De er fanget. Horder af instinktdrevne kødædende monstre banker kroppe, arme og hoveder mod glasdøren. Eneste redning er en lastbil, som står et godt stykke fra varehuset, hvor de gemmer sig. Men gaderne vrimler med zombier. En desperat plan. De henter en livløs zombie ind. Parterer ham og smører sig ind i hans rådne indvolde. Så vil zombierne ikke kunne lugte dem. Det virker! Men så begynder det at regne ...
Scenen kommer fra den amerikanske kabelstation AMC’s flagskib, serien ’The Walking Dead’. En verden inficeret af zombier, der lever af mennesker, og hvor de overlevende må gøre ting, de tidligere aldrig kunne drømme om. Hvor børn lærer at dræbe zombier med skovle og spyd. Hvor en mand bliver bortført og kommer til sig selv kun for at opdage, at andre overlevende er i gang med at spise af hans afsavede ben.
Civilisationen er brudt sammen, og nu gælder Darwins lov: Den stærkeste overlever. I femte sæson af ’The Walking Dead’, som i øjeblikket vises i USA, er menneskene ud over at bekrige hinanden nu også begyndt at spise hinanden.
Og seerne elsker det. Siden serien begyndte i 2010 med 5,35 millioner seere fra premieren og til knap 6 millioner ved sæsonfinalen, er seertallene eksploderet, og i den femte sæson, hvor stadig flere opfindsomme zombieaflivninger og fortsat rivalisering blandt de overlevende mennesker nu er krydret med kannibalisme, er seertallet for premieren oppe på 17,3 millioner.
