Med noget, der ligner en edderkop på hovedet, er 28 mennesker sat til at se en tv-serie, der endnu ikke har haft premiere. En for en møder de op, får en kort snak om, hvad der skal foregå, og får koblet edderkoppens 14 elektrodeben på hoved og krop.
Vi befinder os i DR Byen, det er december 2013. Lyset dæmpes, og en tidlig version af premiereafsnittet til DR’s ’Arvingerne’ begynder.
Edderkoppen er en hjerneskanner, og samtidig med at den måler testpersonens hjernebølger, bliver der også målt blodtryk og andre fysiske reaktioner. Mens den syge mor i ’Arvingerne’ kontakter sin bortkomne datter, mens plejeforældrene ængstes over datterens reaktion, under turen til hospitalet, og mens lillebror Emil får besked om sin mors død, måler instrumenterne løs.
På den måde samler skanneren fysiologiske reaktioner, der via algoritmer kan oversættes til publikums følelsesmæssige reaktioner. Resultaterne giver forskerne indblik i, hvordan testpersonen reagerer på hver enkelt scene, hver enkelt replik sekund for sekund i de 58 minutter, afsnittet varer.
