»Mennesker er parasitter. Så svage og så skrøbelige. De fortjener ikke en naturlig død. Bevidstløst venter de på at blive udslettet. Af mit had«.
Den dunkle monolog er som taget ud af en sløj 90'er-gyser, og den matches af mandens dystre udseende. Med langt, sort, slasket hår og en lige så lang, sort, slasket frakke.
Han kigger udtryksløst ned på gulvet, mens han peger sin flammekaster i retning af kvinden, der ligger for hans fødder. Hun beder desperat for sit liv, men ikke ret længe. Bøn erstattes hurtigt af hjerteskærende skrig, da manden med overlegen ro sætter ild til hende og ser hende brænde ihjel.
»Intet kan stoppe mig. Jeg er en frygtløs, ubarmhjertig massemordsmaskine. Kynisk og overlagt«.
