Det er bare, fordi han synes, det lyder underligt. Altså at ’kæmpevindmølle’ ikke står i Sprognævnets ordbog Nye ord i dansk, når ’klimaaktivist’ gør. Så nu er manden i røret kommet i tvivl, om det skal skrives i et eller to ord.
Spørgsmålet fra formiddagens første kunde i Sprognævnets svartjeneste er en klassiker. Rigtig mange danskere er i tvivl, om sammensætninger skrives i et eller to ord. ’Kæmpevindmølle’ skrives i ét. Det er nemlig, hvad nævnets medarbejdere i daglig tale kalder ’en banal sammenskrivning’. Dem er der ubegribeligt mange af i dansk, fordi to ord i princippet altid kan sættes sammen og danne et tredje. Og ordbøgerne ville blive både store og uhåndterlige, hvis de alle sammen kunne slås op.
Når ’klimaaktivist’ alligevel er kommet med, er det ifølge Sprognævnets medarbejder Ida Elisabeth Mørch, fordi der er to a’er midt i ordet, og derfor er det rart at kunne slå op, hvordan det staves.
Svaret bliver godtaget med et »tak for hjælpen«, og dagen er i gang på Sprognævnet, der i fire timer dagligt fra mandag til torsdag telefonisk besvarer spørgsmål fra folket om det danske sprog.
