Noget ændrede sig, straks de forlod stuklejligheden på første sal, trådte ud på Alhambravej på Frederiksberg og bevægede sig ned på gaden og ud i verden. Noget i ham. Og imellem de to. Hjemme var Lotus’ far stille, indadvendt og følsom. Et eftertænksomt menneske, man både kunne grine med, være vred på og helt sig selv over for. På gaden forvandlede han sig til storbypoeten, der favnede alle og var klar til at hilse på enhver, han mødte. Med sorte negle, stor hat og fandenivoldsk attitude var han til at få øje på. Ikke bare i gadebilledet, men også i kulturlivet og mediebilledet var han en iøjnefaldende ener.
»Engang imellem gik jeg og tænkte over: Er der virkelig ingen andre, der kan se det, jeg ser? Det var sådan en barnets stillingtagen til: Er det dem eller mig, der har ret? Hvorfor ser andre ikke det, jeg ser? Er det, fordi de ikke kan, eller er det, fordi det, jeg ser, er forkert?«, siger Lotus Turèll.
Nede på gaden var han ’Onkel Danny’. Den lune, småmelankolske og lettere excentriske betragter af livets og tidens strøm. Men oppe i lejligheden kunne han ikke altid overskue alle sider af faderrollen. Og i den forstand var det to forskellige personer, der blev lagt i jorden, da Dan Turèll 15. oktober 1993 blev begravet på Assistens Kirkegård på Nørrebro. Han var hele Danmarks legemliggørelse af anarkistisk lune, men også en alkoholiseret og til tider afmægtig familiefar.
