Hun var altid nøgen, når hun spadserede rundt og vandede hampplanterne i sit skunklaboratorium. Ellers ville tøjet lugte af hash. Det forklarede en 46-årig kvinde i retten i Holbæk for nylig. Sammen med fire mænd er hun dømt for at have drevet skunklaboratoriet i Ugerløse, som ligger på Vestsjælland. Og som er min barndomsby.
Samtidig skulle posten køre et rekordhøjt antal pakker med dildoer og andet sexlegetøj ud til de færre end 1.500 beboere. Ugerløse blev nemlig for nylig stemplet som den mest liderlige danske by i flere medier, fordi beboerne angiveligt køber mest sexlegetøj over nettet per indbygger.
Nu stopper jeg foran skunklaboratoriet ved det gamle savværk. Lagerbygningen ligger omringet af faldefærdige og forladte huse med smadrede ruder på hovedgaden. Da hashfabrikanterne kom til byen, malede de som det første facaden hvid og indrettede en nydelig forhave. Det var ren ’breaking bad’. Ingen i byen skulle ane, hvad der foregik.
For Ugerløse virker jo så rolig, fortæller 42-årige Paraneetharan Thuraichelvam. Han går på hovedgadens fortov og pulser på en smøg. Historierne om narko og sexlegetøj bringer overhovedet ingen smilehuller frem hos ham.
