrende flag var helt galt på den i begge tilfælde.
Derfor blussede den hyppige debat om mere teknologisk hjælp til dommerne op med fornyet kraft – i det øjeblik kunne det dårligt fremstå tydeligere, hvor voldsomt kamplederne kan påvirke fodbold, når de fløjter forkerte offside-kendelser. Eller tildeler tvivlsomme straffespark, eller uddeler ukorrekte udvisninger, eller ...
Men indtil videre har en gammel loge, kaldet International Football Association Board, skudt den debat og så mange andre diskussioner effektivt ned. I daglig tale går logen bare under navnet Ifab. En primært britisk loge, der bestemmer over spillets love, betegner sig selv som fodboldens vogtere – og i udgangspunktet er skeptisk over for større ændringer.
