Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Mette Dreyer/Politiken-Tegning

Brøgger og Leth: De to kæmpestore forbilleder

For flere generationer af tænksomme kvinder og mænd er henholdsvis Suzanne Brøgger og Jørgen Leth blevet de helt store forbilleder. Også for ganske unge. Så har kulturikonerne også det til fælles. Men hvorfor?

Et sted i andet bind af sin selvbiografi, ’Det uperfekte menneske’, skriver Jørgen Leth, at han mødte Suzanne Brøgger ved et selskab i Vanløse. Der udviklede sig en flirt mellem dem, og flirten førte senere til et vandret rendezvous hjemme i hendes lejlighed, hvor Leth flere gange røg ned på gulvet, fordi silkelagnerne var så glatte?

Jørgen Leth figurerer dog ikke på Suzanne Brøggers egen liste over mænd, som hun har været i seng med; den liste, som er gengivet i ’Krukke’, Louise Zeuthens biografi over Brøggers første 40 år på Jorden. Det gør nu ikke noget. Den er sikkert god nok. Under alle omstændigheder skulle man nok have været der selv.

Det er mange år siden, der er løbet meget vand i åen, og nu har Suzanne Brøgger (f. 1944) og Jørgen Leth (f. 1937) nogle flere ting tilfælles: De er begge meget aktuelle i 2014. Suzanne Brøgger er det i forbindelse med udgivelsen af ’Krukke’; Jørgen Leth er det som det vokale omdrejningspunkt i trioen Vi Sidder Bare Hers tredje pladeudgivelse, ’Ingen regning til mig’.

Men der er noget mere. De er begge blevet store forbilleder for flere generationer af henholdsvis mænd og kvinder.

For at teste det stillede jeg forleden et par spørgsmål ud i det store åbne rum på Facebook. Først spurgte jeg, hvor mange der ville blive ramt af ærefrygt, hvis de mødte Suzanne Brøgger – og hvorfor.

Det var der tilsyneladende en del (kvinder), der ville. For én (godt nok en mand) ville det være som at »rende ind i Frihedsgudinden« – på grund af »hendes majestætiske tilstedeværelse«, tilføjede en kvinde.

En anden kvinde pegede på den »unikke og kompromisløst modige måde, hun bragte sig selv og egen krop i spil« på, og »så er hun jo feminist på den ikke-sure måde. Det kan jeg godt lide«.

En tredje ville ikke føle decideret ærefrygt, »men sikke en dame at tale med, uanset hvem hun sidder ved siden af, løfter hun alting op på et interessant niveau, sætter alting ind i nye spændende sammenhænge. Det er selvsagt meget inspirerende, fordi verden med et bliver stor og fortryllende«.

Med Jørgen Leth spurgte jeg: Hvad er det, han kan, der gør ham til et idol for mange mænd?

En mand svarede: »Ærligheden – det uperfekte menneske. Han har gjort det legitimt at være en mand med fejl og mangler«.

En anden mand mente »sunde interesser: sport, mad, kunst, kvinder og kvalitet og vel et levende eksempel på, at sådan ville man også gerne selv være/blive, når man træder længere og længere ind i de voksnes rækker«. Han fortsatte: »Charmerende, distingveret, passioneret, begejstret, nysgerrig, tidløs, anarkistisk og lidt sær«.

En tredje mand hæftede sig ved, at Jørgen Leth »er single på en bevidst og overskudsagtig måde, så han uhindret og uhæmmet kan dyrke sine passioner«.

En fjerde skrev: »Før det med kokkens datter var han jo bare en o.k. sej flanør. Men så blev han farlig. Det gør ham attraktiv, at han modsætter sig nogle af de middelklassedogmer, vi andre lever efter«.

Med kokkens datter refererede han naturligvis til medieorkanen omkring Jørgen Leths selvbiografi, ’Det uperfekte menneske’, fra 2005, hvor Leth i et kapitel skriver, »Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret. Jeg kan have hende, som jeg vil«.

En femte spurgte, om ikke netop balladen om kokkens datter »var den endelige kanonisering af Leth som puritanismens modstykke« og tilføjede, at han selv »elsker« Leth og »har gjort det i mange år for hans vilje til at skabe eposser ud af banaliteter«.

Fri bevægelse mellem identiteter

Laura Luise Schultz har som lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet beskæftiget sig professionelt med både Suzanne Brøggers og Jørgen Leths kunstneriske oeuvre. Hun har også en forklaring på, hvorfor de hver især er blevet forbilleder for flere generationer. Det er på en måde meget enkelt:

»Det handler om, at de har formået at bevæge sig frit mellem mange roller og identiteter«, siger Laura Luise Schultz.

Hun peger på, at Jørgen Leth både er en smal digter og filmskaber og en folkelig cykelsportskommentator. Han kan på samme tid være boheme og levemand og honorær konsul i Haiti. Og han kan være »den gode far og den neurotiske narcissist« og den »sexede kvindebedårer og den aldrende mand, der beskriver kroppens forfald«.

Og hvad angår Suzanne Brøgger, så forener hun ifølge Laura Luise Schultz i sin figur »feminismen og fejringen af den seksuelle frigørelse med moderskab og parforhold. Hun er både globetrotteren, der rejser mellem verdens storbyer og brændpunkter – og mosekonen, der sidder og brygger langt ude på landet«, siger Laura Luise Schultz.

Det, de har til fælles, er altså »forhandlingen af kønsidentiteterne«, og det er der, skandalen, som er en stor del af fascinationskraften, opstår.

»Suzanne Brøgger har altid været dér, men Jørgen Leth rammer ind i skandalen med ’Det uperfekte menneske’. Man skal ikke være blind for, at de har noget til fælles, som handler om, at de midt i al den iscenesættelse tør sige, hvordan det er. Og det synes jeg var den største fejl i hetzen mod Jørgen Leth: at man ligesom ville skyde budbringeren for at sige, hvordan den mandlige seksualitet tager sig ud her og nu-agtigt. Han insisterede jo bare på at stå ved den i alle de utilstrækkeligheder, som jo altid gælder for begge køn«, siger Laura Luise Schultz.

Men yngre generationers fascination af Jørgen Leth ulmede flere år før ’kokkens datter-optrinnet’. Anders Leifer, der i dag er film- og serieredaktør hos TV 2, underviste sidst 1990’erne i film- og medievidenskab på Københavns Universitet, og en dag havde han inviteret Leth til at gæsteforelæse.

»Et af auditorierne var fuldstændig pakket, og Jørgen var meget benovet over at se den interesse fra de unge mennesker. Det havde han på det tidspunkt aldrig prøvet før, sagde han«, fortæller Anders Leifer, der i 1999 udgav interviewbogen ’Også i dag oplevede jeg noget’ med Jørgen Leth.

Hvis mange mænd i dag har en svaghed for Jørgen Leth, mener Anders Leifer ikke, at det skyldes, at Leth kan afkodes som en særlig ’mandlig stemme’ – »kun i det omfang, man betragter det som særlig maskulint at være lidt nørdet og fuldstændig opslugt af for eksempel cykelsporten. Jeg tror, Jørgens engagement i stoffet er det afgørende«.

Lige dele mystik og ærlighed

Men hvad siger fansene, hvis man går dem lidt på klingen? Signe Høirup Wille-Jørgensen er bedre kendt under kunstnernavnet Jomi Massage (f. 1974). Hun er temmelig vild med Suzanne Brøgger, som hun opfatter som »et levende bevis på menneskelig frigørelse, intellektuelt og kropsligt«.

»Jeg har altid oplevet, at Suzanne Brøgger tager enhver form for kamp mod konventioner det skridt videre, der gør, at for eksempel en kvindekamp bliver til en frihedskamp for mennesket. Det er enormt inspirerende for min nutidsfeminist, og sådan tror jeg, mange kvinder i min generation har det«, siger Jomi Massage.

Foto: Mette Dreyer/Politiken-Tegning

Hun fremhæver Suzanne Brøggers »lige dele mystik og ærlighed« og det, at hun samtidig er »fuldstændig tilnærmelig«, som en stor tiltrækningskraft.

»Der er et blottende nærvær i hendes ord, der kun virker, hvis man giver det samme nærvær tilbage. Hun virker kun, hvis man tager hende ind. Det er kunst. Livskunst og teater, sådan som enhver dag gerne må være. Så det er en hunger i mig. At spejle mig i hendes evne til koncentration. Lære af den«.

Når du siger »tager hende ind«, hvad mener du så? Hvad skal der til for at tage Suzanne Brøgger ind?

»Hvis man ikke lytter fordomsfrit, vil man kun lytte til provokationen. Når man lytter fordomsfrit, bliver det lettere at forstå nuancerne i de reaktioner, det sætter i gang i en«.

Suzanne Brøgger har ikke en personlig profil på Facebook; det har Jørgen Leth. Men han har ikke en konto på Twitter. Dér er Suzanne Brøgger til gengæld ret aktiv med 688 tweets siden juli 2012.

Forleden søgte jeg på hashtagget #JørgenLeth på Twitter. Det er som at kaste en fiskekrog ud og fange folks omtale af det pågældende hashtag. Der dukkede flere fotos fra Jørgen Leths koncerter med Frithjof Toksvig og Mikael Simpson i trioen Vi Sidder Bare Her op. En mand omtalte 2. november en koncert med dem på Skråen i Aalborg som »en kærlig lektion«. En tilsvarende koncert nogle dage senere omtalte en anden mand som »ren lutring«.

Og helt tilbage i maj skrev en mand ved navn Peter Lynglund, der ser ret ung ud på sit profilbillede, at han »holder ualmindelig meget af Jørgen Leth«. Hans tweet linkede til en lille film på Politikens netavis, hvor Jørgen Leth fremfører nummeret ’Mænd græder’ fra cd’en ’Ingen regning til mig’: »Der er nogle, der siger, at det er underligt, når mænd græder. Underligt. Men det er da ikke!«, siger Leth.

På cd’en ’Ingen regning til mig’ er der også et nummer, der hedder ’Kalkunhals’. Her fortæller Leth, hvordan det er at blive gammel. Hørelsen svigter. Man får stive ben (»det er noget lort«). Forfaldet. Og så er der frygten for at få kalkunhals, som Leth igen og igen beder sin omgangskreds verificere, at han ikke har.

Peter Lynglund, der læser på 3. semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, fortæller, at han blev eksponeret for Jørgen Leth, da han som dreng begyndte at se Tour de France sammen med sin far. Først kunne han ikke så godt lide hans stemme, men for en dreng, der allerede i 6. klasse vidste, at han gerne ville være journalist, blev det hurtigt tydeligt, at Jørgen Leth »er en utrolig god formidler af cykelsport, og så formulerer han sig helt utrolig præcist«.

»Jeg fik ’Det uperfekte menneske’ i gave engang og blev betaget af hans måde at udtrykke sig på«, siger Peter Lynglund, der betegner Leth som »et stilikon, en connaisseur med en forkærlighed for gode vine og mørklødede skønheder«.

Peter Lynglund er fascineret af, at Jørgen Leth indledte sin karriere som »en halvlurvet jazzanmelder«, og han opfatter ham »som et superkomplekst menneske med en flyvsk tilgang til tingene – han har vist haft tre koner«.

Mediestormen omkring kokkens datter synes han »var helt ude af proportioner«. For nogle år siden arbejdede han i afdelingen for prismærkning og varemodtagelse i kælderen under stormagasinet Salling i Aarhus, fortæller han. En dag var sagen oppe at vende igen.

»Vi var tre fyre i afdelingen, som alle holdt med Jørgen Leth. Resten var kvinder fra 25 år og op til 70 år. De sagde, at han var en gris, men de ville ikke tage rigtig afstand fra ham, da det kom til stykket, lagde jeg mærke til«.

Bortset fra cykelfilmen ’En forårsdag i helvede (1977) har Peter Lynglund ikke set nogen af Leths film.

Lektor Laura Luise Schultz siger, at Jørgen Leth og Suzanne Brøgger fremstiller og udnytter det vilkår, at vi i dag lever »i en medierealitet«, hvor vore identiteter kan formes og ændres.

»Men det afgørende for deres fascinationskraft som rollemodeller er paradoksalt nok, at de samtidig også afdækker smertepunkterne og virkelighedens grumsede utilstrækkelighed i forhold til vores idealer om hele tiden at være på, som jo rummer en frihed, men også et pres. For eksempel om, at vi hele tiden skal være omstillingsparate i vores arbejdsliv, at familien og parforholdet kan opløses uden varsel og så videre. Det er den afdækning af virkelighedens utilstrækkelighed i forhold til vores ideale fremstillinger af den, som er det virkelig provokerende og skandaløse, men også det, der får os til at lytte«, siger Laura Luise Schultz.

Publiceret 4. december 2014

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce