Sædvanligvis har de status som hjemløse i København og er på hver sin måde knyttet til Aktivitetscentret Sundholm på Amager. Men 26. oktober i år var en særlig dag for John Larsen, Patrik Hedensted, Kalid Mamamed Abdi, Umalkhair Abdulrahman Askar, Jeremias Johnsen, Lasse Christensen, Willy Jørgensen, Solvej Ørnø og 32 andre af byens hjemløse.
Om aftenen den dag var de inviteret til at spise på michelinrestauranten Kokkeriet i Kronprinsessegade i København. De fik fint tøj forærende til lejligheden og blev tilbudt at komme til frisør.
Det var i den forbindelse, Politikens fotograf Mads Nissen mødte dem første gang og tog portrætfotografierne af Lasse i jakkesæt og slips, af Solvej i kjole med nedringet ryg og af John, Patrik, Moses, Umi, Jeremias og Willy.
Her knap to måneder senere er der juletræer og lyskæder nogle steder i beboelsesbygningerne på Sundholm ligesom så mange andre steder rundt om i byen, mens Mads Nissen og jeg går omkring på området med printede kopier af hans portrætbilleder.
