Foto: PETER HOVE OLESEN

Rejsen til Den Gyldne ø Elleore

Tilbage i 1944 købte en gruppe lærere en ø i Roskilde Fjord og udråbte den til et selvstændigt monarki. Her 70 år senere står den elliske nation stærkere end nogensinde – og én uge om året samles den lille befolkning på øen for at besynge deres elskede, uforklarlige rige.

I vandkanten ved anløbsbroen står en lille pige på omtrent fire år i en lang, gylden kjole. Hun drejer hovedet og spørger den fremmede:

»Ved du hvad dag, det er i dag?«.

»Nej, hvad dag er det i dag?«, spørger jeg tilbage.

»Det er kongens fødselsdag«.

Klokken nærmer sig tre, det er første søndag i august, og jeg er netop ankommet til kongeriget Elleore i Roskilde Fjord. Vi går til Kongens Gammeltorv, en lille plads midt på øen, hvorover den elliske fane, ellebrog, vajer med sit hvide x-kors over rød baggrund. Her har øens omtrent 120 indbyggere samlet sig. De venter på kongen.

Midt i det hele står en sorthåret mand i hvid uniformsjakke, hvid kasket og blå shorts. Thomas Korsgaard er hans navn, men her bliver han mest omtalt som jagtcaptainen – den praktiske leder af øsamfundet.

»Kære Elleuge!«, råber han

»Kære jagtcaptain«, svarer folket med én mund.

»Kongen er ganske få minutter fra at ankomme til havnen, og vi glæder os meget. Når kongen ankommer, vil der udbryde spontan jubel«, instruerer han de omtrent 120 personer, der står opmarcheret i geledder delt ind efter rangklasser.

Kakaomælk i royal kop

På jagtcaptainens venstre hånd står nationens øverste klasse, admiralitetet, iklædt ukurante uniformer. Alle har brystet besat med ordener og medaljer. Lige over for jagtcaptainen står fire hold af børn med hver deres fane, samt en lille flok af helt små unger. Flere af dem er klædt i dragter, der ligner det elliske flag. De er laveste klasse og har endnu meget at lære. Endelig er der officersklassen, middelklassen, placeret i geled til højre. På manges tøj går farven lilla igen, for lilla er kongens farve.

Så sker det: Kongeparret ankommer fulgt af en sort labrador, og den instruerede spontane jubel bryder ud. Kong Leo III – en rank, 56-årig herre klædt i hvid uniform fra top til tå – og dronning Carina – i kjole med et lilla silkebånd fra skulder til hofte, træder frem foran jagtcaptainen, der gør honnør med en enkelt finger til tindingen. Denne særlige honnør går igen, som kongeparret bevæger sig langs rækkerne og hilser på alle undersåtterne.

Solen bryder frem, og jagtcaptainen tager ordet:

»I 70 år har vi modtaget vores konger her i riget på hans fødselsdag. Når kongen kommer til riget, spreder skyerne sig«.

Kong Leo III holder en tale, dekorerer udvalgte borgere med ordener og trækker til sidst sit sværd og adler blandt andre premierministeren som tak for en god indsats for riget. Derefter bevæger alle sig til et lille traktement i byens rådhus, der er et højloftet kæmpetelt på 143 kvadratmeter med plads til hele nationen. Ved højbordet sidder jagtcaptainen bænket mellem regentparret. Belevent griber han en køkkenrulle, river et stykke af og vender sig mod dronning Carina.

»En tallerken, kære dronning?«.

Hun takker, lægger en bolle op på papiret og hælder kakaomælk i sin royale kop.

Fædrelandskærligheden lever

Så hvad foregår der her? Folkene på øen har svært ved at forklare det og fortæller mig, at ingen kan svare på spørgsmålet »Hvad er Ellore?«.

Men for at begynde et sted kan man sige, at Elleore er verdens ældste eksisterende mikronation. I 1944, mens millioner af mennesker forblødte på europæisk jord, og store riger sank i grus, købte en gruppe historiekloge og sprogkyndige og übernørdede lærere fra Frederik Barfods Skole i København øen Elleore og udråbte den til selvstændig nation. Grundlæggerne skulle senere blive kendt som de ni udødelige.

Siden har nye generationer taget over og bygget videre på den komplekse fædrelandsmyte, som de ni udødelige skabte, og én uge om året kulminerer det hele i den såkaldte elleuge, hvor ellefolket drager til øen og slår en stor teltlejr op og forestiller sig, at de er vendt hjem til fædrelandet efter 51 ugers landflygtighed i Danmark. Det er en travl uge, for i løbet af de syv dage skal de nå alt det, som andre nationer har et helt år til.

Det kan affejes som noget værre gak-gak eller karakteriseres som et avanceret rollespil, men det virker ikke som tilfredsstillende forklaringer, for nationen Elleore vækker ægte følelser i indbyggerne. Selv om det hele er for sjov, er det samtidig dybt alvorligt. En flok af øens veteraner forsøger at forklare mig det, da kongen senere på dagen holder reception ved sit slot – et stort blåt villatelt nær flagstangen og mindestenen for det store ingenting.

Ser solen stå op og gå ned

En ældre herre, der første gang var med på øen i 1955, husker, hvordan de dengang dyrkede de samme elliske sportsgrene som i dag: andalusisk bjergludo, 40 meters baglæns vandgang for herrer og nationalsporten krachet, som jeg senere skal lære mere om.

En anden viser sit bådførerbevis, som det elliske marineministerium udstedte til ham i 1971, og forklarer, at grænserne mellem virkeligheden og det opdigtede fortoner sig over årene, og at ingen derfor længere ved, hvad der er hvad.

»Tilbage står, at man ser solen stå op og gå ned her på øen«, siger han, inden en noget yngre kvinde bryder ind med en sætning, der indkaplser Elleores dobbelte bund.

»Så står man der og føler noget, der er ligesom fædrelandskærlighed, på en åndssvag holm i Roskilde Fjord«.

Spænder bredt i alder

Ellefolket på øen er en ubestemmelig flok. Aldersmæssigt spænder de fra blestadiet til et godt stykke over pensionsalderen, men fælles for de fleste er, at de på en eller anden måde har en tilknytning til Kildegårdens Privatskole i Gentofte. Det er herfra, nye borgere bliver rekrutteret fra 6. klasse, hvor de kommer med over og holder sommerlejr og langsomt bliver indført i den elliske tradition gennem øens undervisningssystem. Øen er i dag ejet af en lukket elevforening, for de ni udødelige har vist sig ikke at være helt så udødelige som deres rygte, men også folk udefra kan i sjældne tilfælde komme med, hvis de bliver anbefalet af to elleborgere.

Og selv om det langtfra er alle danskere, der har hørt om det lille udbrydermonarki, er det faktisk kendt i smalle kredse verden over. I rejseguiden Lonely Planets bog om mikronationer er Elleore placeret i den del, der hedder serious business.

Det er der en grund til, for ellefolket har eget kongehus (Leo III og Carina), egen regering (cabinettet), egen møntfod (leo d’or), eget flag (Ellebrog), egne frimærker (over 1.000 forskellige), egne sportsgrene (nationalsporten krachet er en slags volley med en meget, meget tung bold), eget sprog (arbitrært latin, der ligner kunstsproget interlingua med tilføjelser), tre universiteter (Skt. Fintans Universitet, Katedraluniversitetet og det mere eksperimenterende universitetscenter HUC) og egen historieskrivning (som er for kompliceret til at forklare i en parentes).

Alt det skal jeg lære meget mere om over de to dage, jeg opholder mig på øen, men lige nu står jeg bare der på en græssti mellem teltene, drikker kongelig champagne og er snotforvirret. Jeg tænker på de profetiske ord, som en elleborger sagde kort efter min ankomst:

»Hver gang du finder svar på et spørgsmål om Elleore, vil der åbne sig to nye«.

Foto: OLESEN PETER HOVE

Oktoberfest til tordenmusik

Da der hverken findes elektricitet, vand eller kloakering på Elleore, står ellefolket med store logistiske udfordringer, når nationen skal holdes på benene. Derfor har de indrettet sig strengt hierarkisk med faste opgaver for den enkelte og et fastlagt skema for hver dag. Jagtcaptainen styrer showet, men hans højre hånd, stadskommandanten – en ung fyr, der altid bærer en hvid hjelm – står for disciplineringen af folket.

Da jeg har slået mit telt op i det mere mondæne kvarter Ellerup, er luften blevet uhyrlig varm, og en venlig sjæl kommer med et tip:

»Hvis du vil bade, så husk at bede om badetilladelse hos stadskom. Ellers får du en midlertidig arbejdstilladelse«.

