Foto: Carolin Weinkopf

På jagt efter et nazispøgelse

En lille landsby i det gamle DDR har i månedsvis været scenen for en kamp mod nynazister, der voldeligt kæmper mod flygtninge. Beboerne føler sig glemte og isolerede i et hjørne af Angela Merkels rige uden håb om andet end at få lov at være i fred.

Mange små buske foran de velholdte huse er stadig pyntet med påskeæg i alverdens farver, havenisserne stirrer tomt for sig under de oprejste huer. De synes i lighed med tæppet af udsprungne blomster i gule, hvide og lilla kulører at vejre forår trods den knugende kulde.

Umiddelbart ligner Tröglitz snarere en fint mønstret sovepude på det tyske landkorts store sengetæppe end arnestedet for genkomsten af den værste ondskab, landet har oplevet.

Men nazismens spøgelse er løs i landsbyen, som i medierne allerede har fået det alt andet end flatterende tilnavn ’Den brune rede’ klistret på sig. 20 politifolk jager gespenstet denne onsdag eftermiddag ved at gå fra hus til hus og udspørge beboerne om en i påsken påsat brand i taget på et hus, der snart skulle have huset flygtninge.

En kamerabærende flok mediemedarbejdere halser efter politifolkene i bestræbelser på at dokumentere jagtscenerne. Imens prøver de 2.700 beboere i Tröglitz indædt at fortrænge spøgelsets tilstedeværelse med hovedrysten, misbilligende blikke til de indtrængende og ved at speede op og med larmende hastighed at køre forbi de nysgerrige fremmede i gaderne.

»Hvis vi bare kunne få lov at være i fred igen«.

Den ældre dame, der er på cykeltur med sin glade hund, en golden retriever ved navn Janka, langs markerne uden for landsbyen, er den første, vi taler med. Og hun indleder modstræbende med at sige det, alle her synes at tænke.

»Nej, jeg er ikke bange for noget. Tröglitz er et fredeligt sted og absolut ikke en rede for nynazister«.

Da hun nogle minutter efter afslutter samtalen ved stejlt at erklære, at vi kan glemme alt om at fotografere hende eller få hendes navn, kommer det tøvende i den kolde forårsluft:

»Nej, jeg vil ikke fremstå med navn og foto. Og du behøver ikke at skrive alt, hvad jeg har sagt. Man ved jo aldrig. Lidt bange er jeg alligevel. Det er så ubehageligt, hvad der sker her«.

Så cykler kvinden videre, mens Janka lykkeligt lunter af sted ved hendes side gennem den grønne fryd. Men ved næste hus lidt længere henne ad vejen stopper hun igen. Nogle håndværkere er ved at lægge nyt tag på huset. Fra deres høje position har de fulgt vores samtale med kvinden og råber hende nu an. Hvad har hun mon sagt til de snushaner? Man kan næsten høre spørgsmålet hele vejen hen ad asfalten, mens den ældre dame med et frustreret skuldertræk kommanderer Janka til at vende snuden om. Dagens tur bliver ikke længere, de må hjem til landsbyen.

Landsby i alarmberedskab

Det er sådan, den ser ud, angsten i Tröglitz. Den kan aflæses i de nervøst flakkende blikke, beboerne udveksler med hinanden, når de mødes i spærreilden fra pressefotografers blitz og politiets blå blink. Hvad sker der her, hvem har gjort det? Kender vi overhovedet hinanden længere? Er vi på samme side, spørger de hurtige og næsten umærkelige blikke fra delvist skjulte silhuetter bag husenes vinduer, gennem bilernes ruder og under de nødvendige huer, kasketter eller tørklæder i aprils kulde.

En landsby i alarmberedskab, hvor alle kender hinanden, og alle holder øje med hinanden. Og hvor stemningen ikke er blevet bedre af, at delstaten Sachsen-Anhalt har udlovet en dusør på hele 20.000 euro (150.000 kr.) for oplysninger, der kan føre til anholdelsen af brandstifterne.

»Hvad skal det til for? Alle ved jo godt, hvem der har gjort det«, vrisser en mand, der iagttager politiets af pressen stærkt overvågede tekniske undersøgelser omkring huset med det brændte tag på hjørnet af Ernst Thälmann Strasse og Karl Marx Strasse.

Han ønsker tydeligvis ikke at uddybe synspunktet, men sætter sig ind i sin bil og kører hastigt væk, så flaget fra det gamle DDR, der hænger i forruden, dingler faretruende.

Siden byens borgerlige borgmester gennem fem år, Markus Nierth, for en måned siden gik af som følge af nazistiske demonstrationer og trusler mod ham og hans familie, har Tröglitz været alt andet end tryg.

Undtagelsestilstanden steg op i det røde felt, da flammer pludselig stod op fra taget på en beboelsesejendom, der ifølge planerne skulle huse nogle af de snarligt ankommende flygtninge, som hele striden handler om, natten til påskedag. Huset, der i lighed med mange andre i landsbyen har stået mere eller mindre tomt i årevis, var netop forsynet med et helt nyt tag og de 12 lejligheder renoveret til modtagelsen af de nye indbyggere. De to lejere, der stadig boede her, var ude af huset i tide, angiveligt efter et tip fra naboer om, at noget kunne og måske ville ske hin lørdag nat. Rygterne om en aktion mod flygtningehuset har svirret i landsbyen i ugevis, siger nogle af de anonyme beboere.

Branden i taget, hvis bærende bjælker nu, sorte og forkullede, stritter hjælpeløse mod himlen, er den foreløbige kulmination på et forår, hvor det medierne i Tyskland beskriver som ’den brune flom’, har rejst sig af vinterdvalen og atter har plantet hagekorset midt i den tyske dagligdag for at sprede skræk og levere voldelige modtræk mod forbundskansler Angela Merkels asylvenlige politik. Tyskland modtog ifølge en helt ny opgørelse fra regeringens kontor for flygtninge og indvandrere 173.072 asylansøgere sidste år, en stigning på 58 procent i forhold til året før. Det er svært at finde opholdssteder til de mange flygtninge fra især Syrien og Irak, hvorfor regeringen har opfordret også små samfund som Tröglitz til at tage imod dem.

Det sker ikke uden voldelig modstand. Antallet af flygtninge og indvandrere, som er blevet overfaldet eller ramt af politisk hærværk, er eksploderet over hele landet, men især i det gamle DDR. Journalister er blevet jaget bytte ved demonstrationer i for eksempel Dortmund. Det gælder også politikere og sågar præster, senest Christian Behr fra Dresden, som tilhængere af den antiislamistiske bevægelse Pegida ville »skære halsen over på«, da kirkeklokkerne planmæssigt begyndte at bimle anden påskedag, mens de demonstrerede udenfor. Flere politikere lever under konstant politibeskyttelse, inklusive den tidligere borgmester i Tröglitz, Markus Nierth.

»Det er forfærdeligt, hvad der er sket her. Mange er i chok, og det er jeg også selv. Branden er efter alt at dømme påsat, og når det bliver slået fast, er det en skamplet for Tröglitz«, siger Markus Nierth.

Den store skuffelse

Efter at nynazister med tilknytning til partiet NPD i ugevis havde gået i protestmarch gennem det lille samfund med kurs mod det store bindingsværkshus øverst i byen, hvor Markus Nierth bor med sin hustru og parrets syv børn, valgte han at trække sig med henvisning til familiens sikkerhed og i afmagt over, at de lokale myndigheder ikke gjorde noget for at beskytte dem.

Nu har familien døgnet rundt udsigt til en politibil, der er parkeret lige uden for huset.

Politifolkene er professionelle, og familien sover trygt, men støtten kom for sent, siger Markus Nierth.

»Det var ekstremt skuffende«, siger den forhenværende førstemand, der følte sig alene og svigtet. En følelse, han er med på, at hans bysbørn kender alt for godt.

»Efter den tyske genforening har mange her i det gamle Øst oplevet det, som om vi blev overladt til os selv og forrådt af regeringen i Berlin. Det er en stor skuffelse, som har ført mange i armene på nynazister, der er kommet udefra for at udnytte situationen. Især for folk fra de lavere sociale klasser er der en stor frygt for indvandrere og flygtninge, som nazisterne har udnyttet. Det er næsten, som om folk har brug for nogen at sparke til og trampe på«, siger den desillusionerede Markus Nierth.

Han tilføjer:

»Jeg håber, at vi alle har lært noget af det her. Nemlig at bruge det demokrati, alle i det gamle DDR åbenbart ikke har forstået, gælder os alle. At det store tavse flertal her i byen snart taget ordet og siger fra. Ellers er vi for nemme at manipulere, at skræmme. Jeg bliver her selv og tager kampen op, det er helt sikkert«.

På landsbyens centrale plads med det forjættede navn fra DDR-tiden, Friedensplatz, skyller en håndfuld hærdebrede mænd de sidste dages begivenheder ned med en flok pilsnere. Så snart vi nærmer os, vender de ryggen til, og en af dem brummer:

»Glem det, det der har vi ikke tid til«.

Inde i supermarkedet reagerer alle på samme måde, med afvisende håndtegn eller med et kort, men klart: »Nein!«.

Ingen skal have klinket noget til citat. Og da slet ikke her, i centrum for minisamfundet, hvor alle kigger hinanden ud.

»Det her er en dejlig og fredelig lille landsby, hvor vi bare gerne vil passe os selv. Vi har problemer nok selv og kan ikke løse hele verdens. Derfor er der ikke brug for asylansøgere her. Vi vil ikke have fremmede, der koster penge og ikke bidrager med noget. Det er den gamle borgmester, der har startet alt det her, nu må han selv rode sig ud af det«, vrisser en ældre mand i arbejdstøj vredt, efter at han ellers først har afvist at tale om »det tema«.

Da nogle bekendte kører forbi i bil og sender misbilligende blikke ud ad vinduerne, haster han videre op ad gaden. Uden at tage afsked.

Nabo til kz-lejr

Tysklands nye historie har ikke været blid mod Tröglitz. Under Anden Verdenskrig havde datidens nazister anlagt kz-lejren Wille lige uden for byen, hvortil primært jødiske fanger fra den berygtede lejr Buchenwald blev sendt for at grave brunkul til brug for produktion af en form for benzin. På kirkegården i nabolandsbyen Rehmsdorf er der opsat et mindesmærke for over 5.800 af dem, der mistede livet her. Det samme gjorde store dele af lokalbefolkningen, da de allierede bombede benzinanlægget mod krigens slutning.

Året efter fredens komme omkom 30 mennesker, da et tog med flygtninge blev afsporet ved banegården i Tröglitz, og tre år senere kostede en eksplosion i en kulkværn yderligere 40 menneskeliv.

»Man burde jo lære af historien, men det er nok ikke tilfældet her. Tværtimod. Og ofte tænker jeg da også, at det var bedre før. I DDR-tiden havde vi alle arbejde, og jeg kunne aflevere mit barn i børnehaven hver morgen uden problemer. Vi havde måske ikke den overflod af varer, vi har nu. Vi havde for eksempel ingen bananer. Men se da, hvor mange bananer der ligger og rådner, til de er sorte, i det nuværende system – er det måske bedre?«.

Den 71-årige pensionist med hunden har fået talt sig varm uden for Tröglitz, hvor selv bananerne rådner. Og bliver sorte. Hun mindes årene i DDR med glæde.

»Der var 4.000 arbejdspladser på fabrikkerne her dengang, nu er de væk. Dengang havde vi faktisk fremmede fra Cuba og Vietnam, som levede og var velkomne her. Så det passer ikke, når man ovre i Vesten siger, at vi er fremmedfjendske. Men de folk fik penge for at arbejde, nu vil man sende en masse hertil og give dem penge, uden at de skal arbejde. Det er det, folk protesterer imod. Vi er glemte og isolerede af Angela Merkel, men vi er ikke nazister«, mener hun.

Tilbage i selve Tröglitz er 23-årige Marco kommet hjem fra arbejde som autolakerer.

Han er født og opvokset i nabobyen Zeitz, men er flyttet til Tröglitz, hvor han har knappet en stor ølflaske op og vil gå tur med sin lille hund.

»Det her er en fin lille landsby, hvor vi faktisk er en del unge. Den er slet ikke affolket, som mange andre flækker herude i Øst. Men de sidste begivenheder har ødelagt meget. Nu siger de, at det kan være ekstremister fra venstrefløjen, der har tændt ild på de boliger i håb om, at højreekstremisterne skal få skylden. Men det kan ikke passe. Hvorfor skulle venstrefløjen, som jeg sympatiserer med, dog gøre sådan noget? Der er så mange rygter og paranoia. Jeg håber, de finder de skyldige«, siger han og begiver sig ud på hundeluftningen.

Hos Marco kan de flygtninge, som stadig ventes til Tröglitz, ikke bo. Det er der desværre ikke plads til, som han siger. Men andre, blandt dem Marcus Nierth og hans familie i det store hus oppe på toppen af landsbyen, har sagt ja til at huse flygtninge privat for bedre at kunne beskytte dem. Delstaten Sachsen-Anhalt har skåret antallet af kommende flygtninge ned fra 40 til 10 eller 12 i første omgang, så må man se, hvordan det går. Det er en lille sejr for de højreradikale og de ukendte brandstiftere, konstaterer Marco, mens vi lusker ud på en lille runde med hans lille hund. Vi går forbi den lokale skole, hvor forældre, udelukkende mødre i dag, hastigt henter børnene.

Skolens mur er stadig præget af en formanende tekst, der blev sat op, dengang Tröglitz lå i et andet land, DDR. Med store bogstaver ud mod gaden står der:

»Vi underviser, lærer og kæmper for fred«.

Publiceret 14. april 2015

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce