En stærkt fordrukken tidligere prokurist for skotøjsfabrikken Britka findes en kold vintermorgen i en københavnsk park. Han ligger helt stille, han er stendød, formentlig frosset ihjel. Men det var til syvende og sidst alkoholen, der tog ham.
Et par dage tidligere – et andet sted i hovedstaden, i en lille pæn lejlighed – ligger en skotøjsarbejder på stuegulvet og leger med elektrisk tog med sin 7-8-årige søn, da Pressens Radioavis udsender en efterlysning. Det drejer sig om den 44-årige Christian Birger, der »har forladt Sundholm«, som speakeren forklarer. Er der nogen, der har set ham?
Svaret er nej, ingen får øje på Christian Birger, før to unge kvinder, der cykler på arbejde, tilfældigt gør holdt lige ud for den bænk i parken, der blev den tidligere skotøjsprokurists sidste stop på en lang, brutal deroute. Fra villa og cognac med dobbelt væge til hjemløshed og ren kogesprit, som han havde i inderlommen i en sodavandsflaske med patentprop.
Skotøjsarbejderen, Carlo Jensen – nu fastansat på Britka – stivner et øjeblik, da han hører efterlysningen, stopper sin leg med sønnen og kaster et sigende blik i retning af sin kone. For al den lykke, kærlighed og harmoni, han nu oplever, er ingen selvfølgelighed for ham. Han kunne have været den døde mand i parken, han var engang lige så saftig som prokuristen. Men det var, før han mødte det middel, der netop har fået en let løftet pegefinger fra Sundhedsstyrelsen: Antabus. Et præparat, der blev opdaget af danske læger i tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig.
