Hun er så berømt, at hele verden er på fornavn med hende. »Hillary«, siger man, og alle er straks klar over, hvem man taler om: USA’s mest beundrede kvinde gennem de sidste mange år, den tidligere førstedame, senator, udenrigsminister og nu atter håbefuld demokratisk præsidentkandidat, Hillary Rodham Clinton.
Clintons rejse fra livet som advokat i en provinsby til en politisk karriere, der, hvis hun vinder valget næste år, vil være uden sidestykke i USA’s historie, har i en generation eller mere tryllebundet.
Hele verden har fulgt med i hendes ydmygelse under Lewinsky-skandalen, sejren som senator, det knusende nederlag til Obama og derpå den triumferende genoprejsning som supermagtens udenrigsminister.
Men sideløbende med den virkelige Hillarys op- og nedture i Washington har Hollywood gennem årene også præsenteret os for en lang række portrætter af en mere eller mindre virkelighedsnær Hillary. Her er noget for – næsten – enhver smag, og interessant nok kan man også gennem fiktionens Hillary følge udviklingen i det amerikanske samfund og i opfattelsen af Hillary.
