Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: AP Photo/AP

Nu kan man være utro uden at være et dumt svin

Tv-serien ’The Affair’ dømmer ikke, når den beskriver sine to hovedpersoners utroskab – også selv om de begge er gift med sympatiske folk. Måske kan utroskab endda være godt, mener seriens konsulent, psykoterapeuten Esther Perel.

Hun kommer gående mod ham med adskilte læber, løst hår, kort og nedringet kjole, husker han. Han opsøger hende, mens hun sidder i egne tanker, husker hun. Tv-serien ’The Affair’ fra Showtime, som kan ses på HBO Nordic, deklarerer sig selv: Det handler om utroskab. Om en subjektivt oplevet affære, hvor seeren får historien to gange, et halvt afsnit fra den enes synsvinkel og et halvt fra den andens, med alt hvad det indebærer af selektiv hukommelse.

Skolelærer, forfatter og far til fire fra Brooklyn, Noah, møder Allison, servitrice fra strandbyen Montauk, der lige har mistet et barn.

De mødes, kemi opstår, og de indleder en affære. Men selv om affæren fortrinsvis forløber på banal vis med passion, bedrag af respektive ægtefæller og drømmen om et andet liv, er det særlige ved ’The Affair’, at der i de første afsnit af serien ikke er andre historier, vi følger, end selve affæren. Og også, at den ikke umiddelbart udnævner nogen af de implicerede til dumme svin.

Foto: DREYER METTE/Politiken-Tegning

»Det er vi ikke vant til«, siger filmforsker og forfatter Peter Schepelern fra Københavns Universitet. Utroskab på film og tv bliver ofte brugt til at hæve eller sænke vores sympati for en karakter. Schepelern nævner filmen ’Kvinden, der forsvandt’ af David Fincher, hvor en mand febrilsk leder efter sin forsvundne kone. Langt inde i handlingen viser det sig, at manden har en affære, hvilket får selv hans nærmeste til at spekulere på, om manden selv har noget med konens forsvinding at gøre. Utroskaben gør ham straks til skurk – der er næsten altid kontant afregning ved kassen for den slags opførsel.

»Når man tager utroskab frem som dramatisk greb på film og tv, er det noget, der skal forløses, og det bliver det oftest ved, at det går gruelig galt for dem, der truer det hellige familieliv«, siger Peter Schepelern.

Den stempling af karaktererne sker ikke i ’The Affair’, hvor Noah er omsorgsfuld, Allison er sårbar, og deres respektive partnere virker stærke. Det er de to utro, der virker svage. Han med sine uindfriede ambitioner og økonomiske afhængighed, hun med sin sorg over at have mistet sin søn. De er alle sammen sympatiske.

Dette har forvirret seerne, blandt andre journalist og redaktør Dana Schuster fra New York Post, som skrev en artikel om, at ’The Affair’ er alt for anstrengende at se sammen for par.

»Historien giver dig ikke andre steder at fokusere end på affæren. Det er ’vær utro’, eller spring i luften. Prøv du at kramme i sofaen med kæresten til det!«, skrev hun.

Alt det uden for hegnet

Når snakken falder på utroskab, har den psykologiske forklaring ofte været: Der var problemer i parforholdet. Det ønskede skaberne af ’The Affair’ med manuskriptforfatter Sarah Treem i spidsen at udfordre. Allerede under skriveprocessen hængte de et citat af den belgiske psykoterapeut og forfatter Esther Perel op på væggen:

»Ofte når nogen i et parforhold er utro, er det ikke, fordi de er utilfredse med deres partner. De er blevet utilfredse med sig selv«.

Serieskaberne var så interesserede i Esther Perels teorier, at de endte med at slå sig sammen med terapeuten, som blandt andet står bag bogen med den sigende titel ’At yngle i fangenskab’ og krediteres som seriens konsulent.

En af hendes kongstanker er, at skønt hele vores kultur er indrettet til at tilskynde monogame parforhold, er mennesket slet ikke monogamt.

»Vi har altid været utro – og vi har altid fordømt de utro. For at mærke passionen har vi historisk været villige til at risikere alt«, har hun sagt til engelske The Guardian.

Ikke fordi vi ikke gerne vil elske den eneste ene og kun den – faktisk mener Esther Perel, at det netop er vores enorme forventninger til det monogame parforhold, der ofte leder til affærerne. Folk slår knuder på sig selv for at leve op til idealerne, og til sidst føler de sig så skåret til, at de helt mangler kontakt med dele af sig selv.

»Fascination og desillusion stirrer på hinanden«, som hun udtrykker det.

Her er det, at affæren ifølge hende bliver »et oprør« mod en »følelse af død«.

Desuden mener Esther Perel, at der på grænsen af alle forhold bor ’en tredje’, som repræsenterer muligheden for et andet liv. Som gør, at du overvejer de muligheder, du har i dit nuværende forhold, og de muligheder, du har i forhold til denne anden person.

»Den tredje er alt det, der ligger uden for hegnet. Det forbudte«, skriver hun på sin blog.

I serien angrer Noah på et tidspunkt og fortæller sin kone, hvad der er sket. Hun bliver selvsagt vred, og den sympatiske og omsorgsfulde mand tager imod hendes vrede i en rum tid. Han vil have det til at fungere. Men så tager han til en prisoverrækkelse hos sin svigerfar i Montauk, møder Allison igen, og pludselig ryger ordene ’I love you’ ud af hans mund. Han elsker hende stadig.

Da svigerfaderen i sympati med Noahs situation fortæller om en afsluttet affære, han selv havde for mange år siden, spørger Noah:

»Tænker du nogensinde på hende?«.

Svigerfaren holder en lille pause, hvor muligheden for at glemme og komme videre lever i Noahs blik, indtil han svarer:

»Every fucking day« – hver eneste forpulede dag.

Hun er hans ’tredje’.

En bølge af utroskab

En af dem, der taler for et nyt syn på det monogame parforhold, er Laura Kipnis, forfatter, professor og underviser i film på Northwestern University. Hun har vakt opsigt med sin bog ’Against Love’, som beskriver, hvordan parforhold ofte gør de involverede til rene diktatorer og husholdningstyranner.

»Det har selvfølgelig sine fordele: kammeratskab, delt husleje, fælles børnepasning, en at have sex med og så videre, men der er også ulemper. For eksempel endeløse regler og diktater om, hvordan man pakker opvaskemaskinen, hvad man siger til festmiddagen, hvad man må lave på sin fridag, hvad man spiser, drikker, hvordan man kører bil«, skriver hun i en forklaring om bogen i The Observer.

Alligevel peger forskning på, at tosomhedsnormen stadig er den regerende, også her til lands, og at alle antages at ville være del af et par. Det bekræfter flere hjemlige forskere:

»Det er en stærk norm i Danmark ligesom i resten af den vestlige verden«, siger Anna Sofie Bach, der er ph.d.-studerende fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet og forsker i præmisser og udfordringer for det moderne parforhold.

Det samme mener Christian Groes, antropolog og kønsforsker fra Institut for Kultur og Identitet på RUC.

Men skønt ægteskabet og det monogame parforhold er de flestes ideal, mener Christian Groes, at det står over for stærke udfordringer. Blandt andet de krav om åbenhed og fleksibilitet, der for eksempel gælder i arbejdslivet. Christian Groes peger også på, at sociale medier og dating-apps som Facebook og Tinder er med til at øge vores kontaktflade enormt. Det har øget fristelserne og mulighederne for utroskab og samtidig gjort det mere acceptabelt.

»Der er en større accept af, at monogami ikke nødvendigvis er den eneste løsning, og man er mere åben over for andre muligheder. Dem ser man flere og flere eksempler på. Det kan være forhold med flere involverede, åbne forhold og at tilgive hinandens utroskab«, siger Christian Groes.

Desuden bevirker de mange muligheder og det ændrede arbejdsliv, at skillelinjen mellem troskab og utroskab i højere grad mudrer til.

Spørgsmålet er, om man er utro, når man sms’er, chatter, spiser frokost med den samme hver dag, flirter med receptionisten, eller hvad man nu gør. For nogle går grænsen ved flirt, for andre er det fuldbyrdet sex, for andre igen er det først, hvis partneren forelsker sig i en anden.

De mange forhold, der opstår enten som sidespring eller på anden vis uden for monogamiets rammer, kan have både positive og negative konsekvenser, mener Christian Groes.

»Det kan gøre, at man bliver mere rummelig i sin kærlighed. Selv om det er en affære, behøver det ikke at være kun sex. Men man risikerer også, at oplevelserne begynder at drukne, hvis man hele tiden jager noget nyt«, siger han.

Også Anna Sofie Bach oplever en øget pragmatisk tilgang til eller udvidelse af forestillingerne om ’den eneste ene’:

»Det er ikke helt forkert at sige, at vi har set en ny bølge af åbenhed over for ikkemonogami, i hvert fald i visse miljøer. Der har formentlig altid været denne type forhold, hvor man har haft andre regler, men det er interessant, at der ser ud til at være kommet en ny form for offentlig tolerans. Men derfra til at slutte, at folk er blevet mere åbne over for utroskab, tror jeg er forkert«, siger hun.

Den nye monogami

For utroskaben kan have flere uønskede konsekvenser. Som at skulle holde jul i en lille toværelses lejlighed og kun se sin datter hver 14. dag, som Noahs svigerfar forestiller sig det i ’The Affair’ - som vi danskere først får det afsluttende afsnit af 22. december.

Seriekonsulenten Esther Perel vurderer til gengæld, at utroskab også kan have flere gavnlige effekter, og nævner en klient, der beskrev det som en lykkepille og en ansigtsløftning i ét – bare meget billigere.

»Ofte bliver den utro kaldt snyder, bedrager, løgner, narcissist. Det kan også gå så vidt som til at blive sygeliggjort som en afhængighed, personlighedsforstyrrelse, barndomstraume. Det hjælper ikke, og det er heller ikke sandt. Vi gemmer os bag denne moralisering, og vi har brug for at se på utroskab i forhold til det komplekse liv, vi lever i dag«, mener Perel.

Sexologen Tammi Nelson beskrev i en artikel i Psychoterapy Networker i 2010 det, hun kalder New Monogami – det nye monogami. Baggrunden for artiklen var en ny statistik, som viste, at over halvdelen af gifte par ikke var strengt monogame, og at en voksende andel af hendes klienter havde affærer trods lykkelige ægteskaber.

Hendes definition af det nye monogami er: »anerkendelsen af, at for et stigende antal par betyder den ægteskabelige binding en mere flydende idé om forbindelsen til den primære partner end i ’det gamle monogami’. De regner med, at partneren er og bliver den primære tilknytning, men at forbindelser uden for ægteskabet på den ene eller anden måde er tilladt, så længe de ikke truer den primære relation«.

Artiklen blev diskuteret vidt og bredt og blev af nogle fortolket som, at det bare er det gamle 1970’er-bollerum og den ’fri kærlighed’-idé, der er genopstået.

Esther Perel mener ikke, man kan sammenligne det, der sker nu, med 1970’erne, hvor folk anså utroskab for en ret, hvor man ikke havde aftaler, og mange endte i smertefuld jalousi.

»Dengang var man imod hele ideen om ægteskab og de borgerlige koncepter, der fulgte med. Nu prøver man at kombinere et behov for et stabilt forhold med det behov for personlig udfoldelse, som samfundet, vi lever i, tilskynder os til at have«, skriver Perel.

Publiceret 18. december 2014

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce