»Det er jo ikke, fordi jeg er masochist, men nogen er jo nødt til at råbe op, når skattekontrollen stort set er forsvundet«.
I næsten 40 år har Niels Juul-Hansen arbejdet som selvstændig revisor og rådgiver for mindre virksomheder, landbrug og selvstændigt erhvervsdrivende. Nu er han 74 år, driver stadig sin revisorforretning i Slagslunde nord for København – og så er han bekymret.
Lige så bekymret, som han var, da han tog turen fra Slagslunde til København en solrig formiddag i januar 2012 for at møde den daværende skatteminister, SF’eren Thor Møger Pedersen.
Politiken var med, da den gamle revisor mødte den unge minister og prøvede at gøre ham begribeligt, at de mindre virksomheder stort set selv kan bestemme, hvor meget og hvor lidt de vil betale i skat. For selv om Niels Juul-Hansen lever af at hjælpe virksomhederne med at slippe så billigt i skat, som lovgivningen tillader, er det en hån mod en garvet revisors faglige stolthed, når den nødvendige skattekontrol er lagt ned og afløst af ligegyldighed, lyder meldingen fra Slagslunde.
