»Vi er gået ind i guldalderen nu og er på vej hen til ’Malkepladsen’, skifter«.
Stemmen tilhører Securitas-vagten Keld, der netop har meddelt receptionen, at han om lidt drejer nøglen i hullet og åbner porten til guldalderdrenge som Eckersberg, Abildgaard og Marstrand og tager os på en tur tilbage til 1800-tallet i de mennesketomme sale på Statens Museum for Kunst.
Det er mandag, museet er lukket, og i stedet for gæster tager kunstkatedralen imod teaterinstruktør Hans-Peter Kellner og skuespillerne fra forestillingen ’9x9x9’, der i løbet af dagen skal prøve deres ministykker i deres respektive sale for første gang.
Otte skuespillere og en enkelt danser i ni korte forestillinger, baseret på ni nye litterære tekster, skrevet med udgangspunkt i ni kunstværker fra Statens Museum for Kunsts samling: Det er hovedingredienserne i ’9x9x9’, der også kan kaldes en teaterbuffet, hvor kunstværkerne vækkes til live, og hvor publikum selv bestemmer, hvad de vil se, og i hvilken rækkefølge de vil se dem.
