Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Peter Hove Olesen

Han opfordrer unge danske muslimer til jihad

Ikke siden Anden Verdenskrig har så mange forladt Danmark for at drage i krig, som det er tilfældet i Syrien. De unge syriensfarere opflammes af en kontroversiel britisk prædikant, som netop nu er i gang med at genopbygge sit netværk i Danmark.

Det pulserende gadeliv buldrer løs i bydelen Whitechapel. Røde dobbeltdækkere holder ind mellem gadeboder, der sælger kufferter, nøgler, sjaler og islamiske klædedragter. Hundeluftere baner sig vej forbi skoleelever, forretningsfolk og kaffeslubrende cafégæster. Det er eftermiddag i London.

I et diskret kælderlokale under en slikbutik i en af Whitechapels sidegader er en mand i gang med at ændre verden udenfor. Han sidder foran et improviseret kateder iklædt en lang hvid kjortel og sorte sokker. På hans næseryg over det fyldige gråsprængte skæg hviler et par spinkle aluminiumsbriller.

»Som muslimer skal vi tro på, at hele verden en dag vil blive regeret af islam og sharialoven«, prædiker han ud i forsamlingen.

»Vi er i frontlinjen i en global kamp. Islam bliver skurkagtiggjort i hele Europa. Engang var det jøderne og de sorte, og nu er det os. De lider af islamofobi. Når vi læser Koranen og ser på, hvad profeten Muhammed – fred være med ham – sagde, står det klart, at de kristne og jøderne aldrig vil blive glade for os. Men vi må fortsætte vores kamp, og muslimerne er overlegne. Som Winston Churchill sagde: »En krig er vundet eller tabt, allerede før den første kugle er affyret««.

Fra loftet oplyser tre nøgne lysstofrør lokalet, der er spartansk indrettet med sirlige stolerækker, to tuschtavler, en defekt ventilator, en hylde med religiøse bøger og et sort flag, som fra sin plads på den ene væg opfordrer til at kæmpe for et verdensomspændende islamisk kalifat.

Bagest i lokalet noterer et par håndfulde tildækkede kvinder flittigt underviserens pointer ned på deres skoleblokke. Om de retskafne og de vantro. Om at demokrati og andre menneskeskabte love hører til i helvede. Om at være del af den »femte kolonne«, der skal bekæmpe Vesten indefra. Om uretfærdigheden i, at »muslimer, som kalder på sharia, som kalder til jihad, som siger, at muslimer bør have deres egen identitet, stemples som forrædere, ekstremister og terrorister«.

På forreste række sidder tre unge mænd og lytter intenst. Den ene har afsonet fire et halvt års fængsel for at opfordre til drab på alle, der fornærmer islams hellige profet. Den anden er en tidligere britisk mester i letvægtsboksning, der opgav sin sport for at dyrke sin leders strikse fortolkning af islam. Og den tredje er en hinduistisk konvertit, som flere gange har haft problemer med politiet i England på grund af sin omgang med manden, der nu sidder ved katederet og opildner sine elever til at deltage i krigen mod Vesten og »støtte brødrene i Syrien«.

Foto: OLESEN PETER HOVE

Mandens navn er Anjem Choudary. Storbritanniens mest kontroversielle islamiske prædikant og åndeligt overhoved for yderligtgående muslimer på tværs af det europæiske kontinent. En mand, hvis organisationer igen og igen er blevet stemplet som terrorgrupper og forbudt ved britisk lov, og som ifølge rapporten ’Gateway to Terror’ fra organisationen Hope Not Hate, der overvåger yderligtgående højrenationalister og islamister, står bag det »største enkeltstående rekrutteringsnetværk i Europa« med ansvar for rekrutteringen af mellem 200 og 300 europæiske syriensfarere.

Kort sagt: en mand, der er på overvågningslisten hos en lang række efterretningstjenester på tværs af det europæiske kontinent. Den britiske prædikant har nemlig også nære bånd til andre europæiske lande.

Herunder Danmark.

Den veltalende

Temaet for eftermiddagens kælderlektion er indiske separatisters drab på muslimer og den demonstration imod overgrebene, som Choudary har arrangeret i den kommende weekend. Men da det efter oplægget er blevet tid til at svare på tilhørernes spørgsmål, skifter Choudary for en stund emne.

»Syrien er nævnt i mange tekster om Muhammed, som sagde, at det er et meget velsignet sted at udvandre til, og at der ville stå et stort slag mellem muslimer og ikke-muslimer. I dag vil mange gerne opfylde den profeti og få den belønning, det er at blive martyr ved at kæmpe den velsignede kamp«.

Prædikanten taler et mildt og formfuldendt engelsk. I det hele taget lever han ikke op til fordommene om en råbende og gestikulerende prædikant, der sælger sine budskaber med arabisk patos og alvorlig mine. Tværtimod er stemningen let i det lille lokale; mændene småsludrer lidt, nogle filmer Choudary med deres iPhone, et spædbarn leger med en rangle på skødet af sin niqabklædte mor, og hovedpersonen selv slår undertiden over i mild latter og anekdoter.

Anjem Choudarys erklærede mål på jord er til gengæld alt andet end en vittighed: Muslimer verden over befinder sig lige nu i en global krig mod vantro undertrykkere, og det er muslimernes pligt at slå tilbage, mener han. Særligt i Syrien.

»Det er vigtigt, at vi hæver vores stemmer. Vi bør være på alle platforme. Også Facebook og Twitter«, messer Anjem Choudary ud til tilhørerne.

Af samme grund har Choudary på sin egen twitterprofil netop givet sine tusindvis af følgere besked om at engagere sig i den muslimske kamp. I sig selv var opfordringen ikke videre rabiat, den lignede snarere almindelig aktivisme. Men straks efter blev den viderekolporteret af blandt andre den jihadistiske Isis-bevægelse i Syrien. Og det er et godt eksempel på den fare, som ledende eksperter i radikalisering mener, at Anjem Choudary udgør for sine tilhængere: et springbræt til militant islamisme.

Foto: OLESEN PETER HOVE

Den norske journalist Lars Akerhaug, der er forfatter til bogen ’Norsk jihad’ og for nylig har kortlagt Anjem Choudarys netværk i Skandinavien i en analyse, betegner prædikanten som »den centrale figur« for unge muslimer i Danmark og de øvrige nordiske lande, der vælger at rejse til Syrien.

»Hans udsagn, som måske kan opfattes som latterlige eller forargelige i den brede befolkning, kan opfattes anderledes hos den lille minoritet, som er sårbar over for radikal islamistisk indoktrinering. Og vi skal være klar over, at det først og fremmest er dem, Choudary henvender sig til. Grupperne, han har været med til at grundlægge, er blevet Europas største radikale islamistnetværk«, siger Akerhaug, der fremhæver Anjem Choudarys »evne til at tale klart og med store bogstaver«.

Den muslimske pligt

En time før kælderundervisningen stikker Anjem Choudary høfligt næven frem og viser ind på sin lokale tyrkiske stamrestaurant i det østlige London. Prædikanten bestiller sin sædvanlige chokolademilkshake og et stykke tiramisu, før en tjener diskret trækker et tæppe for, så vi sidder adskilt fra resten af gæsterne. Hverken restauranten eller hovedpersonen selv synes interesseret i den opmærksomhed, der følger af Choudarys status som en af Storbritanniens mest kontroversielle skikkelser.

Så fortæller han om muslimer, der »nobelt« bliver martyrer i Guds navn. Om den britiske regerings restriktioner imod muslimer, som den mistænker for at ville drage i krig i Syrien. Og om gentagne ransagninger imod potentielle syriensfarere, præventive samtaler med yderligtgående muslimer og indragelse af deres pas.

»Jo flere love regeringen indfører imod muslimer, jo mere opnår man den omvendte effekt. Det vil unægtelig radikalisere ungdommen, for ungdommen vil sige: Hvad er pointen i at blive her, hvis jeg bare bliver arresteret? Jeg kan lige så godt tage af sted til Syrien«, siger Choudary.

»Den britiske regering og andre vestlige regeringer skubber bare ungdommen i hænderne på os og al-Qaeda og de organisationer, som de jo forsøger at bekæmpe«.

Du siger, at du ikke vil stoppe folk, der vil dø for Allahs sag i Syrien. Opfordrer du ikke de unge til at bryde loven?

»For at være ærlig er jeg ligeglad med menneskeskabte love. Menneskeskabte love kan gå ad helvede til. Regeringen kan gå ad helvede til. Alt, der er ikke-islamisk, kan gå ad helvede til. Det er min mening«, siger Choudary.

»Jeg vil sige meget klart, at hvor end i verden muslimer bliver angrebet eller udsat for vold eller får besat deres land, er det en pligt for muslimer – lige meget hvor de er – at støtte dem«.

Hvorfor tager du så ikke selv til Syrien?

»Det er ikke en pligt at tage derned fysisk. Men hvis jeg tog derned, ville det være det mindste, man kunne gøre – at stå ved sine brødres og søstres side og forsvare dem. Det ironiske er, at den britiske regering siger, at det legitimt at forsvare sig imod Bashar al-Assads overgreb. Men når muslimer tager af sted til Syrien for at forsvare sig, siger man: »I er terrorister, I skal arresteres««.

Fra sin base i England ser Anjem Choudary det i stedet som sit kald at vende den frustration, der har ophobet sig i mange unge muslimer, til en vrede imod dem, han kalder for »islams fjender«.

»Jeg er blevet velsignet med opgaven at dele de islamiske budskaber med disse unge mennesker i England, Danmark og andre lande«, siger han.

»Og skulle jeg fortælle dem, at de ikke skulle støtte deres brødre i Syrien?«.

Indoktrinering har allerede virket. Ifølge RAN, det europæiske samarbejde imod radikalisering, har særligt grupperne Sharia4Belguim, Sharia4Holland og Sharia4Norway – alle søsterorganisationer under Choudarys ledelse – været involveret i rekrutteringen af krigere til Syrien.

Når man dertil lægger et års fængsel in absentia i Belgien for opfordringer til drab på islams fjender og Hope Not Hate-rapportens konklusion om, at Choudary har direkte eller indirekte forbindelser til »mindst 70 personer, som er blevet dømt for terrorisme eller terrorrelaterede lovovertrædelser, eller som har deltaget aktivt i selvmordsangreb«, kan det undre, at prædikanten stadig er en fri mand.

Ifølge professor ved Forsvarshögskolan i Sverige Magnus Ranstorp, der kender Choudary indgående, skal svaret findes i prædikantens egen baggrund.

»Han er ekstremt opmærksom på at holde sig inden for lovens rammer. Han er uddannet jurist og kan paragrafferne. Og som sådan er han meget intelligent. Men i hans verdensbillede findes der ingen forsoning – det er bare konfrontation«, siger Ranstorp.

Han beskriver den 47-årige prædikant som en veltalende og charmerende lærd, der med sin opvækst i England kan møde de rodløse vestlige muslimer i øjenhøjde.

»Anjem Choudary spiller afgjort en rolle for radikaliseringen af sine tilhængere i Europa, og hans aktivisme gør, at efterretningstjenesterne følger ham hele tiden«.

Spørger man Choudary selv, hvordan han gang på gang har kunnet gå personligt fri af anklagerne fra de britiske myndigheder og i stedet er vendt tilbage som en religiøs boomerang, svarer han:

»Jeg tror på, at det er en velsignelse fra Allah«.

Den vilde ungdom

Det så længe ud til, at Anjem Choudary skulle vælge en langt mindre ortodoks livsstil. Han kom til verden i 1967 i Welling, en rolig arbejderforstad øst for London, hvor hans pakistanske forældre ernærede sig som handlende på det lokale marked.

Efter grundskolen blev Choudary optaget som medicinstuderede på universitetet i Southampton. Her greb Choudary tidsånden og eksperimenterede ifølge flere klassekammerater med både alkohol, cannabis og lsd.

