Det er lørdag 2. oktober 2004. B.93’s årgang 92 og 93 går på banen i Parken. De skal møde rivalerne fra HIK i den årlige lilleputfinale på det kæmpe stadion. Jeg er med på holdet. Vi har mødt HIK et hav af gange før; vi ved, at vi skal passe på deres hurtige angriber, ligesom vi ved, at deres venstre back efterlader et stort rum, vi kan udnytte, når han bevæger sig op ad sidelinjen langs den normalt tilskuerfyldte A-tribune på det stadion, hvor Byens Hold til daglig huserer.
I dag er der ikke så mange tilskuere på lægterne, men alligevel er det svært at få øje på mine forældre, der sidder et godt stykke oppe på tribunen. Jeg er 10 år, men føler mig om muligt endnu yngre, da jeg træder ind på banen i min et nummer for store paradedragt med mine holdkammerater og går fra den ene ende af banen til den anden. Her har alle de store spillet. På tv har jeg set Laudrup-brødrene indtage hele verden med deres jublen langs Carlsberg-bandereklamerne. Nu går jeg selv langs de reklamer med en fornemmelse af at være midt i en film.
I næsten 10 år har jeg haft holdbilledet fra den dag i Parken hængende ved min seng.
Det var et stærkt hold, vi havde, med et godt sammenhold. Når jeg ser på billedet i dag, er der fire spillere, der skiller sig ud.