For den uindviede er det ren volapyk, men for elleborgerne er det klar logik. Sproget flyder med interne vittigheder og selvopfundne begreber, der alt sammen referer til det elliske univers. For en gæst føles det som at være dumpet ned i en fest for en kæmpestor sammenspist familie, men som timerne går, begynder nogle af sammenhængene så småt at dæmre. Efter ellefolket har indtaget en treretters middag bestående af rejecocktail, kronvildt og bananasplit og sunget fædrelandssange med armene sammenlænket bliver der ringet på en klokke, og stadskommandanten tager ordet. Morskaben er forbi. Det er blevet tid til at uddele arbejdstilladelser.

Det er blevet observeret, at en af øens unge indbyggere er gået gennem rådhuset i en ureglementeret påklædning, hvad stadskommandanten ikke kan sidde overhørig.

»Vi kan ikke have, at der er folk, der går gennem rådhuset i bar overkrop, vel?«, råber manden med den hvide hjelm ud over bordene.

»Neeeeej«, svarer folket i kor.

»Den smukke mand, der gik her forbi i bar overkrop, skal ikke undvære en arbejdstilladelse«, opildner kommandanten, og folket jubler.

En ung krølhåret fyr i undertrøje går op til stadskommandanten og modtager et stykke papir, der bliver underskrevet og stemplet på stedet. Dét er en midlertidig arbejdstilladelse, og den betyder, at modtageren skal tømme lokumsspanden. Dem bliver der uddelt et par stykker af.

»Der er altid arbejde til dem, der vil arbejde«, konstaterer en kvinde tørt.

Episoden er på en måde sigende for ellefolkets humor. Elleore er som omverdenen bare med et ekstra drej på absurditetens knap. Det er ikke et univers, som alle kan tage til sig.

Efter måltidet, mens et hold klædt i 70’er-disco-tøj vasker op til lyden af ’Stayin’ Alive’ og andre hits og hælder gin-tonics i gabet, fortæller en 20-årig kvinde ved navn Frederikke Rose Holm, at hun har valgt at vrage kærester, der ikke passede ind i Elleore. For det er simpelthen ikke alle, der kan oparbejde al den dedikation, som det kræver at være en del af det elliske sammenhold.

»Det handler om, at folk skal kunne lege med«, siger hun.

»Og jeg kan ikke forestille mig et liv uden Elleore. Elleore er hele livet igennem«.

Foto: OLESEN PETER HOVE

Vil have det samme som andre nationer

Selv har hun været med, fra hun var spæd, og hendes forældre er her også. Ikke sjældent sker det, at elleborgerne danner par internt, og det har resulteret i, at der ud over rekrutterne fra Kildegårdens Privatskole er en stor gruppe ganske små, indfødte elleborgere på øen. Ja, faktisk er den elliske nation større end nogensinde. For et par tiår tilbage var der blot 30-40 deltagere i elleugen. Nu er de 120, og foreningen tæller i alt 251 medlemmer.

Folk som Frederikke Rose Holm udgør en stor del af øens demografi – unge omkring de 20. Og selv om de respekterer samfundets rødder, vil de også sætte deres eget præg på, hvor Elleore skal bevæge sig hen i fremtiden. Det kan blandt andet ses ved, at der i tillæg til de mange højskolelignende fædrelandssange er opstået en ellisk undergrundsscene, der laver pop og hiphop. Og så bliver der også holdt nogle seriøse fester.

Mens et tordenvejr nærmer sig fra Danmark, bliver der gjort klar til oktoberfest på øens diskotek, Café Jokken, et stort telt på Elleores isolerede østspids kaldet Vipstjerten.

Den lille nation vil ikke stå tilbage for noget. Som Frederikke Rose Holm siger:

»Alt det, som andre nationer har, vil vi også have«.

Uvejret rammer Elleore

Halvanden time senere rammer uvejret Elleore, og lynene glimter gennem Café Jokkens blå teltdug. I glimtene kan man se fuldt udklædte elleborgere – mest de unge – feste i lederhosen og røde heidikjoler til lyden af torden og tyske schlagere. Teltet er hedt som en sauna. Var den ikke allerede feset ind, står det nu helt klart, at ellefolket ikke er typerne, der gør tingene halvt.

Selv står jeg i hjørnet af Jokken med en grøn tyrolerhat på hovedet, falsk overskæg under næsen og en lang T-shirt, der er trykt som en heidikjole på kroppen, og bæller af et literkrus med øl. Altsammen udstyr, som venlige elliske hænder har foræret mig.

Jeg trækker udenfor i det tilstødende telt, og en ung kvinde, som jagtcaptainen har sendt ud, kommer hen og begynder at tale.

Det viser sig at være nationens premierminister, den nyligt adlede Charlotte Moltke. Efter lidt snak fortæller hun, at nationen oplever nogle implemteringsvanskeligheder omkring Elleores nyeste universitetsreform.

Det sortner for mine øjne.

Elie ore - den gyldne ø

Klokken syv sytten skal ellefolket op, og Jagtcaptainen og en anden herlig type – onkel Plum iført rødt tøj og kæmpebriller med lys i – går fra telt til telt med en ghettoblaster og vækker alle.

»Godmorgen«, siger jagtcaptainen entusiastisk, som han lyner hvert telt op.

»Kan I heller ikke sove mere? Må jeg se åbne øjne og et stort smil? Her er sørme kommet lidt vand i bryggerset, husk at få luftet ud«.

Kongen er allerede stået op. På hans telt er det elliske rigsvåben påsyet: I midten er et skjold med det elliske flag flankeret af en løve og en jæger. Det er en reference til Elleores stolte historie – for tilbage i 1907 blev her nemlig skudt to løver på øen i forbindelse med optagelserne af filmen ’Løvejagten’ – en international filmsucces, som var med til at cementere Nordisk Film som en vægtig virksomhed. Ifølge ellisk mytologi går nationens historie imidlertid meget længere tilbage.

Jeg har glædet mig til i dag, for senere vil universiteterne åbne, og der vil være mulighed for at lære mere om netop historien. Men efter flaghejsning og morgenskafning bryder endnu et voldsomt regnvejr løs over det lille rige, og der bliver mulighed for at læse op i den lille grundbog ’Den udvidede basalt om Kongeriget Elleore’, som endnu en venlig sjæl har givet mig.

Ifølge bogen blev det elliske samfund grundlagt af flygtende irske munke, der var kommet på afveje. Da de øjnede Elleores flade ufrugtbare land 17. februar 944, skulle det have mindet dem så meget om hjemlandet, at én skulle have udbrudt »Hic est elie ore« – her er den gyldne ø, og derfra skulle navnet Elleore altså stamme.

I knap 600 år levede munkene på øen i Krune Kloster – hvis krønike på forunderlig vis også er kommet elleborgerne i hænde. Den samme venlige sjæl, Hans Rancke, hedder han, som gav mig grundbogen, kommer med et eksemplar af klosterkrøniken og viser, hvordan den på elegant vis fylder nogle af de huller ud, som Saxos Danmarkskrønike har efterladt sig. For hvor tog kong Valdemar hen efter blodgildet i Roskilde i 1157? Elleore, selvfølgelig.

Den komplicerede elliske historie – som jeg her kun berører et lillebitte hjørne af – er imidlertid ikke nationens kerne. Kernen er det særlige sammenhold, den særlige stemning, der bliver skabt mellem de mennesker, der overgiver sig til fortællingen, og det er dét, der er så svært at forklare, siger alle.

Tidligere på dagen forsøgte en midaldrende fyr sig med den her analogi:

»Elleore er et rum til at lege. Historien og traditionerne er rammen om legen – det er som en fodboldklub, hvor øen her er vores bane«, sagde han.

»Vores beåndede grundlæggere skrev en komplet historie, og det geniale er balancen mellem eventyr og faktisk historie. Kan man ikke historien, kan man ikke spille spillet«

Derfor bliver børnene taget i skole.

Har en tysk konsul

Ved Onkel Plums Hytte – et villatelt så rigt dekoreret med tingeltangel og lysende dimser, at det efter sigende kan ses fra månen – står en lille flok af de yngste oplinet for at tage optagelsesprøven – recitation af nationalsangen linje for linje – uden at kigge på teksten.

»Ave nostre patria, ave Campo del dea in undas cantante. In le costa gratia e gaudio es manifestante«, hakker børnene sig igennem linje for linje. De har hele ugen til at lære det, men det er kun første led i uddannelsen.

Året efter bliver man baccalaur (nyere elleisk historie, kongerække, grundlæggende viden), næste år kandidat (ældre tids historie og ellisk geografi kaldet ellegrafi) og endelig licenciat (kendskab til det elliske sprog, arbitrært latin). Ens stemmetal ved demokratiske afgørelser afhænger af uddannelsesniveau. Jo højere, jo flere stemmer.

Efter endt grunduddannelse kan man vælge at lave en magisterkonferens og endelig en doktordisputats – og for at det ikke skal være løgn, har en ældre tysk frimærkesamler, ved navn Bernhard Luerssen, der elsker Elleore og har lært sig dansk alene for at kunne forstå riget (og for sin indsats er udnævnt til konsul) – i år holdt en magisterkonferens på øen, hvor han argumenterede for, at 0-meridianen skulle flyttes fra Greenwich i England og 48 minutter mod øst til Elleore, der – som enhver elleborger ved – er klodens midte.

Under regnvejret (26 mm i alt) får jeg sat mig ned sammen med Elleores stadskommandant, den unge hjelmklædte fyr, der beder om ikke at få sit navn i avisen. Til gengæld vil han gerne fortælle, hvad hans Elleore handler om.

»For mig er det som en familie. Børn vokser op sammen og oplever et bånd og et slægtskab, der bliver en essentiel del af livet. Selv om jeg kun har været med i syv år, kan jeg ikke se mig selv forlade det«, siger han og forsøger at karakterisere elleborgerne.

»Mange af os her ville kunne trives på en scene, men vi optræder ikke for et publikum. Vi optræder for hinanden, men er samtidig helt blottede. De mennesker, der kender mig bedst, er herudefra. Vi taler om følelser og drømme. Der er en sætning i en af sangene, der fanger det godt. Den lyder: »Og alvor og gammen er rammen om stammen, når sammen om flammen, den er««, reciterer han.

»Vi er her, fordi vi er venner, men samtidig destillerer Elleore noget, der handler om livet, om mennesket, om samfundet og om gruppen. Det er det sjove ved ellemyten«.

Foto: OLESEN PETER HOVE

Øvandring med ministeren

Premierministeren, Charlotte Moltke, har taget en gul trøje på, hvis hætte ligner en løvemanke. Sammen går vi en tur rundt om Elleore, der er formet lidt som en boomerang – cirka 300 meter på den lange led og cirka 200 meter i højden.

Vi bevæger os forbi Maglelille Færgehavn og Elskoven, hvor bagebænken står. Videre ned ad Slagsiden, forbi Midtvejskrisen og står til sidst ude på Vipstjerten, hvor Jokken ligger. Røde mariehøns kravler i bynken, der er øens mest udbredte vækst. Overalt ligger hvide fjer tabt af svaneflokkene, der bebor øen resten af året.

Premierministeren er 24 år og studerer på CBS til daglig, men hver måned året rundt holder hun møde med sit elliske cabinet og oplever som de andre elleugen som årets højdepunkt.

»Jeg bliver altid glad i låget, når jeg kommer her. Når man står på havnen og kan se, at rådhuset er rejst på øen, og at folk snakker og genfinder hinanden ...«, siger hun.

»Det er fantastisk«.

Vi runder Vipstjerten, kigger ud over Morvandet, glider let forbi Andys Huk og ned til Elbuen. Premierministeren fortæller om, hvordan Elleore har handelsaftaler med verdens andre mikronationer og årligt modtager en håndfuld breve fra håbefulde nye nationer fra hele kloden.

»Men vi anerkender ikke stater, der er mindre end 17 år gamle og ikke har et indbyggertal, der er værd at snakke om«, siger hun.

Her runder vi Kap-ut, øens nordspids, hvor munkenes kloster lå, traver sydpå til Hagesmækken og ned til Kap Goddag.

»Som visse andre nationer i nabolaget stræber vi opad«.

23 minutter efter vi begyndte at gå, er vi nået hele vejen rundt.

I solnedgangen spiller en flok teenagere krachet, nationalsporten. Placeret i krydsformation – som i det elliske flag – står fem drenge på hver side og skiftes til at kaste en tre kilo tung læderbold over en snor, mens de griner hysterisk. Nogle lidt mindre unger kigger på. De er nye på øen.

»Det er en rigtig sport«, siger en.

»Alting er meget mærkeligt her. Alting bliver lavet om på en mærkelig måde«.

»Hvad synes I om det hele?«, spørger jeg.

»Hvis Elleore var et rigtigt land, ville det være verdens lykkeligste«, svarer en lille langhåret fyr. En blond pige supplerer:

»Hvis det var et land, ville jeg bo her«.

Klokken nærmer sig midnat. Elleborgerne tilbyder mig en særtransport til Danmark, og jeg slår til og slår en sidste sludder af.En kvinde siger:

»Så håber jeg bare, at du har fattet det«.

Publiceret 10. august 2014

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce