En ung mand rejser sig fra sin stol, bøjer sig langsomt ind over bordet og fører med største præcision sin hånd frem mod midten af bordpladen.
Mellem fingrene har han en tynd mikadopind med en magnet fastgjort i midten. Han vurderer. Slipper den så. Betragter et øjeblik svingommen mellem magnetisme og tyngdekraft, som de tynde pinde vuggende udfører i luften.
»Kom så ...«. Modstanderen, en ung kvinde, banker pludselig i bordet, i håbet om at de mange pinde vil falde til jorden. Men det gør de ikke. Ikke før det bliver hendes tur og pindene fra den moderne udgave af mikado, klickado, stryger mod gulvet og lander med små dump og blander sig med lydene af raflebægre, brikker, der rykker på spilleplader, nederlagssuk og vinderbrøl og en espressomaskines bryggelyde fra baren.
»Sidst jeg talte, havde vi 510 forskellige brætspil. Men vi er ved at sætte flere hylder op. Og hvis det fortsætter i samme tempo som hidtil, når vi snildt op på 1.000 spil inden for et år eller to«, siger Bo Thomasen.
