Det er aldrig billigt at rydde op på direktørgangen i de store virksomheder. Og det er ganske almindeligt, at en ny ledelse tager nye folk med sig ind i firmaet. Men samlede udgifter på omkring 100 millioner kroner til fyringerne af fire direktører og en underdirektør i løbet af blot 19 måneder løfter opgøret i Dong Energy A/S op i en særlig klasse i dansk erhvervsliv.
At millionerne for 75 procents vedkommende oven i købet er betalt af skatteyderne og elforbrugerne, der fortsat ejer broderparten af selskabet, cementerer blot begivenhedernes usædvanlige karakter. De begyndte med den kaotiske og dramatiske bortvisning af administrerende direktør Anders Eldrup fredag 9. marts 2012, og ’udrensningen’ i ledelsen sluttede, da det tilbageblevne medlem i koncernledelsen, Carsten Krogsgaard Thomsen, fik anvist vintervejen i en anderledes civiliseret stilhed 3. oktober året efter.
Undervejs blev yderligere to direktører lempet ud af koncernledelsen under opgøret mellem den nye ledelse og ’Eldrups drenge’. Men heller ikke Kurt Bligaards og Lars Clausens exit tiltrak sig de store overskrifter. Det er diskrete forretningsfolk. Samme diskretion har ikke præget historierne om det femte offer i magtkampen.
Underdirektør Jakob Baruël Poulsen var og er bedre kendt som ’Barylen’. Det var ansættelsesforholdene for den omdiskuterede, men supereffektive leder af koncernens gigantiske satsning på havvindmøller, der satte lavinen af direktørfyringer i gang. Derfor er der en vis logik i, at det er afslutningen på den selv samme Baryls mellemværende med Dong, der nu gør det muligt at komme nærmere en retvisende opgørelse af de umiddelbare ’krigsskadesomkostninger’ fra direktionsgangen i Dong.
