»It’s so simple, no matter who you love«.
Den unge kvinde stirrer tomt ud i luften, mens hendes lyse stemme fylder rummet. I køkkenet foran hende er aftenvagten Gitte ved at finde tallerkener frem til aftensmaden. Hun dækker op til 17 ved to ovale borde, mens kvinden med det store krusede hår fortsætter sin sang om den lette, ubekymrede kærlighed.
Her er ellers ikke meget af slagsen denne torsdag aften på Café Klare. Hver gang dørtelefonen ringer, lukker personalet en ny skæbne ind på natcafeen, der er Københavns tilbud til kvinder, der akut mangler et sted at være for natten. Mange er psykisk syge. Misbrugere. Prostituerede. På flugt. På vagt. De fleste er hjemløse, og alle har de problemer, der er større, end de selv kan overskue.
På Café Klare har de helle. Her får de serveret aftensmad og har fri adgang til køleskabet, vaskemaskinen, den varme bruser og en af de 20 senge, som de selv reder op med nyvasket sengetøj, når de kommer.