Da Choudary dumpede sine førsteårseksaminer, skiftede han til jurastudiet og dimitterede i 1991, før han efter en kort periode som engelsklærer fik ansættelse i et mindre firma for at kvalificere sig til at blive advokat. Men Anjem Choudary blev aldrig advokat, og det skyldtes særligt mødet med én bestemt person: I en moske i London-kvarteret Woolwich stødte Choudary i midten af 90’erne på den yderligtgående prædikant Omar Bakri.

Foto: OLESEN PETER HOVE

Bakri – der senere fik indrejseforbud i England og i dag bor i Libanon – stiftede al-Muhajiroun, som skulle kæmpe for en global islamisk magtovertagelse, og den karismatiske Choudary blev hurtigt gruppens ledende figur. Al-Muhajiroun gik i store træk under radaren indtil 1999, da avisen The Daily Telegraph afslørede Choudarys rolle i rekrutteringen af muslimer til Den Internationale Islamiske Front – en organisation, der trænede britiske statsborgere til at kæmpe i Tjetjenien og på Balkan. Siden kom Choudary igen i søgelyset, da al-Muhajiroun i 2003 afholdt konferencen ’De fantastiske 19’ som en hyldest til de 19 selvmordsbombere, der mistede livet under terrorangrebet mod World Trade Center i New York.

»Disse personer er muslimer, de udførte deres islamiske ansvar og pligt, så i den henseende var de fantastiske«, lød det dengang til flere britiske aviser fra Choudary, der flere år senere igen slog sin sympati for al-Qaeda fast, da han stod bag den symbolske begravelse af Osama bin Laden foran den amerikanske ambassade i London.

Sidste år ramte Choudary så igen forsiderne på de britiske aviser, da han afviste at tage afstand fra to militante islamisters makabre drab på en britisk soldat. Kort efter erkendte Choudary, at den ene drabsmand tidligere havde haft sin gang i al-Muhajiroun.

På samme vis er det kommet frem, at en af terroristerne bag angrebet i 2005, da fire mænd udløste deres selvmordsbomber i Londons undergrundsbane og en dobbeltdækkerbus, benyttede et hus ejet af al-Muhajiroun som opholdssted i ugerne op til aktionen.

Og Choudarys eget svar på anklagerne? Med sin karakteristiske juridiske næse for ytringsfrihedens rammer formåede han at lægge delvis afstand til de uskyldige mennesketab, mens han samtidig udlagde aktionen som et selvforsvar mod islams undertrykkere og samtidig lod forstå, at muslimer havde ret til at forsvare sig med »alle tilgængelige midler«.

Og det er netop på grund af de vedvarende tråde til terrorrelaterede aktiviteter, at Choudarys skiftende organisationer – herunder Islam4UK og Muslims Against Crusade – er blevet tvangsopløst ved lov i Storbritannien.

Alligevel tyder meget på, at prædikanten ufortrødent fortsætter sin indoktrinering af unge muslimer i Europa. Denne gang med Syrien som ledestjerne.

Den danske forbindelse

Anjem Choudary tager en tår af sin milkshake, før han ser ud aa restaurantens vindue for at studere middagsmylderet. Det var i denne og i de omkringliggende gader, at prædikanten i 2011 indførte de omdiskuterede shariazoner, som den danske salafistiske gruppe Kaldet til Islam senere forsøgte at indføre herhjemme.

I spidsen for forsøget stod pakistanskdanskeren Shiraz Tariq, som havde forbindelse til flere danske terrordømte, før han døde i kamp i Syrien i september 2013. Tariq var også Choudarys tætteste allierede i Danmark, men trods hans død fastslår prædikanten, at han stadig er i tæt kontakt med Kaldet til Islam og andre i kredsen af unge danske salafister, som udgør størstedelen af de danske syriensfarere.

»Der har i Danmark været meget af det, der i jeres termer vil hedde en ’militarisering’ eller ’radikalisering’ af muslimerne, men som i vores termer er at træne dem op til at forstå realiteterne. Martyrdommen, der overgik bror Shiraz’ og andre, der var med ham i Syrien, er en milepæl i udviklingen af det muslimske miljø i Danmark. Når andre ser, at disse muslimer ikke holder sig i Danmark, ikke adlyder de demokratiske love og ikke ser sig selv i en nationalistisk kontekst, men i stedet ofrer deres liv for at forsvare muslimer andre steder, så … Jeg mener, hvad er bedre end at se en opgive sit liv for en sag, han tror på?«, siger Anjem Choudary.

Choudarys analyse er ikke grebet ud af den blå luft. For selv om Shiraz Tariqs død midlertidigt svækkede prædikantens indflydelse i Danmark, lægger han ikke skjul på, at han stadig underviser danske støtter i sin radikale udgave af islam:

»Ja, selvfølgelig kommunikerer jeg stadig med dem. Takket være Gud er der heldigvis mange, der ønsker at følge min vej. Jeg har god kontakt til mine danske brødre«.

Hvordan og hvor ofte kommunikerer I?

»Med internettet og de sociale medier behøver vi ikke længere at mødes fysisk for at tale. Jeg har lige fået en mail i dag fra nogle brødre, som gerne ville læse hos mig«.

Choudary finder sin iPhone frem fra lommen på sin kjortel. Sekundet efter fremviser han en mail fra Dawah DK – en muslimsk gruppe i Københavnsområdet med hundredvis af støtter på Facebook, som Choudary efter eget udsagn har tæt kontakt til.

»Nu spørger de mig, om jeg kan tale for dem på Paltalk (en lukket social platform, red.). Jeg får regelmæssige henvendelser fra Danmark, Belgien, Holland og Norge. Med Skype og Paltalk er det blevet meget nemt at kommunikere og dele viden om islam. De ser mig vel som en, der ikke går på kompromis i min kamp for sharia. De vil gerne have del i den kamp«, siger Choudary.

Det er netop gennem livetransmitterede internetprædikener, at salafister i Danmark følger Choudary. Fra tid til anden får han besøg i London af danske muslimer, fortæller han. Men langt det meste af kommunikationen foregår over nettet, hvor tilhørerne kan stille spørgsmål og få svar på deres dilemmaer.

»Miljøet i Danmark er ikke nystartet, de har allerede gjort deres egne erfaringer. Nu vokser der nye unge op, som kan se, at Muhammedtegningerne ikke var rigtige, og at danske troppers tilstedeværelse i muslimske lande ikke er rigtig. Det er derfor, vi ser danske muslimer reagere ved at tage til Syrien. De opfatter ikke sig selv som en selvstændig gruppe, men som en del af et globalt muslimsk sammenhold«.

Anjem Chouday afviser at svare på, om han har været direkte involveret i at sende danske muslimer i krig i Syrien. Men et blik på de sociale medier vidner om, at Anjem Choudary i ly for offentligheden spiller en central rolle i radikaliseringen af yderligtgående danske muslimer. På Facebook idoliseres han som »sheikhen« »den store Anjem« og »vores leder«, mens hans videotaler om pligten til jihad deles på blandt andet YouTube af danske brugere.

Spørgsmålet er så, hvor mange af Choudarys dekreter, der ender med at slå rod i herboende muslimer. Hvor mange syriensfarere fra Danmark, der har ladet sig opildne af den karismatiske prædikant fra London. Spørgsmålet bliver hængende bag gardinerne i restauranten, da Anjem Choudary tager en sidste slurk af sin milkshake og gør tegn til opbrud.

Forinden når han at sætte sit budskab på spidsen. I allersidste ende står muslimen som troende menneske over for en definitiv skillevej, mener han.

»Man har et valg – hvad enten man bor i Danmark eller Storbritannien – mellem at udvandre fra det land, man bor i, eller at forberede sig og kæmpe tilbage imod dem, der undertrykker én og islam. Ser du, det er vældig kompliceret. Vi er en minoritet, og vi har måske ikke midlerne eller adgangen ...«, siger Choudary.

»Men vores opfattelse er, at vi er en femte kolonne, som bor i Vesten. En dag er vi i frontlinjen for et samlet kalifat«.

Publiceret 18. juni 2014

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce