Luis Suárez med Hannibal Lecter-maske. Luis Suárez med hundekrave på. Luis Suárez med Dracula-hugtænder. Luis Suárez afbilledet som en af hajerne i 'Jaws'. Og joken: »Hvad er Suárez' livret? Svar: TorChiellini«.
De sociale medier har haft en fest siden Uruguays VM-kamp mod Italien, hvor Luis Suárez i det 79. minut satte tænderne i forsvarsspilleren Giorgio Chiellinis skulder.
Men hvorfor er en hel fodboldverden netop nu i opstand over den sydamerikanske angrebssstjernes bid? Hvorfor er det, at Suárez' tænder i blot et splitsekund var i nærkontakt med Chiellini, så grænseoverskridende for os? Hvorfor påvirker det os så meget mere end for eksempel en albue, som bliver plantet i en modstanders ansigt, eller en tackling i knæhøjde med knopperne forrest?
Det gør det, fordi det, at en fodboldspiller bider en anden mand, er så uciviliseret. Fordi det at bide er den måde, en slange, en ulv eller en abe reagerer på. Og altså ikke den måde, et menneske normalt vil reagere på.
