»Kan I lugte det? Det er en ubehagelig og sødlig lugt af lig«, konstaterer Mogens Skou næsten synkront med, at skorstensrøgen fra den lokale fodervirksomhed blæser i retning af hans villa i Jelling.
I knap to år har den 64-årige reklamefotograf ligesom Jellings øvrige befolkning været plaget af belastende lugtgener fra foderfabrikken European Protein. Når kunderne besøger Mogens Skous kontor, undskylder han, og gang på gang må han forklare sine gæster, at grillaftener må rykke indenfor, fordi det lugter i byen.
Men lige så frustrerende lugtgenerne er for folk i Jelling, lige så god en virkning kan produkterne fra Europen Protein have på dyrevelfærden og miljøet verden over.
Svineproducenter er klar til at købe det sundhedsvenlige dyrefoder, der kan nedbringe antibiotikaresistensen i landbruget markant. Og med tiden kan foderet muligvis hjælpe til at reducere den frygtede svinebakterie MRSA i svinestaldene. Netop det potentiale er da også grunden til, at staten gennem både Fornyelsesfonden og Vækstfonden har smidt 10 millioner kroner i projektet, ligesom en af USA’s største foderproducenter, Land O’Lakes, har indgået en aftale med virksomheden.
