Foto: Cathrine Ertmann/Cathrine Ertmann

Værsgo', så må der bygges her

En ny lov har åbnet for byggeri i vandkanten. Det er årtiers kystpolitik, der lider et historisk knæk og kan ødelægge vores mest unikke natur, vurderer landskabseksperter og kunstnere.

Vi vælter os gennem klitterne i strid kuling og bliver næsten fejet op på ryggen af klinten. Vådt sand under støvlerne, marehalm, der ligger vandret i vinden. Så åbner sceneriet sig: himmel, hav og måger i modvind.

»Sådan kender vi Vesterhavet«, udbryder landskabsarkitekten, som er med på tur.

Og sådan har dansk lovgivning sikret, at Vesterhavet stadig ser ud, også i en moderne nutid med krav om vækst og byggetrang: Mursten og beton forbudt. Asfalt, nej tak. Toiletter og sommerhuse og hoteller lidt ind i baglandet. Og den, der har ønsket at placere så meget som en afbarket træstamme til et naturshelter, har måttet forføje sig op bag første række. Kysterne og strandene har ligget åbne og frit tilgængelige for alle.

Indtil nu. For lige før jul foretog Folketinget i relativ ubemærkethed en epokegørende ændring: Nu kan der bygges. Regeringen har åbnet for, at op til 10 kommuner kan søge dispensation og få lov at bygge i vandkanten.

Målet er at hjælpe trængte udkantskommuner og lokke turister til, og tilhængere har peget på, at 10 byggerier i et land med over 7.000 km kyst ikke vil fylde alverden. Omvendt mener kunstnere, naturfredningsfolk og Akademirådets landskabsudvalg, at det er en katastrofe:

»Med sådan en beslutning er låget røget af, og trolden af æsken. Man laver jo netop en forsøgsordning for at undersøge, om noget kan gøres permanent, og når vi har de 10, er der så ikke også plads til 11 eller 20 eller 30? Vi har en naturlovgivning, der har vist sig at passe rigtig godt på de her kyster, som jo er noget af den sidste vilde natur, vi har«, understreger landskabsarkitekt og medlem af Akademirådets landskabsudvalg, Rikke Juul Gram, mens hun forsøger på én gang at holde på pelshatten og ryste på hovedet.

»Dybest set er det en omvæltning af hele vores natursyn. Og når først vi har bygget, så står det der. For altid. Om vi kan lide det eller ej«.

Akademirådet er bekymret over, at en lovmæssig naturbeskyttelse tilbage til strandbyggelinjen fra 1937 er sat på spil, og vi har inviteret Rikke Juul Gram fra landskabsudvalget med ud til en af Danmarks mest øde og vildsomme strande ved Bulbjerg i Nordvestjylland.

Turister skal lokkes

Her er fuglefjeld med rider, her er klinter og skumsprøjt, og her er hav og buldrende bølger og horisont 360 grader rundt. Men med så højt til loftet og så uendeligt et landskab, hvad kan der så ske ved at opføre et arkitektonisk afstemt meditationscenter eller et lille badehotel et sted i klitterne? Er bekymringen udtryk for en romantisk, bagstræberisk ide om at bevare en tid, der var?

»Nej, tværtimod. Jeg kan godt forstå den udkantskommune, der gerne vil gøre noget for at lokke turister til og skabe vækst. De har nogle naturområder af meget høj kvalitet og vil typisk sørge for, at folk kommer. I stimer. Men den slags steder er enormt sårbare, og det er en dårlig løsning at bygge på jomfruelig jord«, siger Rikke Juul Gram og minder om nordtyske kyster med casinoer og en tæt bebygget belgisk kyst for ikke at tale om en spansk Costa med hoteller, som falder hen fra september til juni, eller italienske rivieraer med lange bilkøer og asfalt et godt stykke ud mod første revle.

Mon ikke en tysk turist kan finde ud af at gå 300 meter ind i landet for at finde et toilet? spørger landskabsarkitekten retorisk.

»Der er masser af steder herhjemme, hvor der ligger forfaldne bygninger og skriger på forbedring. Hvad med at begynde dér i stedet og få ryddet op? Som noget ret enestående i forhold til det meste af verden har vi i det her land skattet natur og kystkultur og passet på fællesskabets værdier. Det er jo vanvittigt, at vi nu i fællesskabets navn kompromitterer præcis de værdier, vi vil passe på«, siger hun.

»Strandene er vores Amazonas eller vores Alper eller vores Grand Canyon, som vi har en forpligtelse til at beskytte. Vi kan ikke bare sidde og forlange, at de andre skal passe på deres regnskove«.

Ikke alle er enige. I Thisted Kommune, hvor Bulbjerg ligger, er borgmesteren klar til at søge om en af de nye dispensationer: Hun vil gerne anlægge vej langs kysten ved Klitmøller og ned til stranden, så flere kan komme ud til surfstederne.

»Vi har en enestående kyststrækning, men vi kan godt i kontrolleret omfang åbne for byggeri. Naturen er den, vi sælger os på, så den skal være tilgængelig«, siger borgmesteren, Lene Kjelgaard Jensen (V).

Havet i kunsten

Danske kunstnere har skildret havet gennem brusende akkorder eller på film, lærred eller tekst. Hos Jens Søndergaard bliver mennesket lille i skummende dønninger, i Krøyers aftenstille Skagen-scenerier er der spejlinger og havblik. Hans Kirk har skrevet romaner om, hvordan fiskere bliver barske og stride som det hav, de lever af. Digteren Pia Tafdrup hører til dem, som har skildret havet, blandt andet i digtet ’Havet, jeg, og hun mener, at havet har afgørende betydning for os. Det er et skråplan at bygge tæt ved kysten, den skal holdes fri, mener digteren.

»Vi kommer ved havet, fordi der er naturskønt, og vi kommer, fordi vi bliver blæst væk og får renset vores sjæl, og det skal være alle forundt. Når man har gået en tur og bevæget sig flere kilometer fuldstændig uhindret, så er de dårlige tanker blæst ud af hovedet, så der bliver plads til nye. Det er en psykisk opladning«, siger Pia Tafdrup, som forstår udkantskommunernes lyst til turisme, men mener, at byggeri inden for strandbeskyttelseslinjen er som »anabolske steroider«:

»Der er en hurtig gevinst, men ikke uden risiko. Man skal ikke sælge ud af den jord, vi har nede ved vandet«.

Også billedkunstneren Bjørn Nørgaard har i et rasende læserbrev skrevet om den nye trussel mod den enestående »fri og lige adgang« til de åbne, danske kyster. Han vender sig imod konkurrencestatens »snæversynede og kortsigtede økonomiske gevinster« ved at bygge i kystzonen.

»En af vores største skatte herhjemme er vores kyster. Vores kyster er enestående i Europa, og når først man har bygget, kan man ikke afbygge. Man ændrer kysten for altid«, siger kunstneren og minder om »Sylt og Italiens Middelhavskyst og alle de her steder, der er bombet til med skidt og ragelse«.

»Herhjemme har vi i begyndelsen af 1900-tallet haft visionære, indsigtsfulde politikere, som har kunnet se, at moderne udvikling kræver, at man står fast. Derfor har vi formået at skabe udvikling, samtidig med at vi har kunnet passe på naturen. Alt det vil man nu rulle tilbage«, siger Bjørn Nørgaard.

Turist- og oplevelsesforsker med ph.d. i regional turisme Peter Kvistgaard fra Aalborg Universitet opfordrer til gengæld til, at man slapper af. Der er plads nok, både til vækst og natur, og i virkeligheden skal turismen tænkes mere ind i planlægningen, mener forskeren.

»Vi taler ikke om at plastre alt til, men mange af vores kystbyer vender forkert. De rækker langt ind i landet og har kun en lille åbning mod vandet, men den moderne turist vil promenere langs vandet og gider ikke restauranter, som ligger en eller halvanden kilometer inde i landet«, siger Peter Kvistgaard.

Også han er dog overrasket over folketingsbeslutningen. I stil med Akademirådet, som har peget på, at man bør bygge, hvor der er bebyggelse i forvejen, har han og en række kolleger tidligere anbefalet, at man udpeger 20 steder, hvor der i forvejen er feriebebyggelse, og hvor man derfor godt kan bygge. Nu er det i stedet blevet 10 steder, men hvor som helst ved kysten, så »alle kan nu søge om hvad som helst«, som Peter Kvistgaard siger.

Masseuddøen

Forfatteren til den nye bog om ’Den danske naturs genkomst’, idéhistorikeren Rune Engelbreth Larsen, ser den nye beslutning som endnu et led i det, han kalder »den sjette masseuddøen på planeten«: Vi udrydder natur og dermed plante- og dyrearter med højhastighed, siger han.

»Skulle vi nu ikke prøve at bevare plads til alle de andre arter på kloden også? Hvis der er noget natur, Danmark trods alt har tilbage, som ikke er pløjet eller asfalteret eller bebygget, er det vores kystnatur«, siger han.

Tilbage på Bulbjerg taler landskabsarkitekt Rikke Juul Gram om eftertanke. Det vil være tegnestuer som den, hun er partner i, Schönherr, der vil komme i spil til de nye opgaver, men hun vægrer sig:

»Selvfølgelig tror jeg på arkitektur. Men den skal bruges de rigtige steder, og den er unødvendig – faktisk slet ikke velkommen – der hvor vi stadig har natur på naturens præmisser«.

Publiceret 21. januar 2015

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce