Foto: Lasse Bak Mejlvang

Psykisk syg dreng udvist efter 12 år i Danmark

Den 16-årige skizofrene Remzi blev udvist sidste sommer, fordi Justitsministeriet slog fast, at hans medicin kunne fås i Kosova. Men det er kun i teorien. EU’s menneskerettighedskommissær kritiserer Danmark for ikke at tage hensyn til barnets tarv i udvisningssager.

Vi går ind på et apotek i provinsbyen Gjilan. Remzi Baftijari er ikke vild med det. Siden han sidste år blev udvist efter 12 år i Danmark med den begrundelse, at han nu kunne få det antipsykotiske præparat Abilify i Kosova, har han været på alle byens apoteker. Ingen af stederne har det. Et sted gider de ikke svare ham længere. Danmarks Radio har også vandret fra apotek til apotek i et forgæves forsøg på at opstøve Abilify. Fotografen, der har taget billederne til denne artikel, har boet med Remzi i 18 dage og besøgt 12 apoteker uden held. Nu er Politiken her, og vi vil også på apoteket. På det første har de aldrig hørt om præparatet. På det næste slår apotekeren præparatet op.

»Det forhandles ikke i Kosova«, siger han så. Begge apoteker ser nydelige og velassorterede ud. Det er mere, end man kan sige om Gjilan. En provinsby i Udkantseuropa. Slidt og beskidt uden at være en by, hvor folk ligger og dør af sult. Huset, hvor Remzi og hans farfar har lånt et værelse, er skævt og forfaldent, og værelset ligner huset, som ligner byen, som ligner landet. Her er nusset, lidt klamt, og sengetøjet trænger til at blive skiftet. Men man dør ikke af at bo her. Sådan nogenlunde har Remzi det også.

»Folk fra Balkan overdriver altid. Jeg kan ikke lide, når folk overdriver. Mit liv bliver ikke ødelagt af at bo her. Der er andre, der har det værre. Men det er forkert, det, der er sket. Det er, som om man har haft en søn i 80 procent af hans liv. Så bliver han 15 år, og så vil man ikke have ham mere«, forklarer Remzi.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

I en ny rapport fra Europarådets menneskerettighedskommissær, Nils Muižnieks, bliver de danske myndigheder skarpt kritiseret for ikke at tage hensyn til barnets tarv, når børn udvises. I telefonen fra Strasbourg fremhæver Nils Muižnieks en enkelt sag som kroneksemplet på den danske politik. Det er sagen om Remzi.

»Det her er ikke et teknisk spørgsmål om, hvorvidt medicinen er tilgængelig. Jeg skal i princippet ikke udtale mig om individuelle sager, men sagen er kendetegnende for et bredere problem i dansk immigrationspolitik, hvor hensynet til børnenes tarv ikke tages i tilstrækkelig betragtning i disse afgørelser. At sende et barn, der er blevet traumatiseret af forældrenes forsvinden; som har seriøse mentale sundhedsproblemer; som har levet langt størsteparten af sit liv i Danmark; som taler flydende dansk; som har familie i Danmark – det kan ikke på nogen måde forenes med ånden i FN’s børnekonvention«, siger Nils Muižnieks.

Men justitsministeriet fastholder, at man har taget hensyn til barnets tarv i Remzis sag, og at Abilify er tilgængeligt i Kosova.

Denne eftermiddag går Remzi gennem Gjilan med teenagefjedre i hælene og ørebøffer på ørerne, mens han lytter til rapmusik, citerer Nietzsche, krydrer sit dansk med engelsk og siger »dude« til Deres udsendte. Det kan betyde både fætter, fyr, starut, og alt mulig andet, og det kan han selv være. Men han er glimrende selskab med sin blanding af høflighed, gammelklog lommefilosofi og ungdommeligt storhedsvanvid. Begavelsen er indiskutabel, men den har meget at slås med. Remzi lider af angst, har alvorlige psykotiske symptomer, hallucinationer og koncentrationsbesvær. Det sidste kommer jævnligt til udtryk. En gang imellem siger han noget så begavet, at man er nødt til at spørge, om det er hans yndlingsfilosof, Nietzsche. Så siger han.

»Det der, dude? Det var mig selv. Og en smule Nietzsche. Jeg blander tit mig og ham«.

Kan du ikke lige gentage det, så jeg kan få det ned på papir?

»Sorry, dude. Du er nødt til at fange det, når det kommer«.

Så sætter han ørebøfferne på og fjedrer videre. Helt bevidst om de dæmoner, der bor i ham, men også indstillet på ikke at vise dem frem til nogen, han lige har mødt.

Mor og far er væk

Remzi er født i 1997 i den gade, hvor han bor nu. Men to måneder efter fødslen forlod moderen familien. Remzi har ikke set hende siden. Under krigen i 1999 fordrev serberne familien fra Kosova, og via FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, kom faderen, farmoderen og Remzi til Danmark. De flyttede kortvarigt tilbage til Kosova i 2001, men i 2002 kom Remzi, hans far, hans farmor og hans farfar igen til Danmark. De kom med en anden gren af familien, som bestod af faderens bror, hans kone og deres børn. Den del af familien fik asyl og bor i dag i Odense. Ud over farfaderen er det Remzis eneste slægtninge, og han føler sig tæt knyttet til dem.

I de følgende år boede familien på forskellige asylcentre. Faderen var der sjældent og sad fængslet i nogen tid. Hvorfor ved Remzi ikke, men bedsteforældrene blev hans forældre. I 2006 blev faderen udvist, og Remzi gik under jorden.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

»Min far blev taget, da der var uddeling af penge på asylcenteret. Min farfar så det. Han kom hen i skolen og sagde, at jeg skulle skynde mig væk. Jeg løb gennem en skov til en bil, hvor nogen kaldte på mig. Jeg var forskellige steder under jorden, indtil min far kom tilbage til Danmark. Vi tog til Sverige og søgte asyl der«.

I halvandet år boede familien i en lille by i det sydøstlige Sverige.

»Det var min farmor, der passede mig og lærte mig, hvordan man skal opføre sig. Hun var virkelig sød og god. Men da vi fik afslag på asyl i Sverige, forsvandt min far. Jeg har ikke set ham siden. Jeg har savnet en faderfigur, men ikke ham. Han var der aldrig. Kun når der skulle hentes penge på asylcentret«.

Herefter søgte farmor, farfar og Remzi asyl i Danmark, og i januar 2009 blev de placeret i Center Kongelunden på Amager. Remzi har boet på syv forskellige asylcentre.

»Hvis jeg tænker på min barndom, kan jeg ikke huske meget. Det var, som om tingene gentog sig selv. Hver gang vi kom til et nyt center, var det lidt det samme. Samme slags mennesker. Samme slags problemer. Tiden på asylcenteret i Jelling er det, jeg husker mest fra. Børnene proppede sne i udstødningsrørene på bilerne. Jeg tror, de kedede sig meget. Og så kan jeg huske, at de en gang imellem fik tæsk af deres forældre, når de var for frække«.

Han gik i skole i den nordsjællandske by Lynge, hvor børn fra forskellige asylcentre går i skole, indtil de udvises eller er gode nok til at begynde i folkeskolen. Han havde let ved at følge med. Taler fremragende engelsk, og hans tysk er glimrende. Han har set meget fjernsyn, og det fælles sprog på asylcentrene er ofte engelsk. Men de psykiske problemer kom snigende.

»Jeg tror ikke som sådan, at det var et hårdt miljø, men jeg var ikke tryg ved at bevæge mig for langt væk fra vores dør. Allerede dengang havde jeg nogle gange svært ved at sove om natten. Jeg var tit bange og kunne ikke forklare hvorfor. Jeg tænkte tit, hvorfor kan jeg ikke sove, når nu alle andre kan. Vidste jo ikke, at der var noget, der hed depression, medicin og psykiske sygdomme dengang«.

Farmor døde

I 2009 begyndte Remzi på Gerbrandskolen nær Kongelunden.

»Ikke alle kunne lide mig, men det er jo meget normalt. Jeg klarede mig godt og var stabil. Pjækkede aldrig og blev aldrig moppet. Jeg kunne godt lide at gå der«.

Farmoderen var hans nærmeste, men hun havde alvorlige hjerteproblemer og døde i april 2009. Det var efter hendes død, at Remzi fik det værre.

»I skolen forsøgte jeg at skjule min depression bag et smil. Men jeg sov ikke, og jeg så min farmor i mine drømme. Jeg følte mig virkelig ubetydelig, og min angst var et stort problem«.

[billedhjul-1]

Når man besøger Remzi i Gjilan, er det tydeligt, at han og hans farfar har et stærkt og kærligt forhold. Men farfaderen skranter også, og da farmoderen døde, udviklede Remzi en sygelig angst for at miste ham. Gennem foreningen Asylret, der de seneste tre år har håndteret Remzis sag og kontinuerligt gjort Justitsministeriet opmærksom på, at Remzis tarv ikke blev varetaget, kom han til læge og blev indskrevet som dagpatient på det psykiatriske børnehospital Hejmdal på Frederiksberg.

I marts 2011 skrev special og overlæge i psykiatri Anne Heurlin fra hospitalet den hidtil mest grundige diagnose af Remzi. Her står, at han hører skrig om natten og reagerer med stærk angst, når der bliver tilkaldt politi på grund af slagsmål og selvmordsforsøg. Han nægter at lade sin farfar gå ud på gangen for at se, hvad der sker, han hører i tiltagende grad stemmer, og ofte er det farmoderens stemme, han hører.

»Er i risiko for udvikling af egentlig psykotisk/skizofren lidelse. (...) Det vurderes, at Remzi er i stor risiko for udvikling af svær psykisk lidelse, og at hans trivsel og udvikling er alvorligt truet«, står der i konklusionen.

Så fik han medicin. Zoloft mod depression, Truxal mod psykoser, Melatonin til at sove, Ritalin mod adhd. Det virkede ikke. I 2013 fik han så Abilify, der anvendes til behandling af skizofreni og mani.

»Det hjalp. Zoloft og Abilify var en perfekt kombination. Ikke så jeg blev helt normal, men det hjalp«, fortæller Remzi. Anne Heurlin er nu overlæge i børne- og ungdomspsykiatrien i Roskilde. Hun er den læge, som har haft mest med Remzi at gøre. Og hun mener ikke, at de danske myndigheder på noget tidspunkt har forstået sagens alvor. Det daværende Integrationsministerium begik efter hendes opfattelse en meget alvorlig fejl i 2010.

»Vi ville indlægge ham som dagpatient på Hejmdal, men da vi søgte om penge hos Udlændingestyrelsen, gik der fire-fem måneder, før bevillingen kom. I den mellemliggende periode nåede Integrationsministeriet at tage stilling til, at han skulle udvises. Det gjorde de med den begrundelse, at han godt nok blev tilset af en psykiater, men da der ikke var sat behandling i værk, kunne det jo ikke være så slemt. Der var ingen forbindelse mellem styrelsen og ministeriet. Kun fordi Asylret gjorde en meget ihærdig indsats, blev udvisningen dengang forhindret«.

Betjentene på asylcentret

Det var 11. juli 2013 klokken 6 om morgenen. Remzi, hans farfar og nogle andre beboere fra Kongelunden skulle til Lalandia.

»Fem betjente kom ind på vores værelse. De sagde, at vi skulle til Kosovo. Jeg sagde, at det kunne ikke passe. Men betjenten, som hed Hugo, sagde: »Det passer«. Vi kom ind i en jeep, og i Roskilde blev vi sat på et meget lille fly med 25 betjente; 25 flygtninge og en læge. Så landede vi i Pristina. Siden har jeg været her«.

Allerede før udsendelsen havde Asylret gjort ministeriet opmærksom på, at Abilify ikke var tilgængeligt i Kosova, og i sensommeren blev Danmarks Radio opmærksom på Remzis sag. De besøgte ham og sendte 29. september en udsendelse, der apotek for apotek, ekspert for ekspert og producent for producent dokumenterede, at det ikke var muligt at få Abilify i Kosova.

»Det er nye oplysninger for mig. De oplysninger betyder, at jeg nu straks vil bede Udenrigsministeriet om at se på, om behandlingen rent faktisk er til stede i Kosovo. Det er klart, den form for oplysninger kan vi ikke sidde overhørig«, sagde daværende justitsminister Morten Bødskov efter udsendelsen.

Ifølge Dagbladet Information modtog medlemmerne af Folketingets Udlændingeudvalg derfor 22. november et fortroligt svar fra Morten Bødskov. Anledningen var presseomtalen af Remzi. I svaret blev folketingsmedlemmerne orienteret om, at ministeriet fremover ville ændre praksis. Det skete. Nu foregår det sådan, at afslag på forlængelse af humanitær opholdstilladelse automatisk sendes videre fra Justitsministeriet til Udlændingestyrelsen. Her ser man på, om der i ministeriets afslag er taget hensyn til barnets tarv. Er der ikke det, vurderes sagen på ny.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Det har siden fået konsekvenser for en række familier, der har fået lov til at blive. Praksisændringen beskrives af både Red Barnet og Institut for Menneskerettigheder som en klar forbedring i børnenes retsstilling. Men samtidig åbner ændringen et nyt spørgsmål: Hvad med de børn, der blev sendt ud før praksisændringen? Hvad med Remzi, hvis sag muligvis gav anledning til praksisændringen?

»Man har ikke i afgørelserne taget et bredt hensyn til barnets tarv. Det kan godt være, at man har gjort det, men jeg kan ikke se det, og man er forpligtet til at gøre det«, siger direktør Jonas Christoffersen fra Institut for Menneskerettigheder. Han kalder det »slående«, at så mange afgørelser er blevet omgjort, efter at man nu ser på barnets tarv.

»Så er man da nødt til at se, hvordan man håndterede sagerne før praksisændringen«.

Du kan godt få medicinen

Selv om praksisændringen trådte i kraft i november, er Remzis sag blevet ved med at handle om medicin. Det allersidste afslag er fra 14. februar i år. Ministeriet har bedt ambassaden i Tirana i Albanien undersøge, om Abilify er tilgængeligt. Ministeriet skriver:

»Ambassaden har oplyst, at man ved et besøg i oktober måned 2013 på et større velassorteret apotek i Pristina (hovedstaden i Kosova, red.) har konstateret, at Abilify var tilgængeligt til en pris af 70 euro for en pakke på 28 tabletter a 15 mg. Ambassaden har endvidere oplyst, at ambassaden har talt med en velanskreven psykiater i Pristina, som til brug for behandling af patienter selv har hjemtaget medicin fra udlandet, herunder præparater, som p.t. ikke figurerer på listerne i Kosovo, idet den – hvis den ikke allerede kan købes på et apotek – vil kunne hjemtages«.

Derefter skriver man: »Det er således ministeriets opfattelse, at den medicinske behandling med præparaterne Abilify og Zoloft, som Remzi Bartijari har behov for, er tilgængelig i Kosovo, og at Remzi Bartijari derfor ikke umiddelbart opfylder betingelserne for at blive meddelt helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse«.

Således ministeriet. 70 euro er i øvrigt 20 euro mere end det beløb, Remzis farfar modtager i pension om måneden. Da Politiken har forladt Remzi i Gjilan, besøger vi endnu et apotek på et hovedstrøg i Pristina. Her har de aldrig hørt om Abilify. De slår præparatet op og siger, at det ikke forhandles i Kosova. Politiken har derefter i denne uge kontaktet Adnan Mustafa. Han er chefapoteker hos MPharm, som importerer medicin i Kosova. Han var, da vi talte i telefonen, overbevist om, at det ikke er tilgængeligt, men sagde, at han ville tjekke det, »da jeg vil være absolut sikker på, at den oplysning, jeg giver, er korrekt«. Derefter vendte han tilbage i en mail.

»Ifølge den seneste opdatering (4. april 2014) er Abilify ikke for øjeblikket tilgængeligt på det medicinske marked i Kosovo. Abilify kan nogle gange findes i Kosovo, men fra illegale kilder (smugling), hvilket udgør en risiko for forfalskning og kan true patientens helbred«.

Da Danmarks Radio sendte den første udsendelse om Remzi, kritiserede debattøren og psykiateren Henrik Day Poulsen anvendelsen af Abilify.

Han beskrev det som et Rolls-Royce-præparat og mente, at patienter som Remzi kunne fungere på mærker, som svarede til en Opel eller en Citroen. Det var overlæge Anne Heurlin på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Roskilde, der ordinerede Abilify.

»Det gjorde jeg, fordi han havde psykotiske episoder og følte, at nogen var efter ham. Remzi var psykisk forpint, men har aldrig overdramatiseret sin situation, som man ellers ser hos nogle. Så forsøgte jeg med Abilify, som er det præparat, der giver færrest bivirkninger inden for antipsykotisk medicin. Det er godkendt til børn og unge og giver ikke de her bivirkninger i form af stor overvægt. Der er få godkendte præparater til børn, og for Remzi var Abilify det mindst generende«, forklarer Anne Heurlin, som mener, at Remzis sag handler om noget større end medicin.

»Den dreng er en sød og velbegavet med en sårbar psykisk konstitution, som man ikke skal undervurdere alvoren i. Men han er jo ikke hamrende skizofren eller svært psykisk syg. Han har bare en forfærdelig, belastende livshistorie, og det er jo det, der har gjort, at han er væltet. Det er ikke sikkert, at han havde fået brug for medicinen, hvis han havde følt sig tryg og sikker«.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Den europæiske menneskerettighedskommissær, Nils Muižnieks, er ikke i tvivl. Remzi bør hentes hjem til Danmark, og de andre sager, der blev afgjort før praksisændringen, bør gennemgås på ny.

»Det er et spørgsmål om ånden i loven, og det er er meget svært at argumentere for, at det er i barnets interesse at blive sendt til et land, det ikke kender, og hvis sprog det ikke skriver. De ældre sager bør genovervejes, og hvis afgørelserne er seriøst i strid med barnets interesse, skal de bringes tilbage. Jeg forstår, at spørgsmålene om immigration og asyl er meget følsomme i Danmark, men barnets tarv må gå forud for disse immigrations og kontrolovervejelser«.

Justitsministeriets svar

I Justitsministeriet ønsker man ikke at kommentere den konkrete sag, men holder trods de nye oplysninger fast i, at Abilify kan fås i Kosova. Ministeriet oplyser desuden via mail, at det ikke er et krav, at medicinen er tilgængelig på alle apoteker, men alene et krav, at medicinen kan skaffes ved for eksempel hjemtagelse fra udlandet.

»Det er endvidere ikke en betingelse, at sundhedsbehandlingen i hjemlandet er af samme karakter som den behandling, der tilbydes i det danske sundhedsvæsen, så længe der foreligger oplysninger fra hjemlandets sundhedsmyndigheder eller andre relevante steder om, at den pågældende sygdom rent faktisk kan behandles i hjemlandet«.

Remzi Baftijari har udtrykkeligt og via mail givet tilladelse til, at de relevante myndigheder udtaler sig til Politiken i hans sag. Det er sædvanligvis tilstrækkeligt, og vi har videresendt Remzis mail til ministeriet. Ministeriet fastholder dog, at man ikke ønsker at udtale sig i den konkrete sag. Hvad angår den generelle kritik, skriver justitsminister Karen Hækkerup (S) i en mail til Politiken.

»Ministeriet har af egen drift har fundet fejl i 5 sager om afslag på forlængelse af humanitært ophold, hvor der ikke var blevet vejledt tilstrækkeligt. 3 af disse sager vedrørte familier med mindreårige børn, og der kan derfor i disse sager være tvivl om, hvorvidt barnets tarv har været inkluderet i udlændingemyndighedernes sagsbehandling. 2 af familierne har efterfølgende fået opholdstilladelse, mens den sidste familie har anmodet om at få genoptaget sagen og i den forbindelse indsendt nye lægelige oplysninger«.

»Denne sag verserer fortsat i ministeriet, og her kan der så rettes op på den manglende vejledning. Det har givet anledning til, at jeg har bedt ministeriet om at tjekke, om alt er i orden i sagsbehandlingen, når det handler om humanitært ophold. Ud fra de foreløbige oplysninger jeg har fået, har jeg ikke grund til at tro, at der er noget yderligere galt end problemet med manglende vejledning, som ministeriet selv har gjort opmærksom på. Men som i alle andre sager skal myndighederne være sikre i deres sag (...) Derfor gennemgår ministeriet sager omfattende mere end tusind personer, så vi sikrer os, at alt er foregået – og foregår – korrekt«.

Im, Songül og Remzi

Remzi er ikke yndige syv år gamle Im Nielsen fra Thailand med mellemrum mellem tænderne, prominente lokalpolitikere og en determineret nordjysk lokalbefolkning bag sig, der synes, det ville være i strid med barnets tarv at udvise Im og hendes mor, fordi Ims danske stedfar lige var død af kræft.

Så efter en massiv mediedækning og et landsdækkende folkeligt og politisk pres på daværende justitsminister Morten Bødskov lavede Folketinget en særlovgivning, der med tilbageværkende kraft tillod Im at rejse tilbage til Danmark, selv om hun ikke led nød i Thailand, og alle regler var overholdt. Nu går hun i skole i Danmark. Hendes sag kom andre børn i lignende situationer til gode.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Remzi er heller ikke 19-årige indtagende Songül Yüksel med bølgende hår, tårnhøje karakterer og en hel gymnasieklasse bag sig i Køge.

De rejste sagen om deres klassekammerat og fik store dele af befolkningen og politikerne på Christiansborg til at mene, at det ville være urimeligt og i strid med hendes tarv at sende hende tilbage til Tyrkiet.

Derfor bevirkede historien om Songül Yüksel, at hun selv og 30 andre børn i begyndelsen af 2014 fik lov til at blive i Danmark, selv om de havde opholdt sig ulovligt i Danmark, efter at de fik afslag på familiesammenføring. Songül går stadig i sin gymnasieklasse i Køge.

Sådan er det ikke med Remzi. Hans gamle klasse på Gerbrandskolen har oprettet en hjemmeside, men den har ikke haft nogen effekt. Han har ingen lokale politikere eller nogen lokalbefolkning bag sig, for han har boet det meste af sit liv på et asylcenter.

Nu bor han i Gjilan med sin farfar i et værelse hos farfaderens bror. De skal snart ud, da andre familiemedlemmer skal rykke ind. Remzi har forsøgt at gå i skole, men det fungerer ikke.

En gang imellem går han på café med nogle, han kender, men det meste af tiden er han på de sociale medier med sine venner fra Danmark. Hans farfar er bekymret og mener, at han isolerer sig. Om natten har han stadig mareridt, og selv om han ikke fremturer med det, fortæller han, at han stadig har angstanfald og depressioner.

»Min krop er her, men mit sind er ikke, og det er ikke her, min fremtid er. Min fremtid er i Danmark. Det er der, jeg er vokset op, det er der, jeg har venner. Jeg har ikke biologisk dansk blod, men det er der, jeg hører til«.

Af hans facebookprofil fremgår det, at han i fodbold holder med Real Madrid, FC Barcelona og FC København. Ved siden af hans billede, hvor han står med solbriller og omvendt kasket, står der ’Incomplete genius’. Under rubrikken, hvor man skal skrive om sig selv, har han skrevet: »I’M CEO BITCH hos Microsoft og CEO hos Apple Inc. Studerer på Harvard University. Bor i Dragør. Kommer fra Dragør«.

I Pristina besøger vi endnu et apotek. Det hidtil største. Apotekeren siger først, at Abilify vil kunne skaffes, og at hun har set det. For at være sikker ringer hun til sin hovedleverandør. Lidt senere vender hun tilbage. »Det forhandles ikke i Kosovo. Det er for dyrt«, siger hun.

Publiceret 14. april 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce