Det var et på alle måder bevægende øjeblik, den 4. juli 2012 klokken lidt over ni om morgenen. Auditoriet i den europæiske kerneforskningsorganisation Cern, godt ti kilometer uden for den schweiziske by Géneve, var fyldt til sidste plads. Og rundt omkring i verden sad tusinder klinet til deres computerskærme og fulgte på afstand og med tilbageholdt åndedræt seancen.
Den amerikanske fysikprofessor Joseph Incandela havde ordet. Han holdt en lille kunstpause. Og sagde så det, videnskabsmænd over hele kloden havde ventet på at høre i næsten 50 år:
»I think we have it«.
