»Knust mod et lille højdedrag i Nord-Rhodesias uvejsomme skovtykning langs grænsen til Katanga fandtes i går de brandhærgede og søndersprængte rester af den store flyvemaskine, der førte FN's generalsekretær Dag Hammarskjöld ud på hans sidste rejse - en fredsmission som så mange tidligere«.
Sådan indledtes Politikens forsideartikel med overskriften »Hammarskjölds død i Afrikas jungle« tirsdag 19. september 1961. Og den fortsatte:
»Den blev ikke afsluttet. Hammarskjöld døde i den mørke afrikanske nat, mens hans sidste partner i spillet om Congos fremtid, Katanga-lederen Moise Tshombe, forgæves afventede hans ankomst til Ndolas lufthavn, hvor de skulle drøfte en våbenhvile«.
Den svenske diplomat og FN-generalsekretær Dag Hammarskjöld døde natten mellem 17. og 18 september 1961 i et tragisk flystyrt, hvor også en række af hans mest betroede medarbejde mistede livet.
