Foto: Finn Frandsen

Svensker blev millionær på at spekulere i olie - nu vil han redde verden med solenergi

I mere end fem år har alle eksperter forudset, at prisen på olie kun ville gå én vej: op. Produktionen er toppet, og verden er midt i en grøn omstilling, lød analysen. Men på få måneder er olieprisen halveret, og nu har både eksperter, olieselskaber og grønne iværksættere travlt med at finde ud af, hvad der foregår.

Da Lars Jacobsson som ung begyndte at svejse rør på havnen i Göteborg, var der ingen, der forestillede sig, at rørene og havnens store underjordiske olielagre skulle gøre ham til mangemillionær. Heller ikke ham selv: Han drømte om at blive undervandssvejser på en norsk olieplatform.

»Man holder kun til det i kort tid, men man tjener godt«, husker han.

Men en kombination af hans egne dårlige ører og troen på en fiks idé betød, at Lars Jacobsson aldrig kom ud på nogen norsk platform.

Truslen mod menneskets eksistens er for høje oliepriser. For så begynder man på alle disse idiotiske ting som fracking, tjæresand og olieudvinding i Arktis

I stedet blev han usædvanlig rig. Undervejs fik han en plads i historiebøgerne som den, der introducerede en særlig form for spekulation i olieprisens op- og nedture. Metoden hedder contango. Begrebet opstod på børsen i London i det 19. århundrede og lyder som en argentinsk dans. Men i virkeligheden er det en dans om guldkalven.

Princippet er enkelt: Når den aktuelle oliepris er lavere end den forventede pris om et år, opstår der en contango. Det vil sige en periode, hvor det kan betale sig at opkøbe olie og gemme det i lagre eller på tankskibe for at sælge det til en højere pris ude i fremtiden.

Da Lars Jacobsson først havde sat spekulationen i system, stod globale finanshuse som Goldman Sachs, Merrill Lynch og mange andre i kø for at spille med. I en vild og utæmmet contango tjente spekulanterne formuer – og Lars Jacobsson fik også sin del.

Prisen halveret på et halvt år

De sidste fem år har ingen talt om contango. Finanskrisen i 2009 lagde i hvert fald for en stund en dæmper på de mest risikable former for spekulation. Og olieprisen lå på et højt niveau, som de fleste regnede med ville vare evigt. Man talte om ’peak oil’, altså forestillingen om, at olieproduktionen har toppet, og at der derfor vil blive stadig mindre olie til rådighed til gradvist højere priser.

Nu er det hele vendt på hovedet igen: I USA bliver der hentet mere olie og gas op af undergrunden end nogensinde før, og i slutningen af 2014 begyndte olieprisen – stik imod alle spådomme – at falde. I perioden fra september 2014 til januar 2015 blev prisen på en tønde råolie halveret.

Den lave pris har genåbnet debatten om olien: Hvor store reserver er der tilbage? Kan det betale sig at udbygge alternative energikilder, når der er masser af billig olie og gas? Og hvad betyder den lave oliepris for klimaet? Men den lave pris har gjort en ting til: Den har åbnet for en ny contango.

Lige nu har spekulanter og investorer travlt med at fylde verdens olielagre, mens prisen er lav, i forventning om at den snart stiger igen. Ifølge Wall Street Journal er der aktuelt 6 dollars forskel i prisen på en tønde olie, alt efter om den handles til levering i marts eller august.

Hvis man køber en million tønder og sælger den til en futurepris, der er 6 dollars højere, har man således tjent 36 mio. kr., før udgifterne er trukket fra.

Der er contango igen

Både tankene og de underjordiske lagre, der er sprængt ud i klippen under oliehavnen i Göteborg, er derfor allerede pænt fyldt. Markedet er i contango.

Sidst det skete var i 2008, da olieprisen først steg og steg til rekordhøje 145 dollars per tønde, hvorefter finanskrisen på få måneder fik prisen til at styrtdykke til under 40 dollars.

Det var et endnu brattere fald end det, vi har set i de seneste måneder, men det blev hurtigt efterfulgt af en ny stigning. Oliespekulanter opkøbte alt, hvad de kunne, og fyldte olielagrene, først på landjorden, siden på ledige containerskibe – på contangoens højdepunkt beregnede det internationale olieshippingfirma Gibson, at 1 ud af 12 containerskibe i verden blev brugt som flydende olielager.

Men i mellemtiden har Lars Jacobsson for længst meldt sig ud af dansen. Han har solgt sine olietanke. I stedet driver han sammen med hustruen, Ragnhild, organisationen Perfect World Foundation, der poster penge i ædle formål som kampen for at redde næsehornet fra udslettelse. Og for mange millioner kroner har han købt sig ind i et amerikansk projekt, der forsøger at udvikle den næste generation af solfangere.

Det er ikke, fordi Lars Jacobsson tror, at olien er ved at slippe op. Tværtimod: »Der er alt for meget olie. Længe inden olien slipper op, er vi uddøde, ligesom dinosaurerne«.

Det var på oliehavnen i Göteborg, det hele startede.

»De her rør har jeg svejset. Og de her«, peger Lars Jacobsson.

Han svejsede rør og tanke for nogle af de store oliefirmaer. Göteborgs oliehavn er fyldt med rør og kæmpe runde beholdere, nogle til råolie på vej til raffinering, andre til benzin, diesel, tjære og kemikalier på vej ud i handlen.

»Jeg har altid haft en drøm om at tjene mange penge. Allerede som 17-18-årig interesserede jeg mig for aktier. Men der var også gode penge i at arbejde som undervandssvejser på en norsk olieplatform«, fortæller den 49-årige svenske erhvervsmand.

Det ville hans ører bare ikke være med til. I stedet kom han til at arbejde på landjorden med at svejse rør og tanke for nogle af de store oliefirmaer.

»Jeg kiggede på de store beholdere og tænkte: Fandens ... man skulle eje et par olietanke og tjene penge«.

Lars Jacobsson læste markedsføring og økonomi ved siden af svejsejobbene, og i slutningen af 1980’erne kom han ind i et firma, som blødte røde tal på bundlinjen ved at udleje oliebeholdere, der sjældent var fyldt mere end 25 procent op.

Midt i det hele blev Lars Jacobssons første kone, der var mor til parrets to små børn, alvorligt syg. Det var en hjernesvulst. Hun døde i 1993.

»Alt gik i stå. Jeg stod uden job, uden penge og med to små børn«.

Med børnepenge som kapital

Men tanken om, at det måtte være muligt at tjene penge på olielagring, ville ikke slippe ham. Lars Jacobsson vidste takket være sine mange svejserjobs, hvor olielagrene fandtes, også de underjordiske.

»Vi havde en kæmpe hvilende kapacitet i Sverige. Som beredskab under den kolde krig havde man udgravet store lagre i klippegrunden, som man aldrig fyldte op – de lå der bare«, fortæller han.

Han startede et nyt selskab med 50.000 kroner i indskud og det offentlige børnetilskud – ’pappapenning’ – som eneste indtægt.

»Så begyndte jeg at køre rundt og indgå aftaler med alle, der havde tomme lagre. Til sidst havde jeg kontrakter på næsten tre millioner kubikmeter lagerplads, den største kapacitet i hele Nordeuropa, men det bliver man jo ikke rig på, for vi havde endnu ikke nogen kunder, der ville lagre olie«.

Oprindelig var ideen bare at leje olietanke ud til en pris, der var en lille smule billigere end i de store havne i Amsterdam, Rotterdam og Antwerpen.

Men ude på de globale finansmarkeder skete der noget nyt i 1990’erne. Det svirrede med begreber som futures, hedging, derivater og optioner. Ideen om at tjene penge på højtgearede væddemål om fremtidige prisstigninger eller prisfald udløste feberbølger på de globale børser.

Mens olieprisen går op, er der enorme summer at tjene på at opkøbe olie, som man har kontrakt på at sælge til en lidt højere pris nogle måneder senere. Man skal bare have et sted at opbevare den imens.

Så da olieprisen begyndte at falde, var der pludselig penge at tjene for dem, der ville købe olien billigt, i forventning om at den snart vil stige igen. Prisen i fremtiden var højere end prisen i dag.

Jeg har ikke dårlig samvittighed over at have tjene mine penge på olie, men jeg er heller ikke stolt over det. Og i de år, det stod på, vågnede jeg hver morgen uden glæde

Eller sagt på en anden måde: Markedet var i contango.

Lars Jacobsson tog sine lagerkontrakter under armen og rejste til London, Genève og New York. Han opsøgte store investeringsfirmaer som Goldman Sachs og Morgan Stanley og tilbød dem at lægge olie i hans lagre til en lidt billigere pris end hos de store olielagre i Rotterdam og Antwerpen.

»På seks måneder havde jeg fyldt alle de tomme olielagre i Sverige. Vi skabte verdens første contango for olie. Og det blev endnu sjovere, da hedgepriserne faldt igen, og det ikke længere kunne betale sig at lagre olie – så tømte vi det hele igen på seks måneder. Men så spurgte jeg tradingselskaberne: »Hvad vil I gøre, næste gang futureprisen stiger?«. »Så kommer vi til dig og lejer dine olielagre«. »Det er der mange andre, der vil«, svarede jeg, og så solgte jeg optioner til alle mine tomme lagre i løbet af to måneder, som en forsikring for at være med i den næste contango«, forklarer Lars Jacobsson.

Nu rullede millionerne ind. Hvor mange? Det behøver vi ikke vide. »Mange nok«, lyder svaret.

Olie er klodens blod

Hvad er olie egentlig?

For 90 og 145 millioner år siden oplevede kloden to perioder med ekstrem global opvarmning.

Havenes alger blomstrede op i store mængder, og døde alger sank ned på havbunden i store mængder, som fandt vej ned i kløfter og sprækker på havbunden.

Under ekstremt pres og gennem millioner af år blev de organiske slimmasser omdannet til den olie, vi pumper op i dag og brænder af i vores biler, fly, skibe og fabrikker.

Og uanset hvor mange nye olieforekomster vi finder, er det en fysisk og uomgængelig kendsgerning, at for hver liter eller tønde vi brænder af, er der en liter eller tønde mindre.

Samtidig er olien den helt centrale ressource, som vores civilisation bygger på. Det tog årtusinder for menneskeheden at runde den første milliard indbyggere omkring år 1800 – men det tog kun et par århundreder med olie, kul og gas at vokse til dagens syv milliarder.

Olie er nøglen. Eller som Chris Skrebowski – en mand med 38 års erfaring fra oliebranchen, hvor han blandt andet har arbejdet for BP og som senioranalytiker for det saudiske olieministerium – siger:

»Selv om olien kun er en af mange råvarer, er det olien, der sammenkobler og transporterer alt i samfundet fra varer til mennesker. Olien er som blodet i vore vener – den udgør kun en lille del af vores krop, men det forbinder alt, hjerne og hjerte og lemmer«.

I dag er Chris Skrebowski selvstændig konsulent i London og del af en bevægelse af olieeksperter, økonomer og miljøforkæmpere, der forsøger at advare verden om, at olien slipper op.

Det kommer ikke til at ske fra den ene dag til den anden, og vi vil næppe nogensinde kunne bruge den sidste dråbe olie.

Men de store, lettilgængelige felter vil snart være tomme. De nye felter, vi finder, bliver stadig færre, mindre og sværere at komme til.

Verden nærmer sig vendepunktet, hvor olieproduktionen topper, begynder at flade ud for derefter at falde – samtidig med at verdens befolkning og efterspørgslen efter olie fortsætter med at vokse.

Det er derfor, teorien om ’peak oil’ bekymrer mange eksperter: Når de to kurver for produktion og efterspørgsel fjerner sig fra hinanden i et stadig voksende gab, kan oliepriserne eksplodere med den effekt, at verden bliver kastet ud i global recession, uroligheder, krig og hungersnød.

Hånet og latterliggjort

Teorien om peak oil blev formuleret af den erfarne oliegeolog Colin J. Campbell i en berømt artikel fra 1998 offentliggjort i The Scientific American under overskriften ’The end of cheap oil’ – ’Slut med den billige olie’.

Året efter faldt olieprisen til uhørt lave 9 dollars tønden.

Siden da er peak oil-tilhængerne blevet hånet og latterliggjort, hver eneste gang oliereserverne er blevet opjusteret, og verdens olieproduktion alligevel er vokset ud over det punkt, hvor de forudsagde, den ville begynde at falde.

Viser det seneste olieprisfald, at de endnu en gang har taget fejl?

Nej, siger Chris Skrebowski:

»Den billige, lettilgængelige olie har passeret toppunktet. Det skete omkring 2006, fuldstændig som forudsagt. Det, vi har lært i de sidste tre-fire år, er, at prisen også spiller en vigtig rolle. Ved ekstremt høje priser kan man udvinde dyr olie fra tjæresand, skifer og dybhavsboringer. Men når man regner al den dyre olie i Nordamerika fra, falder produktionen fra alle andre lande uden for Opec«.

Ser man for eksempel på den danske nordsøolie, finder man et perfekt eksempel på peak oil. Produktionen af olie og gas følger en fuldendt klokkeformet kurve, som toppede i 2004-05 og på kun 10 år er faldet til under halvdelen. Nye felter og nye – kostbare – udvindingsteknikker kan til nød forlænge den nuværende udvinding, men vi kommer aldrig op i nærheden af højdepunktet igen.

På verdensplan er peak oil-vendepunktet kun udsat takket være boomet af skiferolie og tjæresand i USA og Canada.

»Men det er ikke aflyst, det lurer derude i skyggen«, siger Chris Skrebowski.

Den saudiske guldgrube

Ghawar-oliefeltet i Saudi-Arabien er verdens største oliefelt. Gennem seks årtier har saudierne pumpet og pumpet olie op fra sandbunkerne 200 km øst for Riyadh med en fart på fem millioner tønder om dagen.

Denne mytiske strimmel solstegt, knastør ørken på 280 gange 30 km står for 60-65 procent af hele den saudiske olieproduktion. 1 ud af 16 tønder olie på verdensmarkedet kommer herfra. Og Ghawar rummer stadig med 70-80 milliarder tønder verdens største kendte oliereserver for et enkelt felt.

Men måske er kongen over alle oliefelter døende. Gætterier og spekulationer florerer, for Saudi-Arabiens statslige olieselskab Aramco holder kortene tæt til kroppen. Produktionen fra Ghawar har toppet og været faldende siden 2009. Og blandt eksperter spekuleres der i, at saudierne systematisk overdriver omfanget af de tilbageværende reserver under sandet som del af et stort bluffnummer, der skal understøtte kongerigets nøgleposition på det globale oliemarked.

»Det er usandsynligt, at noget oliefelt i verden nogensinde vil kunne hamle op med den gavmilde produktion, som Ghawar har leveret til Saudi-Arabien og det internationale oliemarked«, skrev energieksperten Matthew Simmons allerede i 2005 i en kontroversiel bog om den dalende saudiske olieproduktion.

Historisk toppede Ghawars olieproduktion i 1990 med 6,5 millioner tønder om dagen. Det niveau er aldrig siden nået. Og produktionen fra Ghawar kan i dag kun opretholdes ved at sprøjte enorme mængder af havvand ned i olieboringerne for at presse en blanding af olie og op til 55 procent saltvand op. Næste skridt er et forsøg med at pumpe store mængder CO2 ned i olieboringerne i håbet om at presse produktionen et nøk mere.

Det hjælper alt sammen, men kun på kort sigt. Meget tyder endda på, at mere aggressive indvindingsteknikker fører til et endnu hurtigere fald i produktionen senere hen. Uanset hvad er Ghawarfeltet som en stor prustende hanelefant på vej nedad. Ingen andre felter kommer i nærheden og kun ganske få, som Burganfeltet i Kuwait og Rumaila i Irak nærmer sig samme superliga. Det er gamle felter, som allerede har sprøjtet olie ud i et par generationer.

De udgør rygraden i verdens olieproduktion. De har toppet, og produktionen er begyndt at falde. De nye felter, der løbende bliver fundet, er stadig færre og mindre og vil ikke kunne erstatte giganterne.

Til gengæld strømmer olien op af de amerikanske skiferfelter og den canadiske tjæresand. Og pludselig ser det ud, som om verden svømmer i olie igen. Men reelt er det kun et ganske lille overskud på en million tønder om dagen, eller godt 1 procent mere end efterspørgslen, der pludselig vælter hele oliemarkedet.

På få måneder er olieprisen mere end halveret. Men hvis produktionen falder en smule, fordi det ikke længere kan betale sig at hente den mest besværlige olie op fra undergrunden – og hvis verdensøkonomien samtidig kommer højere op i fart – kan priserne hurtigt stige igen, mener mange analytikere.

Mange mener, det stadig er Saudi-Arabien, der sidder med nøglen til at bestemme verdens oliepris. Men i virkeligheden er USA’s rolle mindst lige så afgørende.

Olie fra ishavet

I Alaskabugtens iskolde bølger var en slæbebåd på vej med boreplatformen ’Kulluk’ en sen nytårsaften i 2012, da katastrofen indtraf.

Linen mellem slæbebåden og platformen sprang i de enorme bølger, og senere brød slæbebådens motorer sammen. Til sidst måtte helikoptere fra den amerikanske kystvagt i en risikabel og dramatisk aktion redde de 18 mand, som var om bord på platformen.

Det var Shell, som stod bag det mislykkede forsøg på at lede efter olie i havet nord for Alaska. Shell var på det tidspunkt verdens største olieselskab med 87.000 ansatte i mere end 70 lande. Men selskabet var også presset, efter at det havde måtte erkende, at det tidligere havde overdrevet mængden af dokumenterede oliereserver, som det rådede over. Det havde ført til et fald i aktiekursen samt bøder i USA og Storbritannien på næsten 1 mia. kr.

Shell var klar til at bruge over 35 mia. kr. på at bevise, at dt kunne finde olie i Det Arktiske Hav. Og i 2012 sendte Shell to flydende boreplatforme mod nord for at foretage de første boringer. Ekspeditionen blev imidlertid plaget af problemer, og det lykkedes ikke at etablere en eneste prøveboring. Da de to boreplatforme skulle transporteres sydpå igen, gik det galt. Det var et lille mirakel, at episoden endte uden udslip af olie, og uden at nogen kom til skade.

Da Barack Obama i januar i år holdt sin årlige tale om nations tilstand, mindede han om, at USA er mindre afhængig af udenlandsk olie, end det har været i 30 år. »I dag er USA verdens nummer 1 inden for olie og gas«, sagde han og tilføjede, at den typiske familie vil spare næsten 5.000 kr. i år takket være den billige benzin.

Men han nævnede ikke, at de lave priser også er en trussel mod USA’s nyvundne position som verdens største producent af olie og gas. Sagen er, at det olieboom, USA og Canada har oplevet det sidste årti, kun har været muligt, fordi oliepriserne har været høje.

Meget af den olie, der udvindes af tjæresand i Canada eller hentes op fra skiferboringer i North Dakota, er kun rentabel, når olieprisen er over 70 dollars per tønde – altså væsentlig mere end den aktuelle pris, der har svinget omkring 50 dollars i år.

Det er den svært tilgængelige olie, der venter på at blive hentet op nu. Og den næste reserve, der skal udnyttes, er i ishavet nord for Alaska.

’Kulluk’s næstenforlis fik ikke Shell til at drosle ned. Efter en pause i 2013 arbejdede selskabet hele 2014 målrettet på at gøre klar til nye prøveboringer.

Hverken isbjerge, meterhøje bølger eller omfattende kampagner fra Greenpeace og andre aktivister har bremset jagten på olie i Arktis. Så sent som i januar meldte Shell ud, at jagten på olie i havet nord for Alaska fortsætter, selv om selskabet har droppet en række andre projekter på grund af den lavere oliepris.

Et nyt liv

I 2002 satte Lars Jacobsson sin virksomhed, Scandinavian Tank Storage, til salg.

»Jeg havde tjent mange penge og ville bruge mit liv til noget andet. Jeg mødte Ragnhild, som blev min kone, og jeg bestemte mig for at sælge selskabet, være til stede for børnene og kaste mig over nye ting. Jeg havde aldrig lavet andet end at arbejde, og nu ville jeg gøre noget for miljøet«, siger han.

Lars Jacobsson var 35 år og pensioneret. Det trecifrede millionbeløb, han fik ved salget, var nok til, at han aldrig behøvede røre en finger resten af livet. Han havde mødt sin nuværende kone, og nu skulle de bare nyde livet.

»Men det viste sig, at jeg var helt elendig til at løbe på ski. Og Cannes er sjov den første uge med sol, men det var forfærdeligt at bo der. Jeg klatrede på væggene og havde brug for at gøre noget, der gav mening«.

I 2006 flyttede familien hjem til Sverige igen. Han startede en ny virksomhed. Handlede lidt med metaller, gav en masse penge til truede dyr. Og ledte efter noget nyt at kaste sig over. På trods af at oliepriserne i de år stormede i vejret og skabte formuer, ville han ikke tilbage i branchen.

»Jeg har ikke dårlig samvittighed over at have tjene mine penge på olie, men jeg er heller ikke stolt over det. Og i de år, det stod på, vågnede jeg hver morgen uden glæde«.

En af Lars Jacobssons venner er professor på Göteborgs universitet og havde været i Kina. Han begyndte at snakke om kinesernes enorme behov for energi, om forureningen, de store dæmningsanlæg og behovet for at finde nye energikilder.

»Jeg fattede ingenting i starten, men han blev ved og ved«.

Fra oliebaron til solkonge

I første omgang stiftede han firmaet Cleanenergy, som han forlod igen i 2010, da han i stedet stiftede United Sun Systems og købte rettighederne til en såkaldt stirlingmotor – en stempelmotor, der kan drives af sol eller andre energiformer. Den var udviklet af Ford og Nasa og er ifølge Larts Jacobsson verdens bedste af slagsen.

I 2012 købte han et konkursramt amerikansk solprojekt i Phoenix, Arizona. Det bestod af 60 kæmpe solparaboler og var nogle år forinden blevet indviet af selveste præsident Bush.

»Det var et af de mest lovende energiprojekter i USA’s historie. Det producerede 1,5 MW strøm, helt ren energi, og fungerede perfekt. Men pengene slap op, da den amerikanske Kongres pludselig trak sine lånegarantier tilbage. Konkursboets kurator sendte de 70 medarbejdere hjem med øjeblikkelig virkning og slukkede for det hele. Kraftværket, som ejede jorden og aftog strømmen, gav mig syv dage til at fjerne anlægget – det skulle bare væk«.

I Phoenix, Arizona, forsøgte Lars Jacobsson med alle midler at bevare solanlægget lidt længere.

»Jeg tilbød at købe jorden, leje den eller lease den. Men kraftværket var ikke interesseret. Jorden var fuldstændig værdiløs, men de hævdede, at den skulle bruges til landbrug, og det stod ikke til forhandling. Først da jeg truede med at gå til pressen, gav de mig to måneder til at nedtage anlægget i stedet for syv dage«, fortæller han og ryster på hovedet.

De kæmpestore parabolspejle koncentrerer solens stråler til 800 graders varme, som rammer en stirlingmotor i midten. Motoren virker ved, at brint i et lukket kammer skiftevis opvarmes og afkøles, og trykforskellene driver de stempler, der genererer strøm. Nu blev det hele skilt ad og pakket ned. 27 af anlæggene står nu i Kina, de øvrige er på lager i Arizona, mens Lars Jacobssons nye firma, United Sun Systems International, arbejder på at perfektionere den teknologi, som han allerede nu er overbevist om er den førende i verden på området.

»Lige nu koster det bare penge, penge, penge. Vi skal bruge en større parabol og en større motor for at nå ned på den rigtige pris«.

Lars Jacobssons mål er at bygge det første solkraftanlæg, der kan producere energi billigere end kul og olie – og billigere end alle andre bæredygtige energikilder.

»Vi er ikke de eneste, der arbejder med det her, men vi er mindst fem år og 300-400 mio. dollars foran konkurrenterne. Ser du, vi kan ikke gå og vente på, at politikerne giver statslige tilskud og støtteordninger. Først når vi kan producere energi, der kan konkurrere kommercielt med de fossile brændsler, kommer den store omstilling«.

Men hvad nu, hvis olieprisen fortsætter med at falde?

Det giver ikke Lars Jacobssons indre spekulant søvnløse nætter. Hans teknologi kan konkurrere med en oliepris ned til 18-20 dollars tønden, siger han.

»Truslen mod menneskets eksistens er for høje oliepriser. For så begynder man på alle disse idiotiske ting som fracking, tjæresand og olieudvinding i Arktis og skaber en kæmpe miljøkatastrofe. Derfor er det vældig godt, det, der sker nu! Man skræmmer bankerne og investorerne, og måske redder vi Arktis og dybhavsområderne«, siger han.

Ingen kender oliemængden

Hvorfor er der aldrig nogen, der ser det komme, når olieprisen enten falder eller stiger brat? Også denne gang blev alverdens markedsanalytikere og olieeksperter taget på sengen.

Et af problemerne er forældede data, fordi de store oliestater i Mellemøsten holder kortene meget tæt til kroppen. Ingen ved reelt, hvor meget olie der produceres, forklarer Chris Skrebowski.

»De officielle produktionstal fra Opec offentliggøres med to års forsinkelse. Tro det eller ej, men de aktuelle olietal bygger på, at der sidder folk i alle mellemøstlige oliehavne med kikkerter og tæller skibene, sjusser på deres størrelse, og hvor dybt de ligger i vandet. Er tankene fyldt, og er det med olie eller ballast? De oplysninger sammenholdes med det antal skibe, der anløber havne i Europa, Nordamerika og resten af verden. Strengt taget er meget af det rent gætværk«.

Dertil kommer krig, uro og smugleri over grænser. Lige nu aner ingen reelt, hvor meget olie der produceres i Syrien, Kurdistan eller Libyen.

Omfanget af reserverne er om muligt endnu mere usikkert. De mellemøstlige oliestater betragter data om oliereserver som statshemmeligheder. Det samme gælder Rusland og Kina. Reserverne opskrives, når det er politisk bekvemt – for eksempel når de enkelte Opec-lande lobbyer for at øge deres andel af kvoterne, eller når de multinationale olieselskaber vil pynte på deres regnskaber.

Det var netop lidt for pumpede tal for selskabets reserver, der for et par år siden var en medvirkende årsag til, at Shell kastede sig ud i det hektiske forsøg på at finde olie nord for Alaska.

Opec’s tab af indflydelse

Set i bakspejlet er der bred enighed om, at det er den store vækst i USA’s olieproduktion, der brat slår igennem med det aktuelle prisfald på olie.

»Al historisk erfaring viser, at hver gang der åbnes for en stor ny olieforsyning, skaber det kaos på markedet, medmindre man har et kartel, der kan kontrollere det«, siger Chris Skrebowski.

I 1930’ernes USA fik store mængder olie i det østlige Texas prisen til at falde helt ned til 10 cent per tønde, og desperate benzinstationer lovede gratis kyllinger som bonus for at lokke kunder til. I 1950’erne boomede produktionen fra Mellemøstens store oliefelter. De lave priser førte til dannelsen af Opec, som igen og igen har påtaget sig rollen som det globale oliemarkeds prispolitibetjent og har grebet ind, når prisen blev for lav.

»Men nu har de frasagt sig opgaven, på trods af at det kan knockoute flere af deres egne medlemmer som Venezuela og Nigeria«, siger Chris Skrebowski, som ikke afviser, at det kan få Opec til at falde helt fra hinanden.

»I praksis styres Opec af Saudi-Arabien og nogle få andre af de rigeste golfstater. De er de eneste, der har råd til fortsætte med de lave priser, eller tage noget olie ud af markedet«.

Det sidste vil saudierne ikke. Ikke igen. Da de gjorde det i 1980’erne for at forsvare prisen, snød alle de andre medlemslande, og saudierne har sværget, at den fælde falder de ikke i en gang til, siger Chris Skrebowski.

De seneste måneder er der luftet mange teorier om, hvorfor Saudi-Arabien ikke vil skrue ned for produktionen. En af dem er, at saudierne vil stække og svække ærkerivalen Iran. En anden, at saudierne og USA i hemmelighed har aftalt at knægte Putins Rusland. Ingen kan vide, hvor meget den slags hensyn fylder for styret i Riyadh, men den britiske analytiker hælder mere til den enkle forklaring, at det handler om at forsvare oliestatens position på markedet.

Opec sidder i dag kun på 30 procent af verdens olieproduktion. Skruer de endnu mere ned nu, vil andre lande bare overtage nye store dele af markedet, lyder analysen. Derfor har Saudi-Arabien efter alt at dømme besluttet, at det nu gælder om at forsvare markedsandele og ikke priser.

Da prisen sidst styrtdykkede i 2008, gik der kun et halvt år, før den var oppe igen. Ingen ved, hvor længe det vil vare denne gang. Om de høje priser kommer tilbage i år eller næste år.

»Skiferolie udtømmes meget hurtigt, medmindre man hele tiden borer løs, så priserne kan meget hurtigt stige igen til nye højder. Lige nu ser det ud til, at Opec vil stå fast længe nok, til at en del af skiferolieproducenterne går fallit. Mange af dem har investeret meget aggressivt i at ekspandere og har meget stor gæld. Dem vil de lave priser rydde ud i på brutal facon«, siger Chris Skrebowski.

Det handler om penge

Høje oliepriser flytter enorme pengemængder mellem landene. Vestlige forbrugere finansierer via benzinstanderen de mellemøstlige regimers magt og rigdom.

Når prisen falder, bliver pengene i vores del af verden i stedet. Samtidig sætter de lavere priser gang i økonomien, fordi der frigøres penge hos både virksomheder og forbrugere.

I USA har energiboomet allerede været stærkt medvirkende til at skabe vækst, og amerikanerne kan igen køre i store firehjulstrækkere – salget af de fire mest populære modeller steg med 10 procent i november sidste år.

Men triumfen kan blive dyrekøbt, siger Chris Skrebowski.

»Jo, markedskræfterne virker, men på brutal vis. De tager ikke hensyn til de menneskelige omkostninger, til uroligheder, recession, massearbejdsløshed. Opec og USA har med deres rivalisering sat en kurs, de ikke selv kan styre: De vil kæmpe, til der flyder blod på gulvet«.

Amerikanske banker har lånt enorme summer ud til at finansiere landets eget skiferolieeventyr.

»Vil olieprisens kollaps udløse et sammenbrud på aktiemarkedet«, spørger analytikere på websitet oil-price.net.

Priskrigens første ofre er de lande, der er helt afhængige af olieindtægter. Den russiske økonomi er i knæ. Store Opec-lande som Iran, Venezuela og Nigeria kan ikke få deres statsbudgetter til at hænge sammen.

Yoyoeffekten

Hvis den nuværende moderat lave oliepris sætter ny gang i efterspørgslen, samtidig med at tilstrækkelig meget af den ’alternative olie’ sættes ud af spillet, kan resultatet blive en ny cyklus med voldsomme prisstigninger.

Ved årsskiftet valgte tre store energiselskaber – norske Statoil, franske GDF Suez og danske Dong Energy – alle at tilbagelevere licenser til at bore efter olie ved Grønland. De gjorde det, i erkendelse af at det er for dyrt og for usikkert at gå efter den store gevinst. Nye olieprojekter for i alt 150 mia. dollars vurderes at være lagt på is siden prisfaldet. Olieefterforskning og -udvinding er en langsigtet forretning, så den olie kommer til at mangle på markedet om nogle år.

Samtidig kan Vesten falde tilbage i ny afhængighed af olie importeret fra Mellemøsten, fra Rusland, Venezuela og Nigeria – lande, vi nødig ser få for meget magt på den globale scene.

»Det værst tænkelige er, at vi får en yoyoeffekt, hvor vi er fanget mellem et loft, hvor de høje priser skader verdensøkonomien, og et gulv, hvor de lave priser hæmmer olieproduktionen og igen driver priserne op«, siger Chris Skrebowski.

Flere af de største oliefirmaer er begyndt at leje tankskibe til at lagre olie, i forventning om at priserne er på vej op. Wall Street Journal rapporterede for nylig, hvordan et af verdens største handelsfirmaer, Vitol, har lejet et af verdens største containerskibe, supertankeren ’TI Oceania’ og placeret den ud for havnen i Singapore med tre millioner tønder olie om bord.

Med andre ord: Der er budt op til contango igen.

Lars Jacobsson skal dog ikke nyde noget.

»Jeg får masser af tilbud om at gå ind i olielagring og oliehandel, men jeg nægter. Jeg vil ikke«, siger han.

»Det er forkert at bruge olie. Alle ved det. Vi skal væk fra de fossile brændstoffer så hurtigt som muligt. Men det er pengene, som styrer, og vi skal åbenbart dø, før vi forstår, at det er for sent«.

Lars Jacobsson bilder sig ikke ind, at han kan redde menneskeheden. Men mindre kan også gøre det: Hans og hustruens helt egen ngo, The Perfect World Foundation, rejser penge til projekter, der kan beskytte næsehorn, hajer og elefanter. Ved en gallakoncert i september hjalp kronprinsesse Victoria med at samle tre millioner svenske kroner ind. Lige om lidt rejser ægteparret til Sydafrika og Australien for at tilse nogle af de støttede projekter.

Men det største projekt er solkraften. Telefonen ringer jævnligt med forespørgsler fra Indien, Kina, Afrika, Mellemøsten, Australien og Sydamerika.

»Interessen er enorm. Kina har skrevet under på en hensigtserklæring om at købe 400.000 anlæg til Gobiørkenen«, siger han.

Hvis det sker, vil det ifølge Lars Jacobsson svare til ordrer for op imod 20 mia. dollars. Drømmen er at bygge motorerne i Göteborg for at skabe tusinder af lokale arbejdspladser og sikre svensk kvalitet. Ambitionen er at sælge mindst 100.000 solkraftanlæg årligt inden for 5-7 år.

Lars Jacobsson har snart brugt størstedelen af sin olieformue på dyrebeskyttelse og solenergi.

»Tjener man penge, synes folk, at man er mærkelig. Giver man dem væk, synes de også, at man er skør«, siger han, mens iskold regn og slud fyger hen over oliehavnens kaj.

»Jeg har lidt penge, men jeg er ikke milliardær. Jeg vil hellere være fattig, men lykkelig. Den dag, jeg dør, skal der ikke stå en krone i banken«.

Publiceret 13. februar 2015

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce