I 1842 var et sjællandsk bondepar i gang med at opdyrke et stykke land på toppen af Borgbjerg Banke ved landsbyen Boeslunde, da bondekonens plov fik noget ganske andet end jord med op.
»Jeg tror, jeg pløjede troldens hat op, Jeppe«, råbte hun ifølge overleveringen til sin mand. For der var et gammelt sagn om en trold knyttet til bakken.
Men det var ikke en hat, de to havde foran sig. Det var et stort kar af guld fra bronzealderen, og kort efter havde parret hjulpet endnu et guldkar fri af mulden.
Historien om bondeparrets møde med karrene er det første kendte guldfund i området ved Boeslunde på Sydvestsjælland. Men det var langtfra det sidste. For området omkring Boeslunde er af helt særlig arkæologisk betydning.
