Hun kommer gående mod ham med adskilte læber, løst hår, kort og nedringet kjole, husker han. Han opsøger hende, mens hun sidder i egne tanker, husker hun. Tv-serien ’The Affair’ fra Showtime, som kan ses på HBO Nordic, deklarerer sig selv: Det handler om utroskab. Om en subjektivt oplevet affære, hvor seeren får historien to gange, et halvt afsnit fra den enes synsvinkel og et halvt fra den andens, med alt hvad det indebærer af selektiv hukommelse.
Skolelærer, forfatter og far til fire fra Brooklyn, Noah, møder Allison, servitrice fra strandbyen Montauk, der lige har mistet et barn.
De mødes, kemi opstår, og de indleder en affære. Men selv om affæren fortrinsvis forløber på banal vis med passion, bedrag af respektive ægtefæller og drømmen om et andet liv, er det særlige ved ’The Affair’, at der i de første afsnit af serien ikke er andre historier, vi følger, end selve affæren. Og også, at den ikke umiddelbart udnævner nogen af de implicerede til dumme svin.
»Det er vi ikke vant til«, siger filmforsker og forfatter Peter Schepelern fra Københavns Universitet. Utroskab på film og tv bliver ofte brugt til at hæve eller sænke vores sympati for en karakter. Schepelern nævner filmen ’Kvinden, der forsvandt’ af David Fincher, hvor en mand febrilsk leder efter sin forsvundne kone. Langt inde i handlingen viser det sig, at manden har en affære, hvilket får selv hans nærmeste til at spekulere på, om manden selv har noget med konens forsvinding at gøre. Utroskaben gør ham straks til skurk – der er næsten altid kontant afregning ved kassen for den slags opførsel.
