Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Carsten Bundgaard

Utænkeligt. Umuligt. Dystopisk?

Båret frem af Dansk Folkepartis succes ved valget kan Pia Kjærsgaard i dag sætte sig i formandsstolen i Folketinget. Det er et hop op ad den politiske rangstige, som ingen havde forestillet sig for fem-ti år siden.

Pia Kjærsgaard som formand for Folketinget.

Hvis man havde nævnt det som en mulighed for tyve år siden, ville mange have sagt, det var utænkeligt. Umuligt. Utopisk. Måske endda dystopisk.

»Jeg ville have sat hele min formue ind på, at det aldrig kunne ske«, siger forfatteren og journalisten Flemming Chr. Nielsen. Og han har ellers et indgående kendskab til både Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet. I bogen 'Anarkisten' om Mogens Glistrup har han skildret det oprør, som førte til dannelse af Dansk Folkeparti.

Forfatteren Bent Vinn Nielsen ville have skreget, hvis nogen for bare ti år siden havde nævnt DF-ikonet som kandidat til den post, som hierarkisk rangerer et sted imellem dronningen og landets statsminister – og er aflønnet på linje med regeringslederen.

Ikke desto mindre vil Pia Kjærsgaard i dag blive valgt som formand. Fra at være en af dem, der er blevet beskyldt for at bidrage til eller ligefrem opfinde den hårde tone i udlændingedebatten, skal hun sørge for en ordentlig tone under debatterne i Folketingssalen.

WTF?, som det hedder på nydansk.

Hvad skete der? Hvordan blev det muligt? I 1999 sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen om DF-politikerne, at »stuerene bliver I aldrig«. Og han sagde det fra den talerstol, som Pia Kjærsgaard i dag indtager. Spørger man den tidligere VS-politiker Preben Wilhjelm fortjente S-formanden slet ikke de hug, han siden fik for sin udtalelse

»Poul Nyrup Rasmussen havde jo ret. DF har ikke rokket sig en tomme siden – i hvert fald ikke i retning af anstændighed. Når DF har kunnet komme ind i varmen, er det ikke, fordi de er blevet stuerene, men fordi stuen er blevet lige så beskidt blandt andet takket være Socialdemokraternes nylancerede kampagne«, skrev den tidligere VS-politiker i et læserbrev i marts. Det var dengang, annoncekampagnen fra S lød: ’Stramme asylregler og flere krav til indvandrere’.

Stuen, der blev beskidt

Uanset Wilhjelms analyse lyder historien om Pia Kjærsgaard som en, der udelukkende ville være mulig i fiktionens verden. Den tidligere hjemmehjælper når samfundets absolutte toppost, og hvis forfatteren Lise Nørgaard skulle fortsætte sin historie fra Matador, ville hun bruge DF-lederens fortælling som et omdrejningspunkt.

»Det er jo en fantastisk skæbne, som jeg ikke kan lade være med at være fascineret af. Jeg har ikke selv stemt på dem, men det forbavser mig ikke, at partiet fik så mange stemmer, for når jeg taler med folk, fortæller de, at de har stemt på Pia«, siger Lise Nørgaard.

Hun ser DF-vælgerne som almindelige danskere, der bare vil være i fred uden at skulle engagere sig alt for dybt i de beslutninger, politikerne skal træffe.

»Hun står ved, hvem hun er. Hun går rundt mellem alle de halvstuderede røvere inde på Christiansborg, hvor de vigter sig med alle mulige titler. Hun har været hjemmehjælper, og hun ved, hvad der rører sig blandt folk. Hun er heller ikke bange for at sige sin mening, og det kan mange godt lide. De kan forstå, hvad hun siger«, siger Lise Nørgaard.

Samfundsforskeren Gitte Sommer Harrits fra Aarhus Universitet giver i vidt omfang Lise Nørgaard ret. Hun har blandt andet forsket i den moderne opfattelse af klasseskel, og hun ser Pia Kjærsgaard som inkarnationen af en politiker, som ikke alene repræsenterer nogle politiske holdninger, men også kommer fra et andet sted end første del på statskundskabsstudiet eller et skrivebord i en fagforening. Vælgerne kan genkende Pia Kjærsgaards baggrund fra sig selv eller fra nogen, de kender.

»Lige nu er der et mismatch mellem de gamle partier og vælgerne, og hun repræsenterer forbindelsen til snusfornuften. Jeg har interviewet mange om deres holdning til politik, og deres svar er, at når det bliver for teknisk eller for principielt, så står de af. Men Pia Kjærsgaard er god til at fornemme, hvordan helt almindelige mennesker ser på verden«, siger Gitte Sommer Harrits. Hun minder dog om, at det på ingen måde kun er et spørgsmål om Pia Kjærsgaards person, når hun kan få flertallets opbakning som ny formand for Folketinget.

»Det er kun muligt, fordi magten er skiftet. De gamle partier er ligesom mange andre blevet overraskede over de mange, der stemte på DF. Måske er de endda blevet lidt bange som følge af jordskreddet. Derfor er de nødt til at se mere kritisk på sig selv og sige, at de fremover skal passe på med den arrogance, der måske har været i forhold til vælgerne«, siger hun.

Den politiske verden har i hvert fald bemærket, at DF blev landets næststørste parti med 37 mandater. Under forhandlingerne om en ny regering understregede Lars Løkke Rasmussen flere gange, at han havde hørt valgets tale. Men måske var det røsten fra folkedybet, der trængte igennem til ham. Eller også var han kommet til at bladre i Pia Kjærgaards midtvejserindringer fra 1998, hvor hun om Løkkes forgænger skrev følgende:

»Uffe Ellemann-Jensen var igennem mange år min sidekammerat i Folketinget. Hans ubegribelige arrogance over for Dansk Folkeparti var i høj grad medvirkende til, at han ikke nåede sin drøm: At blive Danmarks statsminister«.

Men betyder valgresultatet og formandsvalget af Pia Kjærsgaard så, at DF'erne i dag er blevet stuerene? Ja, mener Gitte Sommer Harrits. Efter hendes mening betyder det i hvert fald, at partiet har fået cementeret sin legitimitet hos de øvrige partier, og at partiets egen fortælling om sig selv som et midterparti har vundet genklang.

Som forfatter og klummeskribent har Bent Vinn Nielsen beskrevet nogle af de områder af Danmark, hvor DF fik stor opbakning ved valget. Han har meget svært ved at vænne sig til tanken om Pia Kjærsgaard som leder af landets parlament.

»Hun nyder jo ikke den almindelige respekt hos folk, og det vil jeg ellers mene har været tilfældet for de fleste formænd. Se på Mogens Lykketoft, Julius Bomholt og Karl Skytte. Måske ville nogen hellere have haft andre formænd af partipolitiske grunde, men de nød da almindelig agtelse hos folk«, siger forfatteren.

Han har i hvert fald ret i, at agtelsen hos nogle er til at overskue. Onsdag annoncerede Radio24/7 et politisk debatprogram med følgende spidsformulering.

»Kan vi have pøbeldronningen Pia Kjærsgaard siddende på en af landets fornemste poster som Folketingets formand?«, lød spørgsmålet.

Det var ifølge værten David Trads en henvisning til, at Die Zeit efter valget talte om ’pøbelvælde’ i Danmark, og at Der Spiegel talte om fremmedfjendskabens sejr.

Modbydeligheder

Flemming Chr. Nielsen ser Pia Kjærsgaards opstigen som et udtryk for en international tendens.

»Fremgangen skyldes en tendens, der løber gennem hele Europa. Når man skræller alle modbydelighederne væk, er der jo ikke noget tilbage. Der er kun en slags tom konservatisme og noget tomt socialdemokratisk gods«.

For Benn Vinn Nielsen er det især Pia Kjærsgaard udtalelser om udlændinge, som får ham til at sige, at hun ikke er værdig til at sidde på så fornem en post.

»Hendes udtalelser og rædsel for folk, der er fremmede, er svær at glemme. Måske er valget af hende udtryk for, at hun er blevet mere politisk spiselig, end hun har været. Hun er da blevet lidt mere tilbageholdende, og i dag overlader hun de mest vilde ytringer til en partifælle som Martin Henriksen. Når ingen gør større modstand mod valget af hende, er det måske udtryk for en vis ligegyldighed«, siger han.

Pia Kjærsgaard selv børster den slags væk.

I Jette Meier Carlsens portrætbog 'Fordi jeg var nødt til det' siger DF-politikeren det sådan her:

»Jeg er ikke for to øre fremmedfjendsk. Hvad bilder folk sig ind at sige det? De kender mig ikke. Tænk at have så forudfattede og politisk korrekte meninger. Det foragter jeg dybt, hvilket jeg ikke har problemer med at sige højt: Hvad har I selv udrettet? I går rundt og prinser jer. Har I taget konsekvensen af jeres holdninger? Det har jeg. Går I rundt med to livvagter? Nej, det gør I ikke. Jeg har ret til at sige, at jeg er bekymret for udviklingen, og jeg har været skarp, men jeg mener ikke selv, at jeg har været vulgær«.

I bogen, som udkom i 2013, medgiver den nu afgåede DF-formand dog, at angrebene på hende er mildnet en smule.

»Der er også dem, der siger: ’Er du ikke begyndt at udtrykke dig anderledes?’. ’Nej, du er begyndt at lytte’, tænker jeg«.

Publiceret 3. juli 2015

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce