Siden denne artikel blev publiceret den 1. oktober, er chefen for Secret Service, Julia Pierson, trådt tilbage. Artiklen er derfor blevet opdateret.
Darrell Issa var ikke bare sur. Han var decideret oprørt.
»En ubuden gæst gik ind gennem hoveddøren til Det Hvide Hus. Det er utroligt - og uacceptabelt. Almindelig sund fornuft fortæller os, at dette er en betydelig sikkerhedsbrist (…) Det Hvide Hus formodes at være en af USA’s mest sikre bygninger. Hvordan i alverden kunne dette ske?« rasede Issa, den republikanske udvalgsformand for den såkaldte House Committee on Oversight, der er øverste myndighed for blandt andre de ansatte i Secret Service.
Målet for Darrell Issas vrede sad tæt på ham i det fyldte lokale i Repræsentanternes Hus: Julia Pierson, den 55-årige chef for Secret Service, der har til opgave at passe på den amerikanske præsident Barack Obama og hans familie.
