Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Katinka Hustad

Rum stresser os - eller det modsatte

Det rum, du befinder dig i, har betydning for, hvor meget stresshormon du udskiller. Rum kan have betydning for dit immunforsvar, viser ny forskning, som arkitekt Lars Brorson Fich står bag. Vi tager med ham til et fængsel, et hospital og et museum.

FOR ABONNENTER

Cellen lugter stadig af urin, selv om terazzogulvet er vådt efter afvaskningen.

Den indsatte har siddet her, mens han var under observation, men nu er det lille rum med den matsorte plastikmadras gjort klar til en ny gæst. Lukker man døren i bag sig, og efterlades man alene, kan man mærke det. De anmassende vægge i det højloftede rum, panserglassets uigennemtrængelighed, en sær fornemmelse af at være overmandet. Man vil gerne ud igen. Nu.

Foto: HUSTAD KATINKA

Vi er i Vestre Fængsels sydfløj, hvor landets værste forbrydere sidder varetægtsfængslet. Peter Lundin og Amagermanden har siddet her i modtageafdelingen, og lige nu fylder de sigtede fra den store hashsag på Christiania godt op. Indimellem bliver såkaldt almindelige borgere låst inde i det gamle arresthus.

»Jeg har oplevet, at familiefædre, der er havnet i en fogedretssag, reagerer ved at smøre deres egen afføring ud over væggene«, siger fængselsbetjenten, som vi må oplyse hedder Nielsen til efternavn.

Arkitekt og forsker Lars Brorson Fich nikker.

»Stress bliver dominerende herinde«, siger han.

Vi træder ind i en af de mere almindelige celler. Den indsatte er netop ført til badet, og en lampe dingler fra loftet i en gulnet ledning.

»Fuck brothas«, står der på den med tynd skrift. Lars Brorson Fich fortsætter:

»Rummene er smalle og højloftede, og de giver en fornemmelse af, at man er klemt inde«.

Det er netop en tanke, der vokser, mens vi er herinde, hvor udgangsdøren stadig låses med en stor jernnøgle: at straffen også er stress, selv om ordet først begyndte at blive brugt i sin nuværende betydning i 1930’erne.

»Her i den nederste etage, i modtageafdelingen, er der et ekstra forhøjet stressniveau«, siger fængselsbetjenten.

»Man kan se det på kropssproget. De indsatte græder nemt. Sygeligheden er høj, og næsten alle har fysiske skavanker, der plager dem. Især de isolerede. Det er, som om der sker en kropslig degeneration«.

Vi befinder os i Vestre Fængsel, fordi vi har sat os for at besøge tre forskellige rum, der hører til i Velfærdsdanmark: et fængselsrum, et hospitalsrum og et museumsrum. Her i den virkeligste af alle verdener vil arkitekt og forsker Lars Brorson Fich fortælle om de resultater, han er kommet frem til i sin ph.d. om arkitektur og stress.

Afhandlingen er lavet med en forskningsgruppe fra Aalborg Universitets Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), Universitetet i Lund og Københavns Universitet.

»Jeg er af den overbevisning, at arkitektur opleves med kroppen. Og nu kan vi måle det«, siger Lars Brorson Fich.

I et forsøg med 50 personer påviste han, at rum påvirker de grundlæggende systemer i menneskekroppen. Forsøgspersonerne gennemgik en stresstest, mens de havde oplevelsen af at befinde sig i forskellige rum skabt ved hjælp af en tredimensional rumsimulator. Elektroder overvågede hjertet og det autonome stresssystem, mens niveauet af stresshormon blev målt med en avanceret spyttest.

Forsøgets konklusion var, at man udskiller mere af stresshormonet kortisol i blodet, når man befinder sig i rum, hvor der ingen åbninger er, modsat rum, hvor der er åbninger ud til et tomt landskab.

»Det autonome nervesystem, der knytter an til kredsløbet, reagerede ikke på rummet, men det gjorde det system, der udskiller stresshormonerne«, siger Lars Brorson Fich.

Fanger går i chok

Vi tilbringer omkring 90 procent af vores tid indendørs. Alligevel er der overraskende lidt forskning i, hvad arkitektur betyder for vores adfærd og vores hjernefunktioner. At kroppen så tydeligt reagerer med stress i særlige rum er en opdagelse, der er vigtig, mener arkitekten.

»Kortisol udskilles i kroppen, når den gør sig klar til en flygt-kæmp-reaktion. Men over længere tid nedbryder det immunforsvaret«, siger han.

Her i arresthusets sydfløj er der ikke sket de store indretningsarkitektoniske omvæltninger, siden bygningen åbnede i 1895. De flødefarvede vægge, det gamle træværk og jerntrappen taler tungt til sikringsdørene og stengulvet. En ting er dog ny: Alle celler har fået et større vindue end tidligere. Det er vigtigt for D-vitaminniveauet, forklarer fængselsbetjent Nielsen.

»Og de indsatte udtaler, at det er mere behageligt. Rummene føles ikke så indelukkede«, siger han.

En af de indsatte lader os komme på besøg i hans celle. Vi står tæt og taler. Samtalen må vi ikke gengive, men den indsatte giver udtryk for, at man aldrig vænner sig til at leve i det lille rum.

»En celle er en celle«, siger områdeleder Jacob Didriksen: »Mange får et chok, når de kommer herind«.

Men reaktionen er meget forskellig, forklarer fængselsbetjent Nielsen. Han har oplevet indsatte gemme sig inde i skabet, fordi cellen har virket for stor.

Han spørger områdelederen, om han kan huske en bestemt drabsmand, som var varetægtsfængslet sidste vinter.

»Han pakkede sig ind i viskestykker og cellofan som en reaktion på at blive lukket inde«, siger fængselsbetjenten.

Foto: HUSTAD KATINKA

Herinde bliver Lars Brorson Fichs forskningsresultater sat på spidsen. Fængslerne er historisk set skabt på en måde, så de aldrig bliver et sted, hvor borgerne foretrækker at være.

Da den store jernnøgle har lukket os ud på den anden side af muren, siger han:

»Når vi kan måle, at rum skaber stress, rejser det også spørgsmålet, hvad vi vil med vores fængsler. Spærrer vi folk inde for at rehabilitere dem eller bare for at få dem væk fra gaden?«.

Lars Brorson Fich fortsætter:

»Vi må spørge: Hvad får en dommer ud af, at en forgældet familiefar er kommet så meget i ubalance, at han har smurt afføring ud over væggene?«.

Kuppellofter gør os glade

Rigshospitalet er en dansk hospitalsklassiker. I sengen ligger en midaldrende mandlig kræftpatient og sover med ansigtet vendt mod vinduet. De nøgne grene vugger i den svage novembersol.

»Når vi spørger patienterne, siger de, at det er fantastisk med udsigt til natur, og at kunne følge med i hverdagen«, siger centerchefsygeplejerske Jeanette Bech.

Vi er nu på Onkologisk Afdeling. Her ville væggene aldrig blive malet gule, fordi gul giver kemopatienterne kvalme, får vi at vide.

Foto: HUSTAD KATINKA

Lars Brorson Fich var i 2008 projektleder, da man etablerede en ny intensivafdeling på Aarhus Sygehus, og han var siden med til at skrive forskningsrapporten ’Helende arkitektur’. Den samlede den eksisterende internationale forskning om rums indvirkning på helbredet og er blevet brugt i forbindelse med de nye supersygehuse.

»Da vi var færdige med projektet ’Helende arkitektur’, havde vi fundet ud af, at lys og udsigt var godt. Men hvad med rummet? Jeg satte mig for at finde ud af, om det havde en effekt«.

Lars Brorson Fich, der i 10 år var medindehaver af Tegnestuen Nord og levede af at tegne rum, han troede var rare at være i, valgte med den beslutning at slippe blyanten helt. Han tog kontakt til neuropsykologer og hjerneforskere og kom med i et internationalt neurovidenskabeligt netværk.

»Som arkitekt siger man tit: Sådan skal rummet føles, men man ved ikke, om andre ender med at føle det, der har været intentionen. Jeg var nødt til at søge evidens og fordybe mig i neurologi og hjerneforskning for at komme tættere på svarene«, siger Lars Brorson Fich og tilføjer:

»Men jeg havde ikke regnet med, at de rum, vi som arkitekter tegner, ligefrem kan have indflydelse på hormonbalancen«.

I midten af Rigshospitalets bygning findes kernelokalerne, såsom depoter og skyllerum. To gange på hver side fører ind til patientstuerne. Det er ret praktisk.

Men siden hospitalet blev bygget, er der sket en del i kommunikationen mellem patient og læge. Det er for eksempel ikke længere kutyme, at lægen står ved fodenden og giver patienten en svær besked om fremtidsudsigterne.

Nu har man særligt indrettede samtalerum i kernen af bygningen, hvor de svære samtaler om sygdommen kan foregå.

Foto: HUSTAD KATINKA

Det er sådan et samtalerum, vi står i. Myrestole i farver som grøn, blå, gul og pink forsøger at holde humøret oppe. Der er intet vindue, men en plakat, der viser et tværsnit gennem et menneskehoved med kig til mundhule og svælg under overskriften: ’Hovedhalskræft’.

»At skulle ind og tale om sin kræftsygdom er en ekstremt stressende situation. Så er det uheldigt, at der ingen fornemmelse er af flugtmulighed i form af for eksempel et vindue. Din opmærksomhed vil være hæmmet af den stress, som rummet skaber, siger Lars Brorson Fich.

»Det kan blive svært at tage imod et budskab«.

Når det første af landets supersygehuse, Det Nye Universitetshospital (DNU) i Aarhus, næste år bliver taget i brug, vil mange af anvisningerne fra forskningsrapporten ’Helende arkitektur’ være at se, bekræfter projektdirektør Frank Skriver Mikkelsen.

Samtalerum som på Rigshospitalet, hvor patienten får de svære diagnoser i et lille rum uden vinduer, vil ikke være at finde på landets største hospital. Man har prioriteret enestuer med god udsigt og samtalerum med vinduer.

Men siden forskningsrapporten blev skrevet i 2009, har forskningen udviklet sig. I et andet internationalt neurovidenskabeligt forskningsprojekt, som Lars Brorson Fich sammen med blandt andre hjerneforskeren Martin Skov fra CBS har deltaget i, brugte man hjerneskanninger til at måle forsøgspersonernes oplevelse af forskellige rum.

Det viste, at rums rundhed påvirker, hvor smukt folk opfatter det. Jo rundere, jo smukkere.

»Der er ingen tvivl om, at former har en virkning. Det kan forklare, hvorfor vi gennem historien har skabt kuppellofter i bygninger, vi synes var særlig vigtige. De har været meget besværlige at bygge, men de giver os en oplevelse af skønhed, som kan måles fysiologisk«.

Om kuppellofter og andre runde former har en positiv indvirkning på selve stresssystemet er ifølge Lars Brorson Fich ikke undersøgt endnu.

»Men det, som vi synes er smukt, og som bekommer os godt, kan meget vel tænkes at have en positiv effekt«, siger han.

At bo inde i frygten

Da vi kører nordpå sætter Lars Brorson Fich det store perspektiv på. I 5.000-6.000 år har mennesket skabt bygninger, forklarer han. Arkitektur er en måde at skabe sit eget kontrollerede miljø på, så vi ikke fryser ihjel, bliver ædt eller på anden vis bringer den fine biokemiske balance, der er nødvendig for at holde liv i vores krop, i fare.

»Men vi gør også en masse, der ikke umiddelbart virker rationelt«, siger han og peger på en gulbrun mur med en enkelt afvigelse: »Hvorfor er der røde striber lige dér?«.

Han fortsætter.

»Den røde stribe er valgt ud fra en fornemmelse af, at den var vigtig. Jeg mener, at forskning i arkitektur er forskning i mennesker. Det går ud på at forstå, hvordan arkitektur påvirker de grundlæggende systemer i vores krop«.

Det menneskelige stresssystem er indrettet, så vi kan mærke truslen mod vores system, før vi er i livsfare.

»I naturen er det smart at være klar til at stikke af eller kæmpe, men det er et problem, hvis vi for eksempel indretter vores sygehuse, så vi lukker ned for immunsystemet, fordi vi tror, at vi skal tage os af akut opståede farer. Her skal vi helst kunne bruge alle vores fysiske ressourcer på at blive raske«, siger Lars Brorson Fich.

Bør vi alle flytte ind på Louisiana?

Vi står med udsigt til Øresund. Glaspavillonen har besøg af en snes gæster, der bladrer i bøgerne, taler fåmælt eller kigger ud mod novemberhimlens pasteller. Pauserummet er et af Louisianas populære rum, hvor folk bliver hængende.

»En samtale om en kræftdiagnose ville givetvis opfattes helt anderledes her i rummet. Jeg har ikke lavet forsøg her, men det er mit bud som forsker«, siger Lars Brorson Fich.

Modernismen gjorde faktisk et ærligt forsøg på at skabe menneskelige huse, mener han. Den bragte de moderne mennesker væk fra de fattige sygdomsbefængte baggårde i storbyerne og installerede dem i rum med bedre lys, luft og behagelige temperaturer. Men når meget modernistisk arkitektur betragtes som direkte menneskefjendsk i dag, er der ifølge Lars Brorson Fich en god forklaring.

Foto: HUSTAD KATINKA

»Modernismen nåede et stykke og skabte et fundament, men den forsimplede ved at fokusere på de enkle ting, der kunne måles dengang. Mennesker er meget mere komplicerede organismer, der har mange andre behov end blot lys, luft og varme for at fungere godt. Det er vi nu i gang med at få en dybere forståelse af ved at måle rummets påvirkning af kroppen«, siger han.

Vores tur bekræfter, at det er mere ubehageligt at være i et fængsel og på et hospital end på et museum: Det er nok ikke så overraskende. Hvad skal vi konkret bruge det til?

»Det handler om at opbygge en viden om, hvordan man skaber rum, der afstresser. Når vi kan konstatere, at nøglen til god arkitektur findes i studiet af kroppen, bør vi også ønske at få en større forståelse af, hvad forholdet er mellem arkitektur og den menneskelige fysiologi. Det bør få en betydning for velfærdssamfundets arkitektur«, svarer Lars Brorson Fich.

Der er meget at opnå, mener han. Den nye viden vil kunne understøtte helbredelsen af patienter på hospitalerne, mindske konfrontationerne i fængslerne og højne koncentrationen i skolerne.

Vi kan ikke alle sammen flytte i en strandvejsvilla med udsigt over Øresund. Hvilke perspektiver er der i det for ikkevelhavende danskere i forhold til deres boliger?

»Selv om vi ikke kan bo på Louisiana alle sammen, kan vi finde ud af, hvilke kvaliteter der knytter an til sådan et sted og bruge dem. Som borgere kan vi for eksempel kræve, at man ikke bygger så tæt i byerne. Og det er relevant i disse år. I København bliver folk med børn i højere grad boende i stedet for at flytte til forstæderne«, svarer Lars Brorson Fich.

Den nye viden er desuden relevant i et globalt perspektiv, mener arkitekten.

»I Kina bygger man nu så tæt, at der i mange boliger kun er krav på ét vindue. Man taler også om at bo tæt af hensyn til bæredygtighed, og at det forurener miljøet at pendle. Her er vi nødt til også at tænke på, hvad det har af negativ fysiologisk effekt at bo tæt og have et enkelt vindue«.

Men foran arkitekterne og hjerneforskerne ligger en kæmpe fælles opgave. Da mørket har sænket sig over Nordsjælland og vi sidder i bilen på vej mod den tætbefolkede storby, fortæller Lars Brorson Fich om sit næste projekt, der realiseres med kolleger i blandt andet Canada.

»Når vores undersøgelse viser, at forsøgspersonerne finder glæde ved runde former, for eksempel kuppellofter, er det næste spørgsmål, vi må stille: Er det noget, der ligger i vores gener, eller er det kulturelt bestemt, altså noget tillært?«.

Derfor vil der inden længe blive lavet et forskningsforsøg med forsøgspersoner fra Chile og Danmark.

»Der er virkelig mange interessante spørgsmål, der begynder at melde sig«, siger Lars Brorson Fich.

»Og vi er først lige begyndt«.

Publiceret 8. december 2014

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce