Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Stanislav Mucha/AP Photo/AP

Kommandantens frisør overlevede fem år i Auschwitz

I dag er det 70 år siden, russiske tropper nåede frem til nazisternes mest berygtede koncentrationslejr, og befriede fangerne. Lejrkommandantens frisør og teenageren, der havde uddelt illegale modstandsblade, overlevede begge opholdet i Auschwitz.

Han kom til Auschwitz med det første tog. Stednavnet kendte ingen af de fanger, der kørte ind på den nye station. Men det stod med gotiske bogstaver på et skilt på den nyopførte perron.

»I har ingen anelse om, hvor I er! Det her er ikke et kurbad, dette er en tysk koncentrationslejr. Her overlever man højst i tre måneder, men kun i seks uger, hvis man er jøde eller præst«, råbte lejrens næstkommanderende, SS-Hauptsturmführer Karl Fritsch.

Det var 14. juni 1940. Selv om den 19-årige Józef Paczynski havde svært ved at forstå og tro på det, han hørte, vidste han, at han var kommet til helvede. Sammen med godt 700 unge landsmænd.

Først fem år efter var han fri af koncentrationslejrens indhegninger og den daglige frygt for en pludselig død. Men skyggerne fra Auschwitz har han stadig, ligesom det lave fangenummer, nummer 121, Józef, der er tatoveret på venstre underarm.

»Hver gang jeg er her, kommer det hele tilbage til mig. De grusomme billeder for det indre øje. En mor, der går lige i gaskammeret med et barn på armen og en anden i hånden. Mine kammerater, der pludselig bliver slæbt af sted og skudt ned uden grund. Jeg stod og så på det hele, og det gjorde så frygtelig ondt. Min Gud, hvordan kunne det ske? Jeg forstår det stadig ikke«, siger Józef Paczynski.

Vi mødes i et besøgscenter og bibliotek, fuldt af bøger om dødslejren inde ved siden af.

Men for Józef Paczynski, der trods sine 95 år fortæller med engagerede fagter og et medfølgende blik i sine spillevende øjne, er det, der foregik her, ikke bogstaver i en bog. Det er levet liv på evig kant af døden og en overlevelsesvilje uden sidestykke. Da Józef Paczynski blev anholdt af tyskerne i Slovenien, anede han intet om kz-lejre eller om, hvad der ventede ham. Han var soldat i den polske hær, da Tyskland invaderede hans land, og han ville tage til Frankrig for at slutte sig til de delinger af den polske hær, der var flygtet dertil. Så langt kom han aldrig.

»Jeg kender ikke eller har ikke hørt om andre, der har klaret fem år derinde. Hvorfor det lykkedes mig? Det er min søde hemmelighed, men lad os bare sige, at det er et helt utroligt held og min personlighed. Jeg har altid arbejdet hårdt og redeligt og været en ærlig mand – der har lært at holde sine tanker for sig selv her i Auschwitz«, siger han og rækker armen over mod tolken ved sin side for at afbryde.

Udpeget til kosmetikbutikken

Endnu en pointe er dukket op i tankestrømmen hos den spinkle mand, der rykker hele kroppen frem i stolen:

»Det hjalp mig på en underlig måde, at den kommandant råbte ind i hovedet på os, at vi skulle dø allerede den dag, vi ankom. Da var det, som om en ligegyldighed gled ned over mig. Ikke, at jeg ikke var bange for at dø, for det var vi alle. Men jeg tænkte, at jeg på en måde allerede var død«, siger den lille mand inde i sit stilfulde jakkesæt.

Da han kom til den nyopførte kz-lejr uden for den polske by Oswiecim, som i dag har bredt sig og nærmest omslutter Auschwitz, var der endnu kun polske fanger i barakkerne. Her begyndte heldet for Józef Paczynski.

»Nazisterne havde sendt nogle regulære kriminelle fra Tyskland herover. De skulle være ledere af arbejdsholdene i lejrene, såkaldte Capos. En af dem pegede på mig og sagde, at jeg skulle arbejde sammen med ham i en slags kosmetikbutik for SS-officerer, hvor vi også klippede dem. En dag kom selve lejrens kommandant, Rudolf Höss, som alle frygtede, ind i butikken med sin kone. Han pegede på mig og sagde: »Den lille polak skal klippe mig«. Så var jeg udvalgt til en svær opgave«, fortæller Józef Paczynski .

Da han dagen efter gik over mod kommandantens villa, mellem selve lejrens pigtrådshegn og gaskammeret med den karakteristiske høje skorsten, buldrede hans hjerte så højt, at han var sikker på, at den ledsagende SS-vagt kunne høre det. I huset fik han bind for øjnene og blev ført op til badeværelset på første sal, hvor han fik lov at gøre sig klar. Så kom kommandanten ind og satte sig ned foran spejlet. Bag ham sad SS-vagten med sit gevær.

»Jeg havde smugkigget på ham og hans frisure, så jeg vidste nogenlunde, hvordan han ville have det. Men jeg var jo ikke uddannet barber, så jeg var frygtelig nervøs. Et forkert snit med kniven eller klip med saksen kunne betyde den visse død for mig. Han sagde intet til mig. Ikke et ord. Det gjorde han aldrig, selv om jeg klippede ham mange gange«.

Tænkte du aldrig på at skære halsen over på ham med din barberkniv?

»Jo, jeg drømte om at gøre det. Men hvad skulle det nytte? Jeg ville selv blive slået ihjel – med en giftsprøjte eller ved at sulte ihjel i kælderen i barak 11, dødsbarakken, som jeg var så bange for, at jeg rystede, hver gang jeg gik forbi. Mange andre Häftlinge (fanger) ville også blive henrettet på samme pinefulde måde som straf. Og så ville der komme en ny kommandant, som kunne være om muligt endnu mere ond«.

Hverdagen var fuld af ondskab i Auschwitz. Og det blev kun værre. Doktor Josef Mengele udførte sine medicinske forsøg på fanger, Rudolf Höss gjorde forsøg med Zyklon-giftgas for at gøre udryddelsen af jøder mere effektiv. Og snart skød nabolejren Birkenau op med sine 4 gaskamre. Flere lejre fulgte i området, hvor hele 7 landsbyer måtte fjernes for at gøre plads til de tyske dødsfabrikker. Lugten og røgen fra de lig, jødiske fanger blev tvunget til at brænde af på markerne, fordi der ikke var kapacitet nok i krematorierne, hang konstant over lejren.

»Det var uforudsigelige dage stort set uden andre glæder end det fangeorkester, nazisterne havde samlet til at spille os ud på arbejde og hjem om aftenen. De var fantastiske musikere og holdt moralen oppe. Vi var sultne, vi frøs og var syge hele tiden. Angsten lurede konstant. En dag fandt jeg nogle tomater og løg uden for køkkenet. Jeg turde dårligt samle det op og tage det med til mine kammerater i barakken. Jeg gjorde det alligevel og måtte snige mig rundt om krematoriet for at få det hjem. Men der kom kommandantens kone gående: »Du ser bleg ud«, sagde hun til mig. Jeg er sikker på, at hun så tomaterne i mine lommer, men hun lod mig gå. Der fandtes også anstændige tyskere. Og fornøjelsen ved at dele grøntsagerne med de andre var stor, selv om jeg var for nervøs til at spise«, siger Józef Paczynski.

På dødsmarch væk fra russerne

I den sidste krigsvinter nærmede Den Røde Hær sig fra øst. Man hørte fjern kanontorden, og fangerne anede håb. Kunne en russisk befrielse være nært forestående?

»Da nazisterne begyndte at rydde gaskamrene og brænde bevismateriale som rapporter og nogle af de mange ting, de havde stjålet fra fangerne, vidste vi, at det var tæt på. Men så sendte de os på march – vestpå. En såkaldt dødsmarch. Jeg skulle med nogle hundrede andre helt til Østrig. Vi vaklede af sted i frostvejr. Jeg havde ikke flere kræfter og ville bare sætte mig ned. Men de skød alle, der ikke bevægede sig. Vi gik i måneder! Krydsede Donau og nåede frem til Linz og en ny lejr, Matthausen-Gusen, hvor jeg var i nogle uger. En dag kom soldater ind i lejren i andre uniformer end de tyske. Det var amerikanere. Vi var fri. Jeg græd faktisk ikke, men jeg fældede en tåre. Mit ophold i Helvede var slut«, siger Józef Paczynski.

Selv om han og de få andre tidligere fanger, som stadig lever, er inviteret til markeringen af 70-året for lejrens befrielse, kommer Józef Paczynski ikke.

»Hvad skal jeg der? Stå og føle det hele igen? Jeg kan se og høre orkestret for mig, se mine ’kolleger’ blive myrdet. Jeg holder mig væk. Men jeg er ikke bitter, jeg lever for at fortælle om mine oplevelser og håber, at unge mennesker tager ved lære af det. Hvad har jeg lært af 5 år i Auschwitz? At frihed er retten til ikke at tage friheden fra andre«.

’Tosca’ dulmede smerten

Det var musikken, der holdt modet oppe i Auschwitz. Orkestret, der spillede om morgenen og aftenen. Det er en anden overlever fra Polen, Tadeusz Smreczynski, enig i. Han var endnu yngre end Józef Paczynski, da han blev anholdt. Han var flygtet fra tysk tvangsarbejde og uddelte illegale blade fra modstandsbevægelsen, da han i 1944 blev anholdt og sendt til Auschwitz. Ingen af de to mænd er jøder, havde de været det, havde de næppe overlevet.

En lun sommeraften i den periode, hvor hver dag 8.000-9.000 mennesker blev myrdet i lejren, gjorde han tjeneste i køkkenet. Tre SS-officerer sad ved et bord og spiste. Pludselig spidsede de ører.

»Et sted udenfor stod en mand og sang en arie fra operaen ’Tosca’. Jeg havde aldrig hørt noget så smukt eller hjerteskærende. Han sang den med en enorm smerte i stemmen. Officererne sprang op og løb ud for at finde ud af, hvor sangen kom fra. Kort efter blev der stille igen. De havde skudt sangeren. Han var jøde og operasanger fra Bruxelles. Han sang sin desperation og sorg ud, fordi hele hans familie, konen og børnene, var blevet myrdet i gaskammeret den dag, de sammen var kommet til Auschwitz«.

Vi sidder på et hotel tæt på den 91-årige Tadeusz Smreczynskis hjem i Krakow. For han vil ikke til Auschwitz mere. Tidligere samme dag er han faldet på gaden, og han har plaster på både næsen og læben. Men han ville holde vores aftale. For det er vigtigt at fortælle om de lidelser, han oplevede i den tid, han var fange.

»Hver dag bragte rædsler med sig. En eftermiddag stod tre fanger ved en vogn, de skulle lægge lig på. De var helt fortvivlede. Jeg spurgte, hvad der var galt. De pegede på et af ligene og sagde: »Han er i live, men syg. Tyskerne siger, at vi skal brænde dem alle, for han er ubrugelig«. En anden dag pryglede de en mand ihjel lige foran mig, fordi han skjulte et par pærer til at spise«.

Arien fra ’Tosca’ kan han stadig ikke høre uden at græde. Men han er glad for det liv, han har haft siden. Han blev læge og reddede menneskeliv. Men nutiden med nynazisme og racisme bekymrer ham.

»Sådan som det går, kan dette århundrede stadig nå at overgå det sidste og blive det værste i menneskehedens historie. Det håber jeg ikke – for jer«.

Publiceret 27. januar 2015

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden

Annonce